Udskriv kapitel
(4 sider)

1.  Om Gud og os

Engang skuede urmennesket i betagelse og undren mod nattens stjernevrimmel. Da opstod tanken om et højere væsen, om Gud.

Ingen kan definere Gud. Vi kan blot ane Hans eksistens som en suveræn åndelig kraft, en værensform hinsides menneskelig fatteevne. Kun ignoranten tror at kende Gud. Vi ved givetvis lige så lidt om Gud som myren om den umådelige verden, der omgiver tuen. Det står ikke til mennesket at begribe Gud, derimod nok at gøre sig fri af de falske forestillinger, det måtte nære om Ham. Et menneske kan kun erkende Gud i den udstrækning, det formår at rumme tanken om Hans væren. I den fælles uvidenhed om Gud er vi alle lige, inklusive teologer.

Som Tao overgår ord, er den gud, der kan beskrives, ikke Gud. Når mennesket ikke vil acceptere sin manglende viden om Gud, skaber det en gud af sin fantasi.

Det menneske, som blot én gang har stirret mod de stumme stjerner, behøver ingen af religionens guder. Det har fundet sin egen. Talrige er menneskets veje til Gud, og hvem kan fremhæve én frem for en anden? Gennem årtusinder har menneskets gudsopfattelse været en projektion af mennesket selv. Det ville jo også være ulig sværere at gå den anden vej.

Det er udtryk for et utilgiveligt snæversyn, når mennesket vil reducere Den Højeste til en lokalgud for den klode, der i kosmisk sammen­hæng blot er for et sandskorn at regne. Vi må nødvendigvis opgive troen pa Gud som eksklusivt relateret til menneske­heden, hvis vi ikke vedvarende skal leve i en provinsialismens glasklokke. Der gives næppe større illusion end denne, at Gud blandt Universets formentlig talløse civilisationer skulle vise Jordens sin særlige bevågenhed.

Måske tjener mennesket som dets sandsynlige fæller i Universet et overordnet formål ved at være skaberværkets vidner? For upåagtet forgår al eksistens. Vi møder Gud i det allermindste som i det galaktiske store. Det er ikke tro, men erkendelse: Hvis Gud ikke var til, ville intet være til.

Gud er om nogen upartisk. Derfor er det også utænkeligt, at Han skulle protegere en enkelt af Jordens mange etniske grupper, endsige en udvalgt religion. Det ville være i modstrid med Guds ydmyghed savel som den selvbestemmelsesret, Han har skænket mennesket, på noget tidspunkt at blande sig i dets affærer. Han ved, at det indbyggede incitament for vedvarende udvikling fungerer efter hensigten, hvorfor en guddommelig indgriben ville være både upassende og overflødig.

Mennesket har givetvis nået et punkt i sin åndelige udvikling, hvor det ikke længere kan godtage den klassiske opfattelse of Gud som en antropomorf skikkelse med domicil et eller andet sted i kosmos, idet det erkender, at Hans virkelighed kun lader sig begribe ad oversanselig vej. Det er utvivlsomt til menneskets eget bedste, at det guddommelige mysterium forbliver skjult, for åbenbart måtte det afskrive længslen. Man kan opfatte Gud som et produkt af den menneskelige fantasi, en blot og bar abstraktion. Men hvilken armod er ikke prisen?


Vor tids bioteknologi har muliggjort en kortlægning af den menneskelige arvemasse med dens omkring 30.000 gener tilligemed en tiltagende dechifrering af dna-struk­turens mere end 3 milliarder indbyggede koder. Den imponerende organisation til trods synes tanken om en guddommelig konstruktør dog ikke ubetinget velset i tidens partykultur. Med katalogiseringen af det menneskelige genom er den biologiske forskning blevet i stand til at kigge en mulig primær udformer i kortene. Den udstrakte brug af patentering synes dog ganske at overse den eventualitet, at der kunne være En, som kom først.

Det var en milepæl i mikrobiologiens historie, da man i 2000 kunne offentliggøre et "blueprint" for den menneskelige genmasse. Der synes dog grund til mådehold med euforien, for hvad man har klarlagt, svarer jo egentlig blot til en inventarliste. Den overordnede styring af genernes sofistikerede samspil er fortsat et uafklaret spørgsmål. Vi har endnu identifikationen af sjælen til gode…

Man kan gøre fosterets udvikling til et spørgsmål om genetisk programmering; en sådan forudsætter dog logisk en programmør. Hvor simpel en begyndelse livet ifølge Darwin måtte have haft, kan den ikke være selvfremkaldt. En provokeret "kickstart" må nødvendigvis forudsættes. For med al respekt for kemiske forbindelser har disse endnu ikke ved egen hjælp været i stand til at frembringe så meget som én eneste levende celle.

Ingen vil benægte, at vore high tech-frembringelser er et resultat af intilligens­virksomhed. Skulle det samme ikke være tilfældet med biologiske organismer, der i deres opbygning er mindst lige så komplekse? Mennesket kan manipulere med gener og fremkalde klinisk befrugtning, men det kan ikke gøre skabelsesunderet efter. Hvis natur­viden­skaben kunne dokumentere blot ét tilfælde af spontant opstået liv, ville der være grund til at betvivle Guds eksistens. Der har været bakterier på Jorden i mindst tre milliarder år, og de vil fortsat være her, når alt andet liv er borte. Men at de skulle udgøre det fælles grundstadie for den diversitet af højt specialiserede livsformer, vi i dag er vidne til - nej, det er simpelthen for uvidenskabeligt. Hvem andre end en guddommelig megaintelligens kunne udtænke det mesterværk, som organismen hos mennesker og dyr uafviseligt frembyder?

Ikke uden grund taler man om den biokemiske udfordring for udviklingslæren. De yderst komplekse mekanismer, der finder sted blot i en enkelt celle, er nu engang vanskeligt kompatible med blinde processers roulettespil som det oprindelige udgangspunkt. Det menneskelige legeme med dets rundt regnet hundrede milliarder celler, hver med sit særlige speciale og organiseret i et subtilt samarbejde, forekommer umiddelbart så genialt opbygget, at tilstedeværelsen af en overordnet udformer umuligt kan udelukkes. Mennesket blev næppe til ved et tilfælde.

Umuligheden af en successiv udvikling af af et biologisk detailorgan som øjet er blot en af talløse indikationer for en arternes guddommelige designer. Det mysteriernes mysterium, som også Darwin i sine tvivlens stunder refererer til, er fortsat uløst. Gennem de omkring 600 millioner år, komplekse livsformer har eksisteret på Jorden, har dyrearter fra trilobitter til dinosaurer i perioder udgjort den fremherskende population. En tilstand af ikke-bevidsthed rådede, af blot og bart instinkt i en simpel overlevelsens kamp. Derfor skylder vi også den asteroide tak, der for omkring 85 millioner år siden udslettede hovedparten af datidens biologiske skabninger. For tænk, om dinosaurerne med deres exit ikke havde givet plads for vore forfædre, hominiderne.

Når de bibelske skabelsesmyter generelt opfattes som eneste alternativ til den moderne evolutionsbiologi, er det et udtryk for, i hvor høj grad kristendommen er blevet en integreret del af den vestlige kultur. Det er en ophøjet tanke, at før Gud gennem skabelsesaktens mysterium lod de første hominipar fremstå som art i det tropiske Afrikas savanneområder, eksisterede mennesket i dets åndeligt udviklede form som en vision om et væsen efter Hans lige. Med skabelsen af mennesket i dets urform begyndte Gud et digt, som Han overlod det selv at fuldføre.


Der gives ikke noget mere helligt end naturen. Når vi mishandler den gennem forurening og rovdrift, er det Gud, vi tramper på. Lad det menneske, som tvivler på Guds eksistens, tilbringe blot et døgn i naturens kongerige, og dets skepsis vil blive gjort til skamme. Devaer er, ligesom alfer og feer, omskrivninger for de gud­dom­melige kræfter, der uophørligt virker i naturen. Bag det synlige er altid det usynlige. Som en solstråle skylder solen sin eksistens, har mennesket sin grund i Gud.

Vi kender bedst Gud i stilheden. Gud kerer sig givetvis ikke om, hvorvidt vi tror på Ham eller ej. Han ved, at i spørgsmålet erkendelse er vi alle vandrere på vej. Intet er mere ligegyldigt i et menneskes forhold til Gud, end hvilken tro det eventuelt måtte bekende sig til. Gud forstår alt, også den tro, som måtte bunde i overtro.

Det menneske grubler ikke over Gud, som sanser Hans nærvær i solop­gangens stråle­glans som i blomstens skønhedsunder.

Vi nærmer os Gud, jo mere vi lærer os selv at kende. At anerkende og ære Gud er et gode, der bringer alle andre goder med sig. Vi ved altid, når Guds vilje er i overens­stemmelse med vor. Som elskeren frydes ved sin elskede, finder menneske­væsnet sin glæde i Gud. Guds hensigt med de talløse livsformer på Jorden var givetvis, at de alle skulle være lykkelige. Derfor har mennesket, som det suveræne væsen, også en forpligtelse til at vise dem agtelse og omsorg. Vi elsker Gud ved at elske Hans skabninger.

Et liv uden Gud er et liv i illusion. Ret beset er alt af Gud: Lyset, luften, vandet, jorden, væksterne. Uophørligt bruser om os Hans hellige hav. Menneskelig gav­mild­hed kan umuligt hamle op med de guddomme­lige gunst­bevisninger, vi dagligt overøses med. Vi er alle skyldnere.


Vi tilbeder ikke Gud i næsegrus underkastelse, men ved i hjælp­somhed og god vilje at være mennesker for hinanden. Nogle anklager Gud, når fortræde­lig­heder rammer dem. Andre ser i disse en vejledning fra Ham. Gnieren er det menneskelige mod­stykke til den Gud, hvis generøsitet er uden grænser.

Vi lever i Gud, når vore handlinger udspringer af et glad hjerte. Gud er lykkelig med os, når vi er lykkelige. At lade hånt om Gud er at ignorere livets perle, det under­fulde i verden. Hvor findes det orienterings­punkt, der kan erstatte Gud? At være ubevidst om sin egen guddommelige natur er som at eje en juvel uden at ane det.

Det er en opfyldelse af Guds vilje, når mennesket gør medmennesket godt. Enhver handling, der strider mod Gud og Hans orden, skaber i sidste ende smerte. Vi må slutte fred med andre, før vi kan opnå Guds fred.


Gud skabte utvivlsomt mennesket, fordi han gerne ville dele glæden over sit værk med andre. Fordi Gud ikke kender til forbehold er alt, hvad der er Hans, også menneskets. Det er en smuk tanke, at før Gud satte mennesket på Jorden, havde Han forberedt denne med alt fornødent til dets livsophold.

Gud var ikke Gud, hvis sakramental ritus spillede nogen rolle i et menneskes forhold til Ham. Ingen kender Gud. Alligevel ved vi instinktivt, hvad der tjener Ham, og hvad der ikke gør. Alt, som ikke er af Gud, er kun af forbigående karakter og vil snart være borte. Man kan i indbildt bedreviden forkaste Gud - og den ganske verden vil henligge som en åndelig fattiggård. Gud er klippen i en verden af forvirring, massekultur og dårskab. Det sensitive menneske behøver ikke noget ontologisk argument for Guds eksistens. Det ser beviserne overalt.

I medfølelsen tilkendegiver mennesket sin guddommelige natur. Et menneske når aldrig højere, end når det virker som et redskab for den guddommelige hensigt.


Universets Suveræn giver sig selvsagt ikke af med at drømme. Han ville da også være i et alvorligt dilemma, dersom Han i sin kendelse for en menneskesjæl kun havde to muligheder til sin rådighed: frelse eller fortabelse. Gud straffer ingen, men gennem vore uhensigtsmæssige handlinger nedkalder vi straffen over os selv. For Gud eksisterer ingen Dommens Dag. Han ved, at hvert menneske har sin vej at gå.

Det er den ortodoks troendes store vrang­forestilling, at han ved at følge nogle formelle regler om eksempelvis spisevaner, seksualliv og klædedragt kan behage Gud. For Det Kosmiske Alvæsen ligger sligt pedanteri selvsagt aldeles fjernt. Gud proklamerer ikke sig selv. Som den største af alle er Han også den mest beskedne af alle. Ingen form for blasfemi kan anfægte Gud, for Han er af et format, der er hævet over krænkelse.

Mennesket kan ved selvforherligende hybris forkaste noget højere end sig selv. Men lige så lidt, som man kan ophæve virkeligheden, er det muligt at suspendere Gud. Næppe nogen anden menneskelig elendighed kan sammenlignes med denne at være skilt fra Gud. Der gives ingen separation fra Gud, kun manglende erkendelse. Når mennesket bekender sig til gudløsheden, er det ikke Gud, der har tabt, men mennesket.

Mennesker kan have hemmeligheder for hinanden, men ikke for Gud.

Verden taler med sine mange stemmer, Gud med en anden og sagtere, som kun den lydhøre ænser. Alt vil være guddommeligt for det menneske, der kender sig selv guddommelig. Gud er aldrig større, end at Han i sin ydmyghed altid er rede til at møde os på vore vilkår. Der findes næppe nogen synd så stor, at den, som af hjertet angrer, ikke kan finde tilgivelse hos Gud.

Gud er altid til stede i et menneskes liv. Vi kan tage imod Ham, når vi vil.


 Udskriv kapitel (4 sider)