Udskriv kapitel
(3 sider)

14.  Om religioner og tro

Tro består i erkendelsen af noget, som er større end en selv. Som drømmen og længslen har den religiøse impuls altid været en uadskil­lelig del af menneske­væsnet. Der findes to slags religiøsitet: En, som binder mennesket til fordomme, og en anden, som gør det fri af dem. Religiøsitet kan være en flugt fra virke­lig­heden - eller en måde at nærme sig dens faste grund.

Der er altid en religion, der passer til et menneskes åndelige udviklingstrin. Vi har alle den gud, vi fortjener. At bekende sig til en tro som flertallets er den letteste sag af verden. Men når det drejer sig om at søge en sandhed, uafhængig af gældende konventioner, hvem har så mod til at være religiøs?

Så længe religioner hver for sig påberåber sig monopolet på Guds advokatur, vil de være at ligne med blinde, der leder andre blinde. Der gives næppe en mere frygtelig sandhed end denne, at den enkelte i sit trosbehov som oftest er blevet bedraget. Fordi træder mennesket så mangen sti vild...

Religionerne har næppe mere farlige fjender end deres egne bogstavtroende, skønt disse foregiver at være deres vogtere. Uvidenhed har altid fungeret som véd for troens bål. Hvad er mere skræmmende end det religiøse masse­menneske, når det uhæmmet lader fanatismens flamme blusse? Det er paradokset i en verden af religiøse bekendelser: Gud selv er uden religion.

Tro vil altid være er surrogat for viden. Jo større indsigt et menneske besidder, des mindre overlades til troen.


Hvad er en religiøs overbevisning værd sålænge mennesker, der deler den, med den bedste samvittighed konstruerer, fremstiller, forhandler og betjener de mest djævelske våben?

Under parolen jihad har muslimer legitimeret de mest grufulde ugerninger - som kristne under korsets banner. Intetsteds trives fanatisme tilsyneladende bedre end blandt troens stridsmænd. Gennem tidsaldre har religionernes tilhængere i misfor­stået trosiver ment at tjene Gud ved at nedslagte hinanden. Hvem hører ikke narrens homeriske latter? Historien viser, at en religions generalie­blad af blod og skam på ingen måde udgør en hindring for massernes tilslutning - måske fordi menneskets hukommelse generelt er så kort.

Det kan forekomme absurd, men termen Mørkets hjerte - med skyldig reverens for Joseph Conrad - har i tidens løb vist sig at være relevant, ikke mindst i religiøs sammenhæng. Som troens far for både jøder, muslimer og kristne må Abraham siges at indtage en særstilling i religionshistorien, en omstændighed som dog ikke har medført nogen mindskelse af den indbyrdes uforsonlighed.

Det farlige ved religionernes fundamentalister er ikke deres stupiditet - den vil altid være deres egen sag - men at de ønsker, andre skal dele deres opfattelse. Gennem den blinde tro bliver umennesket til. Så længe der findes indbyrdes afvigende religioner, vil kimen været lagt for intolerance mellem mennesker. Man må så blot håbe at de, som under jordelivet bekriger hinanden, vil udvise større forståelse, når de mødes i den fælles himmel...

Man kan som en tommelfingerregel gå ud fra at enhver, som af de institutionelle religioner gennem tiderne er blevet berøvet livet, stod sandheden nærmere end dem. Gnosis har altid haft ringe kår hos det religiøse establishment, af hvad observans det end måtte være.

Selv om sporadiske tilnærmelser i vor tid finder sted religionerne imellem, er det dog stadig overbevisningen om egen fortrinsstilling, der tegner billedet efter devisen: Jo stærkere tro, desto større uforsonlighed. Når vi forstår, at hverken Paradis eller Helvede er lokaliteter vi kommer til efter døden, vil skæbnetimen være inde for de konventionelle religioner.

Det er den umulige ide, hvormed religioner bedrager sig selv: At de hver for sig repræsenterer den eneste sande Gud.

Det vil altid være en temperamentssag, om man foretrækker trygheden ved en konfession - eller uvisheden ved spiritua­litetens vide veje. En religion fungerer som bremseklods for menneske­åndens udvikling, når den i stedet for at befordre tanken er blevet en spændetrøje for den. Der kan være mere tro i den ærlige tvivl end i den urokkelige bekendelse til en religion.

Man kan deponere sin sjæl på en religions alter, men der er en pris at betale, nemlig tabet af tankens frihed. Det afgørende er ikke, hvilken konfession et menneske eventuelt måtte bekende sig til, men at det befinder sig på Guds vej. Mennesket vil have betrådt endnu et trin på sin åndelige Jakobsstige, når religiøsitet ikke længere primært er et spørgsmål om at bekende sig til en bestemt religion. Det ulyksagelige er, at så længe der har eksisteret religioner, har mennesker ikke blot været villige til at dø for en tro, men også at dræbe for den.

Fordi religioner generelt ikke tåler en revision, vil de på et tidspunkt fremtræde som anakro­nismer, kun holdt i live af vane­tilhængernes altid trofaste skare.


Ingen tager mere notits af fritænkere. Både historien og den aktuelle virkelighed viser da også, at der er mere grund til at vare sig mod de overbeviste i troen. Efter at være blevet afløst af fremtids­forskere må profeternes tid skønnes at være definitivt forbi, omend de falske selvsagt altid vil optræde. Som sproget, klæde­dragten, spise­vaner og øvrige sociale fænomener er under konstant forandring, således også menneskets religiøsitet. Hvem siger da også, at dets gudsforhold skulle forudsætte en organiseret religion som mellemled?

Når jøder og muslimer samt mange amerikanske kristne den dag i dag praktiserer mandlig omskæring - ifølge Bibelen forordnet af Jahve som et pagtstegn mellem Ham og Abraham - er det et eksempel på, hvilken magt religiøse ritualer besidder, når først de har opnået traditionens blåstempling. I håbet om himmelsk grati­fi­kation har mennesket udholdt fattigdom og lidelse, eller de har doneret formuer til religionens vel - hvis de da ikke som martyrer fortrøst­nings­fulde er gået i døden. Måtte de ikke skuffes.

Hvis der ikke fandtes en konvention, der legitimerer antagelsen af selv de mest usand­synlige af religionens dogmer, ville flere formentlig tage deres tro op til revision. Spiritualitet består ikke af bekendelsen Ún gang for alle til en religions pakke­løsning, men en vedvarende erkendelses­proces, en sindets åbenhed for nyorientering.

Verden er fuld af troende, der har det rette svar, alt efter hvilken religion de tilhører. Nogle få bliver aldrig færdig med spørgsmålene.


Sideløbende med menneskets åndelige udvikling har også troen gennemgået en evolution. De mono­teistiske religioners fremkomst må således anses for et frem­skridt i forhold til det græsk-romerske gude­panteon, Nordens farverige ditto eller den egyptiske zoo af guder. Med deres ballast af bizarre dogmer synes tros­grund­laget for de nutidige religioner imidlertid også at vakle. Det er antagelig blot et spørgsmål om tid, hvornår de vil dele skæbne med forløberne.

Ingen statisk form kan i det lange løb overleve i en verden under vedvarende forandring. Derfor har den religion, hvis trosindhold ikke længere stemmer overens med menneskets erkendelses­mæssige stade, også kun en stadig mere afsondret ghetto­tilværelse at se frem til. Som imperier har også religioner deres tid på Jorden. De opstår og forgår, for historiens hjul ophører aldrig med at dreje. Dog uforanderlig er menneskets åndelige higen.

Efter kvindefrigørelsens realisering er turen nu kommet til emancipationen fra religionerne. Vi står tydeligvis ved et religiøst vadested, hvor en ny spiritualitet er ved at tage form, for det er utænkeligt, at de epoke­gørende omskif­telser i sam­funds­livet, vi i vor tid er vidne til, ikke skulle influere på menneskets åndelige tænkemåde.

Det er det moderne menneskes privilegium såvel som udfordring, at det lever i en tid, hvor de religiøse troslære­systemer uafviselig har en radikal nyformu­lering fornøden. I en verden, hvor store dele af menneskeheden stadig lever under de mest primitive forhold, har fortids­rela­terede religioner forståeligt let spil i deres indbyrdes kamp om sjælene. Ikke noget at sige til, at u-landene tegner sig for det suverænt største antal prose­lytter. Nu som før er det det arme menneske, der bedrages.

Trekløveret af religioner med Abraham som stamfader kan i dag mønstre tilslutning fra omkring halv­delen af Jordens befolkning. Og tre milliarder mennesker kan vel ikke tage fejl - eller kan de? Hvis masserne skal komme fri af de dogmatiske religio­ners bånd, hedder løsningen oplysning, oplysning og atter oplysning. For er der noget, der er uforeneligt med overtro, er det viden. Med den forventede tilsyne­komst af en ny, kosmisk orienteret spiriualitet vil skismaet mellem tro og viden formentlig gradvis blive udvisket. Religion behøver nu engang ikke være en form for eskapisme.

Et menneskes handlemåde vil altid være afhængig af dets åndelige udviklingstrin. Derfor er der heller ikke noget belæg for at dømme nogle til fortabelse, andre til frelse. Vi er alle på vej. Gennem sekler var mennesket henvist til at få sine religiøse længsler opfyldt via den på stedet herskende religion. Det er en lykke, at guds­for­holdet i vor tid er blevet stillet frit.


I hvert enkelt menneske findes en hjertets helligdom, som ingen kirke, ingen moske eller synagoge kan måle sig med.

Verden bliver større, hvor tro er åben for tro; mindre, hvor hver holder på sit.

Hvor troen bliver båret af en oprigtig kærlighed til Gud, er dens iklædning underordnet.

Inderlighed gør altid indtryk, og man må bøje hovedet i beundring og respekt, hvor man end måtte møde den i menneskets gudstilbedelse.

Religioner kan have deres brist, men mennesket er smukt uanset hvilken tro, det måtte bekende sig til.

Tro hører med til at være menneske. Hvis vi vidste alt, ville vi før eller siden gå åndeligt til grunde.

At tro er at eje et håb. Ikke at tro er at give døden og intetheden det sidste ord.


 Udskriv kapitel (3 sider)