Udskriv kapitel
(2 sider)

8.  Om seksualitet

Hvad bidrager vel mere til livets eventyr end seksualiteten, de evige tiltræk­ningens strømme fra køn til køn? Næst efter selvopholdelsesdriften gives ingen større driv­kraft i menneskesindet end seksualiteten. Den lille forskel gør nu engang en forskel - og gudskelov for det. Også i fascinationen af det andet køn udtrykker mennesket sin reverens for Skaberen, omend sædvanligvis uafvidende. Seksualiteten bliver et sakramente, når den fuldbyrdes i kærligheden mellem to mennesker.

Kønnene nyder bestandig hinandens gunst. Hvor lifligt, når sympatiens signaler vinder genklang. Seksualitet i dens ideale form består af en kærlig vekslen mellem at give og at tage imod. Lykkeligt det menneske, som det er givet at leve sin seksualitet ud sammen med en elsket partner. Når vort sexliv er bedst, handler det om drømme - virkeliggjorte drømme. Alt efter disposition kan mennesket forlene seksualiteten med hellighed - eller obskønitet. Eros har mange strenge at spille på, og som for musikkens vedkommende varierer smagen heldigvis.


Hvilke menneskesindets foruroligende dybder indeholdes ikke i det erotiske spændings­felt mellem poler, i den mentale interaktion mellem kønnene. Blandt seksuali­tetens stimuli indtager det kropslige syns­indtryk ubetinget en fortrins­stilling. Hvad enten vi vil være ved det eller ej, er det ikke mindst kødets lyst, der driver værket.

Prostitution er seksualitet omgjort til en vare. Og selv om den menneskeligt fornedrer begge parter, vil den som en integreret del af vor civilisation altid have sine købere og sælgere. Man kan tænde på anonym sex, opsøge lystens bizarre irgange. I det lange løb er det dog erotikken i det monogame kærligheds­forhold, der vinder prisen.

Cølibat kan være velbegrundet, men er forfejlet, hvor det kræver overvindelse. Hellere være en renlivet libertiner end leve i et anstrengt cølibat. Masturbation er vel nok den karrigste form for sex. Den indebærer dog den fordel, at man i fantasi­erne kan få det helt efter eget ønske - uden at blive hverken smittet eller anholdt.

Det må anses for et ubetinget gode, at normalitets­begrebet på det seksuelle område i vor tid er blevet betydeligt udvidet. Hvis man har behov for at retfærdig­gøre sig selv, kan man altid gribe til forargelsen over en seksuel adfærd, der adskiller sig fra ens egen.

En af kvindefrigørelsens største landvindinger er utvivlsomt, at den mandlige seksualitet ikke er ene om at være normsættende. Seksuel lyst er begribeligvis ikke forbeholdt mænd alene. Når kvinder gennem sekler har måttet tåle ærbarhedens identificering, må det derfor tilskrives kulturelt betingede normer. Heldigvis er der i vor tid tegn til, at kvindekønnet vil tage grundig revanche...


Den begavede bejler ved, at kvinden har en hemmelig erogen zone: Hendes hjerte.

Han er en børste blot, der i scorefasen ikke forstår betydningen af det lille ord gelinde. Selv om blusen er nedringet, behøver det jo ikke at signalere tag-selv-bord...

Det er forgriberens lod, at han ikke kun må tage til takke med en primitiv form for sex, men også går glip af erobringens fryd.

Med kavalergangens øjenlyst yder kvindekønnet sit bidrag til en mindskelse af hverdagslivets monotoni. For hvor er den mand, der ikke lader sig besnære af barmens troldske tvillingepar?


Religioner har i tidens løb gjort deres for at tabuisere seksualiteten. Desværre for dem med det nedslående resultat, at fascinationen af den yderligere er steget. Med sit dogme om den ubesmittede undfangelse har kristendommen bragt den naturlige i miskredit: Det hellige møde mellem sædsælle og ægcelle.

Det er en mørkemands-religion, der ikke tolererer seksuelt samkvem før ægte­skabet, og som til ære for et primitivt mands­instinkt påbyder kvinden at bevare sin hymen intakt indtil bryllups­natten. Religioner har altid haft et anstrengt forhold til seksualitet. Derfor kan man også læse deres historie som Ún lang beretning om fortrængte lidenskaber, om uforløste længsler og om kranke menneske­skæbner. Seksualiteten vil med sikkerhed overleve de religioner, den har været til forargelse for, for hvor der er mennesker, vil der også være kødeligt begær. Kun religiøst afsporede vil formentlig begræde, at seksualiteten takket være præven­tions­mid­lernes udbredelse i vor tid er blevet løst fra sit hoveri i forplantningens tjeneste.

Blandt det tyvende århundredes mange nybrud hører den seksuelle frigørelse ubestridt til dem, der må tillægges skelsættende betydning. Man må så blot håbe, at menneskeheden er moden nok til den. Som sociale vaner ændrer sig med tidsånden, således også de seksuelle normer.

Der er en tid for at bygge seksuelle tabuer op, en anden for at bryde dem ned. Eros er den dæmon i kroppen, vi alle må lære at leve med. Og hånden på hjertet: Hvem ville foretrække at være den foruden?


 Udskriv kapitel (2 sider)