Udskriv kapitel
(3 sider)

15.  Om patriarker og profeter

De jødiske patriarker var ofte i nærkontakt med Jahve. Abraham er dog så vidt vides den eneste, det er overgået at spise til middag med Herren selv, til lejlig­heden led­saget af to anonyme personer. Og som snakken gik omkring bordet ved Mamres Ege, kom man også ind på hustruens barn­løshed, et problem Jahve med gæstens bered­vil­lig­hed ufortøvet lovede at tage sig af. Og min­sand­ten, inden der var gået et år, havde den alderstegne Sara født en søn...

Man må beundre Abraham for hans virilitet: Efter Saras død giftede han sig som 137-årig med en kvinde ved navn Ketura, der fødte ham ialt seks børn. Men når Herren havde til­svoret ham at gøre hans efter­kommere talrige som himlens stjerner og som sandet ved havets bred, måtte der jo også gøres noget ved sagen... [Første Mosebog 22,17]

Da Abraham kom til Orakel-egnen i Sikem, viste Herren sig for ham, idet han kund­gjorde: Jeg vil give dine efterkommere dette land. Jahve tog det åbenbart ikke så tungt, at området allerede var beboet af kana'anæerne. [Første Mosebog 12,7]

Alle kender historien om Abraham, der af Herren blev beordret til på Morija Bjerg at ofre sin eneste lov­forme­lige søn. Som udtryk for nær­orien­talsk fortælle­kunst er det klart en perle, der intet savner i drama­tisk pointe. Lad så være, at skurke­rollen så ubetinget må tillægges Jahve.

En hel nat dystede patriarken Jakob (ham, der tilranede sig sin bror Esaus første­fødsels­ret) med selveste Jahve, der, efter at have indset, han ikke kunne få bugt med ham, gav ham et slag på hofte­skålen, så han blev halt. Men det var vel en ringe pris for den velsig­nelse, han ved daggry nødte Herren til at give sig?

Da Israels Gud via Moses og hans bror Aron havde påbudt jøderne at fejre påske ved om aftenen at slagte et lam, stryge noget af dets blod på dør­stolperne og derefter tilberede det over bålet i hel tilstand, kund­gjorde Jahve sin beslut­ning om samme nat at lade en engel drage gennem Egypten for at dræbe samtlige første­fødte i hjem, hvor indgangen ikke var markeret med blod. Må det være tilladt at ønske bon appétit...

Tre måneder efter tørskoet at have passeret Det Røde Hav kom isralit­terne til Sinajs ørken, hvor de slog lejr ved bjerget. Snart oprandt så den store dag, hvor Jahve efter at være steget ned på bjerget i ild kaldte Moses til sig - dog først efter at have beordret området afspærret for uved­kommende. Fore­stil­lingen skulle jo nødig blive afsløret som det rene humbug... [Anden Mosebog 19,18]

Moses var ikke sådan at spøge med. Da han efter tilbagekomsten fra Sinaj Bjerg fik øje på statuetten af guld­kalven, som Aron havde udsmeltet af folkets smykker, mens han konfererede med Jahve, knuste han i ophidselse først tavlerne med Herrens egenhændige skrift, hvor­efter han beordrede 3.000 af afguds­dyrkerne om­bragt ved sværdet. Menneskeliv stod tilsyne­ladende ikke i højeste kurs, og der var jo også rigeligt af dem: Da isralitterne brød op fra Egypten, talte de ifølge Skriften omkring 60.000 mand foruden kvinder og børn...

Da Moses søskende, Mirjam og og Aron, fattede uvilje mod deres bror, ikke blot fordi han var Herrens udvalgte formidler, men også fordi han havde taget en afri­kansk kvinde som anden­hustru, måtte de døje at blive irettesat af selveste Jahve, der gjorde Mirjam hvid som sne af spedalskhed. Man må så blot håbe, at hun efter den yderligere straf at blive bortvist fra lejren i syv dage, fik sit gode helbred igen. [Fjerde Mosebog 12,10]

Skal man tro beretningen om de tolv stave, som Moses havde fået overdraget af stammelederne til at lægge i Vidnesbyrdets Telt, havde Arons stav den næste dag, som den af Jahve udvalgte, sat skud, fået blomsterog frembragt modne mandler... I sandhed et mirakel - for det skulle vel ikke være Moses, der i nattens løb havde ombyttet staven med en frisk gren? [Fjerde Mosebog 17,23]

Da israelitterne under deres ørkenvandring havde fået nok af at spise manna, bekla­gede de sig til Moses, der lod anken gå videre til Jahve. Og minsandten: Da brød en storm fra Herren løs, den drev vagtler ind over lejren fra havet og kastede dem til jorden i lag på to alen over et område så stort som en dags­rejse på alle sider af lejren. Når det passede Herren, kunne han skam godt være gavmild. Så pyt med, at han med vanlig ambivalens vrededes på folket allerede under fest­mål­tidet og slog en mængde af den ihjel. [Fjerde Mosebog 11,31-33]

Efter at amoritterne var slået ved Gibeon, anmodede Moses efterfølger Josva i folkets påhør Herren om at lade solen stå stille. Og sandelig, om ikke det skete. I hvert fald har den bibelske referent det fra De Retskafnes Bog, så mon ikke det passer? [Josva 10,13]

Jahve svigtede ikke Josva, da denne under erobringen af Kana'ans land havde jaget amoritter­kongerne og deres hære på flugt: Da de under flugten fra israelit­terne var kommet til skrænten ved Bet-Horon, kastede Herren store sten ned over dem fra himlen hele vejen til Azeka, så de døde... Sandelig, en sådan gud var nok værd at betænke med både slagtofre og brændofre. [Josva 10,11]


Profeten Elias var ikke alene en magiker, der kunne frem­bringe regn, når det til­trængtes. Han var også dygtig til at føre sværdet. Efter på Karmel­bjerget at have bevist Jahves almagt gennem gudens formåen at antænde en parteret offer­tyr samt tænde under den, trods forudgående over­hæld­ning med vand, befalede han folket at gribe de sammen­kaldte (og mindre magikyndige) 450 Ba'al-præster: Så greb de dem, og Elias førte dem ned til Kishonbækken og slagtede dem der... [Første Kongebog 18,40]

Efter at Elias på Herrens befaling havde slået sig ned ved bækken Kerit bragte ravnene ham brød og kød morgen og aften. Det var nu slet ikke så ringe at være Jahves tjener... [Første Kongebog 17,6]

Det var et held for Elisa, at Elias tabte sin kappe, da han for til himmels i en ild­vogn trukket af ildheste. Efter at han netop havde sønder­revet sine klæder, kom den jo bogstavelig talt som sendt fra himlen. Og han kunne oven i købet som Elias gå tørskoet over Jordan-floden ved at slå på vandet med den... [Anden Kongebog 2,11]

Profeten Elisa fandt sig ikke i hvad som helst. Da han på vejen til Betel var blevet drillet af nogle drenge vendte han sig om, så på dem og for­ban­dede dem i Herrens navn, og ud af skoven kom to bjørne og rev toogfyrre af drengene ihjel... Mon ikke egnens beboere havde foretrukket at være den forbi­dragende gudsmand foruden? [Anden Kongebog 2,24]

Nogle profeter fandt en særlig tilfredsstillelse ved at kredse om kommende under­gang og død, således også Zefanias, der med sine gentagne hen­vis­ninger til Herrens vredes dag varslede det eskatolo­giske ragnarok. For han bringer tilintet­gørelse og rædsel over alle Jordens beboere. Ikke just lyse udsigter for de troende. [Zefanias Bog 1,18]

Esajas forudsagde som sin profetkollega Mika, at folkeslagene i de sidste dage ville strømme til Tempel­bjerget for at tilbede Israels Gud, for belæringen udgår fra Zion. Mon de også vil antage den mandlige omskæring, jødiske spise­regler, sabbats­hvilen og øvrige mosaiske love? [Esajas Bog 2,3]

Blandt de semitiske profeter var Esajas frem for nogen le grand seigneur. Men hvorfor skulle han dog gå nøgen og barfodet omkring i samfulde tre år? Tiden var vel endnu ikke til den slags hippie­udskejelser? Og hvad må hans kone og børn dog ikke have tænkt?

Profeten Samuel kunne andet end sit Fadervor. Efter at have salvet Saul som konge beordrede han denne til at straffe amalekitterne, fordi de havde haft den dristighed at spærre vejen for israelitterne, da de drog op fra Egypten: Skån ikke nogen, men dræb både mænd og kvinder, børn og spæde, okser og får, kameler og æsler. At hans hård­hjertet­hed ikke kun skyldtes et forbi­gående lune, beviste han ved senere egen­hændigt at dræbe den tilfange­tagne amalekitter­konge Agag: Så huggede Samuel Agag ned for Herrens ansigt i Gigal... [Første Samuelsbog 2,24]


Episk digtning har ikke altid haft en særlig magt over sindene. Derfor forekommer det heller ikke spor mærkværdigt, at judaismen ved hjælp af mythos tilsat en vis grad af historicitet har været i stand til at bibringe det jødiske folk et ånde­ligt fundament resul­terende i en fælles kult. Til autorernes held besad den kunstne­riske frihed i antikken vide rammer - og hvem ville stille krav om dokumen­tation til gen­gæld for en god historie?

Trods det gammeltestamentlige udsagn om himmelsk intervention må det for ethvert oplyst menneske stå klart, at Gud aldrig greb aktivt ind i israelit­ternes bevægede historie, så lidt som han gør det i nutidens. Men sig det ikke til en ortodoks jøde...


 Udskriv kapitel (3 sider)