Udskriv kapitel
(1 side)

11.  Om sandhed

Vi må vie os til sandheden, hvis vi ikke vil omkomme ved den. Vi forråder ikke alene os selv, men hele verden, ved at svigte sandheden. Sandheden åbenbares kun for den, som er rede til at modtage den. Sandheden ejer en styrke, som løgnen fattes. Hvor løgnen bestandig vil tynge et menneske, gør sandheden det fri. Når forstanden i vor søgen efter sandhed undertiden kommer til kort, har vi stadig intuitionen at støtte os til.

Stort er det menneske, som formår at hæve sig til stadig nye dimensioner af sand­heden. Der er givetvis ingen grænser for menneskets erkendelse. Sandheden hører aldrig op. Liv består i bestandig at være på vej. Er man stoppet op i overbevis­ningen om at have fundet den definitive sandhed, er man for alvor at beklage.

Også sandheden har sine landsbytosser, nemlig dem, der er overbevist om at besidde den. Sandheden om en selv indser man som regel først, nå nogen har været så frimodig at fortælle den.

Den redelige tvivl er sporen, der driver sandheds­søgeren mod stadig dybere indsigt. Sandhedens skranker forskydes til stadighed. Med nye tider opstår nye erkendelser. Vi nærmer os Gud, jo mere vi lærer sandheden at kende.

Opfattelsen af sandhed vil altid være subjektiv, præget som den er af hver enkelts personlige baggrund. Hvad der for ét menneske måtte gælde som den uforgribelige sandhed, fremstår ikke sjældent for et andet som en karikatur af samme.

Man kan i sin standpunkttagen dække sig ind bag det politisk korrekte, bag det, som flertallet står for. Man kan dog sjældent gøre det uden at give køb på sand­heden. Det må betragtes som et frem­skridt, at mens det før i tiden kunne koste et menneske livet at fremføre en anden sandhed end den på bjerget gældende, kan man nu om stunder højst blive anset for en særling, hjemfalden blot til det over­bærende smil. Kontroversielle sandheder er altid blevet mødt med mistro, om ikke ligefrem latter­lig­gørelse - for et par årtier senere at blive godtaget af selv populær­pressen. Den skånsels­løse sandheds­søger må eje modet til at stå alene, til i givet fald at vandre, hvor ingen før har vandret.

Tilværelsen ville være yderst kedsommelig, dersom mennesket kendte den ultima­tive sandhed. Det, som gør livet værd at leve, er ikke mindst muligheden for stadig dybere erkendelse. Sand­heden forandrer sig aldrig, det er vor opfattelse af den, der ændrer sig.

Vi misbruger hinandens tillid, når vi lyver. Vi yder den vor tribut, når vi taler sandt. Sandhed er det blivende mellem mennesker; løgn har ingen fremtid. Er et menneske først blevet grebet i en løgn, vil selv en sandhed fra dets mund ikke blive troet. Man står sig altid bedst ved at sige sandheden, om ikke af anden grund så fordi den er lettere at huske...

En løgn kan være nok så besnærende, den vil dog altid på et tidspunkt blive ind­hentet af sand­heden. Sandheden behøver ingen promovering, dens accept kommer altid.


 Udskriv kapitel (1 side)