Udskriv kapitel
(1 side)

13.  Om vrede

Ytringen af vrede er egoets fortvivlede forsøg på at hævde sig. Der er dog en pris at betale, nemlig det momentane tab af ens sindsro. En fare ved at geråde i vrede er, at den let går over i en ukontrol­lérbar ophidselse med det resultat, at det i sidste ende bliver modparten, der står med palmerne i hånden.

Vrede bunder ofte i et underliggende problem hos en selv. Den aktuelle situation danner da blot anledning for dens udløsning. Hvis vi gjorde os klart, hvor megen energi følelser af vrede tapper os for, ville vi sky dem af al magt. Det ubeherskede vredesudbrud kan nedbryde et menneskeligt forhold på et øjeblik, hvor det kræver lang tid at genoprette det. Megen vrede er affødt af den menne­ske­lige trang til at få ret. Den heftige vrede vil tynge sin ophavs­mand længe efter dens manifestation; kun masochister træller for den.


Han er større, som ignorerer en forurettelse end ham, som i fortørnelse søger revanche for den.

At give efter for en spontan vrede er at stille sin egen svaghed til skue.

Hvad forårsager den utøjlede vrede ikke daglig af voldshandlinger, om ikke ligefrem mord?

Vrede er generelt et tegn på småtskårenhed; den storsindede finder den ikke umagen værd.

Når den uhæmmede vredesytring levner plads for eftertanken, melder flovheden sig som regel.

Et menneske i vredens vold påkalder kun medynk.


Vrede skyldes ofte frustration over, at et andet menneske ikke opfylder ens forvent­ninger til det. Desværre glemmer man som oftest, at man måske ikke selv lever op til modpartens. Det tragiske ved at lade sig rive med ef en opstået vrede er, at ord udtalt i dens affekt ikke lader sig tilbage­kalde. Vrede afføder kun tristhed. Har man nogen­sinde set et vredt menneske, der samtidig var glad? Hvad er vel mere uskønt end et ansigt forgræmmet af vrede?

I spørgsmålet vrede støder man undertiden på det terapeutiske synspunkt, der går ud på at give los for den, om den så skal skriges ud. Det er da muligt, det kan føre til en katharsis for aktøren - men hvad med personen, det går ud over? Det er en selvrådig tid, der ved at gøre vreden legitim, ja ligefrem tilrådelig, har kastet årtusinders visdom over bord. Hver gang, vi lader en opstået vrede få overtaget, fremkalder vi et ubehag som fra et vulkanudbrud for kroppens mikrounivers.

Det er karakteristisk for et vredesudbrud, at man som oftest fortryder det bagefter. Og da kan det vise sig yderst vanskeligt at genoprette det gode forhold. Ingen undgår følelser af vrede, men ved at bevilge sig selv en tænke­pause, idet man undersøger deres årsag, vil man som regel blive i stand til at formulere dem på en værdig måde. Vredens antitese hedder kommunikation. Den finder ingen grobund, hvor der bliver talt ud mellem mennesker.

Den uværdigt artikulerede vrede binder altid et menneske til sit offer, indtil en forsoning måtte være etableret. Mildhedens tale har langt større virkning end ord udtalt i vrede. I tilgivelsen og forsoningen slukkes vredens bål.

Vrede antager det trivielles karakter når man betænker, at vi alle er timelige væsner, der snart er borte.


 Udskriv kapitel (1 side)