Udskriv kapitel
(2 sider)

12.  Om Satan og det onde

Mennesket behøvede en opponent til Gud - og Satan blev til. Gennem tiderne har teologer forsøgt at lægge skylden for det onde over på Djævelen. Med dets mange­artede bevæg­grunde er problema­tikken dog nok mere kompleks end som så.

Med sin serafiske fortid må Satan betegnes som en dybt tragisk skikkelse i den kristne mytologi. Som sindbillede på alt, hvad der måtte afvige fra Kirkens troslære, har han dog gennem tiden været denne en særdeles nyttig tjener. Hvis Satans fald, i lighed med de ledsagende engles, skyldtes begæret after samkvem med Jordens døtre, forlenes han med menneske­lighed, der må påkalde en høj grad af sympati.

Antikrist er et andet navn for Satan, under hvilket han gennem tiderne har optrådt i adskillige roller. En mere barok er den af reformatoren Luther tildelte rolle som pave­sædets indehaver. Som den notoriske Løgnens Far er man vel fleksibel?

Det er en del af det kristne tankegods, at Satan efter den endelige verdens­dom skal være bundet i tusind år. Men hvorfor dog kun et årtusind? Skal han atter slippes løs, er vi jo lige vidt...

Bortset fra religiøse fundamentalister antager ingen vel i dag Satan for andet og mere end en allegorisk figur på linie med det legendariske skelet i skabet. Derfor må man også inderligt ynke de mange, for hvem han i tidens løb har været skin­barlig virkelighed. I betragtning af den bevågenhed Djævelen nød i middel­alderen, hvor man så hans fule frem­toning stort set hvor som helst, må man med tilfredshed konstatere, at han i det moderne menneskes bevidsthed rangerer på linie med dubiøse væsner som vampyrer og dæmoner.

Man må lade Satan, at han på sine gamle dage har opnået en ikke ubetydelig grad af popularitet som kultfigur for skiftende pop­grupper i tiden. Så længe det er ufor­pligtende, vil der formentlig altid være nogle, der finder en særlig fryd ved at flirte med Mørkets Fyrste. Hvis Djævelen alias Lucifer var et autentisk væsen, ville også han givetvis have mulighed for at vende tilbage til lyset og Gud, dersom han oprigtigt angrede sin brøde. For er der hold i det kristne tilsagn om nåde, må der være håb selv for den, der faldt dybest af alle.


Fordi kun et menneske med det frie valgs mulighed ville tilfreds­stille Gud, nedlagde Han i det disposi­tionen for såvel godt som ondt. Mennesket ville ikke være menneske, dersom det ikke havde valg­mulig­heder mellem godt og ondt.

Det er en beklagelig kendsgerning, at for at tjene lyset må vi sædvanligvis først have været mørkets smertelige redskab. Skønt i sig selv forkasteligt tjener det onde et formål ved at være det godes fødsels­hjælper. Hvor det onde, et menneske har forøvet, er blevet vendt til noget godt, har det opfyldt et formål.


Terroranslaget i New York den 11. september 2001 vil for bestandig være indskrevet i historien som indbegrebet af af den ultimative ondskab - samtidig med, at det demonstrerer, hvor let det er at manipulere religiøst forførte sjæle. Det er et psyko­logisk paradoks, at ondskabens handlinger ofte udføres i forvisningen om at gøre det gode. Mennesket kan tilsyne­ladende motiveres for alt, når blot det bibringes opfattelsen af et idealistisk formål. Bødlerne i de tyske døds­lejre under Anden Verdenskrig er et vidnesbyrd om, at selv respektable familie­fædre kan rumme en Jekyll og Hyde - hvilket leder frem til den rystende konklusion, at kultur kan være en yderst tynd fernis hos det såkaldte civiliserede menneske.

I en krig er parterne som regel lige gode om de begåede grusomheder. Forskellen er blot, at kun taberen efter afslutningen bliver anklaget for dem. Det forstem­mende ved krige er ikke blot ofrene, men i lige så høj grad brutaliseringen af kombat­tanterne, legalise­ringen af ondskab. Med stadig stigende militær­budgetter (opgjort globalt til 956 mia. i 2003) kan man med rette tale om ondskab som industri. Det pudsige er, at nationens ledere gennem­gående opfatter sig selv som fornufts­væsner med Gud ved deres side.


Nogle mennesker bebrejder Gud, at Han tolererer det onde. De forstår ikke, at når han som den største gave har givet mennesket den frie vilje, kan Han ikke lægges til last at denne gave misbruges. I forkastelsen af ondskab har intet magt som kærligheden: Han man som Kay i eventyret fået et splint af Troldspejlet i øjet, kan man først blive vrangsynet kvit, når den har øvet sin virkning på en.

Et tragisk begreb i kristendommen går ud på, at mennesket fødes som en ond­skabens træl. Mon det dog ikke også rummer potentialet for lidt godt? Hvis ond­skaben var en medfødt drift i mennesket, ville det næppe blive så oprørt over dens manifest­ationer, som tilfældet sædvanligvis er. Man kan, alt efter natur, anskue det onde som fast aktør i et theatrum mundi eller som skygge­siden ved menneskets åndelige evolution.

Der absurde ved ondskaben er, at selvom den fattes enhver form for mening og fornuft, er den desværre ikke kun forbeholdt tom­hjernede tumper. Når det mentalt primitive menneske ikke formår at manifestere sin person­lighed på anden måde, er nævens sprog altid en nærlig­gende mulighed. Det chokerende ved ond­skabens aktører er, at de som oftest virker forbavsende normale. Hvis kendskabet til karma­konceptet var mere udbredt, kunne megen ondskab utvivl­somt afværges. For hvilken gernings­mand ville bryde sig om på et tidspunkt selv at indtage offerets rolle? Ondskab har generelt sin rod i egoets krav. I samme grad som mennesket formår at tæmme sin selviskhed, vil inklinationen for den mindskes.

At udøvelsen af ondskab blot for spændengens skyld især appellerer til visse typer unge, er fænomenet gadebander et eklatant eksempel på. Jo mere usleben menne­ske­karakteren er, jo mere vil den være tilbøjelig til en voldelig adfærd. Gennem den daglige dosis action-film gør tv-mediet sit til at fremme forråelsen blandt umodne naturer. Hvor megen ondskab er ikke blevet afledt af film­industriens fokusering på brutalitet og vold.

Af det, som mennesket ifølge en forslidt frase har mest grund til at frygte, er mennesket. Derom vidner det umådelige antal volds­handlinger, som hvert øjeblik finder sted på kloden. Ondskaben er beklageligvis prisen, vi må betale for den gud­givne frie vilje. Det bedste, man kan sige om ond­skaben er utvivl­somt, at dens gerninger så godt som altid bliver opdaget. Men hvordan foreholder man dens udøvere det, før skaden er sket?


Det er historiens forfærdende lære: Mennesker kan udøve den mest sataniske ond­skab uden skrupler, når blot den er dikteret af en autoritet. Auschwitz, My Lai, Cambodja, Rwanda, Beslan, Darfur, Tiananmen, Srebrenica, Kosovo, Jenin, Guan­tanamo, Abu Ghraib - det er blot nogle af ondskabens åsteder i nyere tid. Men vil listen være afsluttet dermed? Eller skal nye mavne føjes til i en fatalistisk genta­gelse af sangens refrain: When Will We Ever Learn? Det skræmmende ved vor tids krigs­førelse er, at den med sine sofistikerede våben udøves gennem en total anonymisering.

Fordomme er det ondes vækstfremmere, og så længe de findes, vil grunden være lagt for fjendskab mellem mennesker. Det er let at blive desillusioneret på det godes vegne, for et kort blik på verdens­situationen viser kun alt for tydeligt, at de gamle rutiner fortsat gør sig gældende. Er og bliver vi barbarer, eller findes der stærkere kræfter end den menneskelige ondskab?


 Udskriv kapitel (2 sider)