Udskriv kapitel
(6 sider)

16.  Om manden fra Galilæa

Vi kender hverken tid eller sted for Jesu fødsel. Men da myten men sin tro­skyldige tale hvert år for en stund formår at omslutte den ganske verden i vibra­tioner af lys og fred, må kravet om autenticitet i dette tilfælde vel afvises som upas­sende. Hvem ville da også bryde sig om i sin kulturelle bagage at være Jule­evangeliet foruden? Og det hvad enten man tror på engle eller ej.

Skulle Jesus hævde sig over for antikkens righoldige galleri af guder og semi-guder, måtte hans fødsel nødvendigvis tilføjes et over­natur­ligt element. Det forstod Lukas og Matthæus da også, og i en passus hos Esajas fandt de det ønskede belæg. Man undlod dog ikke helt at omtale den jomfru­fødte som søn af Josef, for fordringen til en messias om at være af Davids slægt i mandlig linie skulle jo også tilgodeses... [Lukas 3,23]

Man kan forestille sig, hvilken umådelig rejseaktivitet en folketælling ville afsted­komme, dersom hver mand i Det Romerske Imperium med familie skulle begive sig til sin fødeby for at lade sig registrere. Men når nu Frelserens fødsel af profeten Mika var forudsagt til at finde sted i Bethlehem, var lidt digterisk frihed vel tilladt? Og trods alt: Hvad var der blevet af masse­turismen til Davidsbyen uden legenden?

Folketælling eller ej må det anses for en yderst vovelig affære for en højgravid kvinde på æselryg at begive sig ud på en henved 200 kilometer lang rejse, omend ledsaget af sin mand. Når de ifølge skriften alligevel nåede frem inden fødslen, må det vist skyldes mere heldet end forstanden.

Rimeligvis har tanken om at være blevet undfanget gennem en over­naturlig akt aldrig strejfet Jesus, endsige hans forældre eller søskende. Når jomfru­fødslens biologiske egenart endnu i vor tid finder accept blandt kristne, kan det da også bedst kommenteres med udtrykket sancta simplicitas.

Selv om Herodes den Store angiveligt var en despot af værste skuffe, tilhører barne­mordet i Bethlehem givetvis fantasiens verden, men det var en nødvendig forud­sætning for historien om den hellige families flugt til Egypten. Og den gemmel­testa­mentlige profeti skulle jo helst ske fyldest: fra Egypten kaldte jeg min søn. [Hoseas Bog 11,1]

Som en gestus mod sin åndelige mentor, ørkenprofeten Johannes, lod Jesus sig døbe i Jordan­floden. Men fri os dog for det infantile visvas om Helligåndens tilsyne­komst i form af en due ledsaget af en himmelsk røsts kund­gørelse. Døberen ville vel ikke fra fængslet have udsendt et par disciple for at udspørge Jesus om hans autoritet som den ventede Messias, dersom denne allerede var guddommeligt fastslået?

Blandt de hellige tal i religionen, som Jesus blev født ind i, er især tallet 40 markant: Det tog israelitterne samfulde fyrre år at nå frem til Det Forjættede Land (men en sky­støtte om dagen og en ildsøjle om natten var måske heller ikke de bedste vej­visere...), Moses opholdt sig i fyrre døgn på Sinaj Bjerg sammen med Herren for efter nedstigningen i arrigskab over folkets ugude­lighed gennem fyrre døgn at afstå fra mad og drikke. Det forekommer derfor ganske naturligt, at Jesus efter sin dåb måtte tilbringe fyrre døgn fastende i ørkenen foruden efter sin død at blive tildelt den skæbne i fyrre døgn at være et omvandrende genfærd.

Jesus var angiveligt en benådet healer og exorcist. Men det ville ligge under hans værdighed at give sig af med magisk hokus­pokus, og trods alt var han også under­kastet naturlovene. Når han derfor tillægges hele tre opvæk­kelser af døde, må det ses i sammen­hæng med den profetiske tradition for sådanne, grundlagt ved hen­holds­vis Elias og Elisa.

Hvilket formål skulle det tjene, at Jesus som hævdet kaldte den gravsatte Lazarus tilbage fra døden, når hans livslod dog kun lod sig forlænge en stakket stund? For ikke at tale om det næppe særligt behage­lige ved at blive genoplivet, stinkende og svøbt i ligklæder. Beret­ningens usand­syn­lighed under­støttes da også af, at kun én evangelist har fundet den værdig til omtale.

Jesus bød os at komme ud af vore åndelige grave. Hvad han opvakte, var sjæle, ikke lig: Lad de døde begrave deres døde... [Mattæus 8,22]

I en tid uden noget organiseret sundhedsvæsen, og hvor læge­gerningen var for­beholdt exorcister og healere af mere eller mindre lødig observans, forekommer det naturligt, at Jesus anvendte sine karisma­tiske evner i den spontane hel­bredelses tjeneste. Når han forbød de implicerede at berette om det skete til andre, er det et vidnesbyrd om ægtheden af hans virke.

Hvor Guds Rige er kommet nær, er der selvsagt ikke brug for noget halv­hjertet. Derfor kan man heller ikke laste Jesus for, at han ifølge evange­listerne sendte sine disciple af sted med påbud om hverken at med­bringe brød eller taske eller penge eller blot en ekstra kjortel. Hos Matthæus nægtes de endog stav og sko, men mon dog ikke det var at overbyde, det ofte uvej­somme terræn i datidens Palæstina taget i betragtning?

Når Jesus i tilfældet den kana'anæiske kvinde sammen­lignede hedninger med hunde, er intentionen klar: Han opfattede sin mission som eksklusivt rettet mod de fortabte får af Israels hus. At han i det pågældende tilfælde afstod fra en dis­kri­minering, viser hans menneske­lige format. [Matthæus 15,24]

Den omstændighed, at Jesus udtrykkeligt forbød sine disciple at opsøge hedninger, må uværgeligt påkalde tvivl om ægtheden af den ofte citerede missions­befaling, der (som en tilføjelse?) afslutter Mattæus­evangeliet. Men bevares, i en sag om omven­delsen af samtlige folke­slag er lidt manipulation vel tilladt?


Med et kærlighedsbudskab, der selvsagt også omfattede dyrene, ville det ligge Jesus fjernt gennem exorcisme at overføre dæmoner fra et menneske til en flok svin. Ydermere måtte spørgsmålet om erstatnings­ansvar jo uden tvivl opstå, da svinene som bekendt druknede. En ganske alvorlig sag, eftersom flokken ifølge evange­listen talte omkring to tusind... [Markus 5,13]

Ingen anden historisk person har opnået så megen pr som Jesus. Og selv om den ubestrideligt er fortjent, kendte også han formentlig til menneskelig skrøbe­lighed. I hvert fald gjorde han ikke selv en helgen­skikkelse af sig: Hvorfor kalder du mig god? Ingen er god undtagen én, nemlig Gud. [Lukas 18,19]

Mange vegetarer vil forståeligt gerne gøre Jesus til en af deres. En gennem­ført grøn menu ville dog være vanskelig at overholde i et samfund, der med nøje udformede spise­regler på det animalske område var fremmed for en sådan. Ifølge Markus erklæ­rede han da også al føde for ren, og man kunne vel heller ikke tillade sig at stille krav, når man var henvist til de retter, der blev stillet frem for en?

Det forekommer sandsynligt, at Jesus qua sin hyperspirituelle psyke oplevede en lysets katarsis eller en såkaldt for­klarelse under sit ophold på det bjerg, der tradi­tionelt identificeres som Tabor­bjerget. Mere tvivlsom fore­kommer dog til­syne­komsten af de forlængst heden­gangne profet-ikoner Moses og Elias, selv om det tjener til de ledsagende disciples und­skyld­ning, at de ifølge evangelisten var blevet overvældet af søvn... [Lukas 9,32]

Man kan godt have lidt ondt af Jesus, at han som opflasket i den jødiske tro var henvist alene til Torahens hidsig­prop af en gud. Det var hans fortjeneste, at han med fader­benævnelsen tilførte denne et mere tilforladeligt image. Men tiden var endnu ikke inde til erkendelsen af en ikke-antropomorf, en transcendent Gud.

For jøden var Lovens overholdelse den sikre måde at arve Gudsriget på. Jesus stillede ganske andre krav. At disse, fulgt i deres radikalitet, ville få ethvert sam­fund til at bryde sammen, er så en anden sag. Man kan nu engang ikke få både i pose og sæk...


Fandt Jesu palmehilste indtog i Jerusalem i det hele taget sted? Eller er beret­ningen blot en elaboration over den gammel­testa­mentlige profeti: Bryd ud i jubel, Zions datter, råb af fryd, Jerusalems datter! Se, din konge kommer til dig, retfærdig og sejrrig, sagt­modig, ridende på et æsel, på en æsel­hoppes føl? I så fald har man fulgt "drejebogen" nøje. Omend folke­mængden, der få dage efter optrinet kræver den tiljublede kors­fæstet, synes at falde uden for synopsis. [Zakarias 9,9]

Jesu opstand i Templet var formentlig lige så meget en protest mod den omfat­tende handels­virk­somhed, som den var en demon­stration mod selve offer­kulten. Det er en bitter ironi, at han efter­følgende selv skulle blive tildelt son­lammets rolle.

Gåderne omkring Jesu liv bliver ikke mindre af hans opfordring til disciplene umid­del­bart før arrest­ationen om at sælge deres kapper for hver især at købe sig et sværd. Skulle Mesteren i et sidste øjebliks despe­ration have taget den tidligere fremsatte tanke om at storme Himmeriget bogstaveligt?

Hvor overmåde menneskelig fremstår Jesus ikke, da han hin skæbne­svangre nat i Gethsemane Have bad til, at dødens kalk måtte gå ham forbi. Sandelig, her kender vi en fælle.

Det Jødiske Råd blev som overordnede forsamlinger i alminde­lighed næppe indkaldt midt om natten, og da slet ikke natten før den høj­hellige påske­fejring. Den bemær­kel­ses­værdige hast, hvormed Jesu henrettelse fandt sted, antyder da også, at han blev dømt uden medvirken af tempel­aristokratiet, omend hans arrestation utvivl­somt skete på dettes foranledning. At Roms øverste myndigheds­person skulle have rådført sig med gadens parlament vedrørende en mulig frifindelse, kan selvsagt udelukkes.

Eftersom jøder aldrig kom i det romerske praetorium af frygt for at blive urene, og iøvrigt næppe heller uden videre ville blive tilstået adgang, må de evangeliske referater af dialogen mellem Pilatus og Jesus opfattes med et vist forbehold. Hvad vi alene kan udlede som fakta er, at Pilatus anså Jesus for endnu en jødisk uro­mager, som de øvrige blot værdig til likvidering. Kort sagt, en rutinemæssig ekspeditionssag.

Hvis evangelisterne havde kunnet overskue konsekvenserne af at tillægge de jødiske autori­teter skylden for Jesu død, ville de formentlig have valgt en mindre fortegnet frem­stilling. Det forekommer da også uret­færdigt at laste jøderne for en handling, der efter kristen op­fat­telse, som en ikke uvæsentlig bivirk­ning, indebar en efter­givelse af den samlede menneskeheds ufattelige sum af synder.

Såvel den fordelagtige beskrivelse af despoten Pontius Pilatus som omtalen af den romerske officer, der efter korsfæstelsen proklamerede Jesus som Guds søn, må opfattes som eksempler på evangelisternes forsøg på at tækkes herrefolket med dets skarer af potentielle proselytter. I lobbyvirksomhed har rygklapperi altid været et effektivt middel.

Gennem tiderne har Kirken forsøgt at lægge skylden for Jesu kors­fæstelse på jøderne. Men hvis hans død som hævdet var præ­desti­neret til at tjene som løsesum for mange, gjorde de jo kun sagen en tjeneste...

Det er Koranens påstand, at en stand-in for Jesus blev kors­fæstet i hans sted. Ja, var optrinet på Golgata dog blot et stunt - selvom kristen­dommen i så fald ville være berøvet et af sine stærkeste kort. [Kor 4,157]

Som den, der angav Jesus, har Judas altid været de kristnes prygelknabe numero uno. Ikke desto mindre må hans skæbne påkalde medfølelse i samme grad som offerets. For hvis der skal være logik i dogmet om den sted­for­trædende soning, døde de begge som redskaber for det kristne frelsesprojekt.

Det står uklart, om Jesu henrettelse, som traditionen foreskriver, fandt sted på den jødiske påske­fests anden dag (langfredag i kristen terminologi) eller på lammenes ofrings­dag (skærtorsdag), som evangelisten Johannes vil vide. Når det var magt­på­lig­gende for den gryende kirke at henlægge begiven­heden til andendagen, skyldes det givetvis, at pointen ville mangle uden det legendariske påskemåltid med dets påståede ind­stif­telse af nadveren aftenen forud. At man derved måtte give afkald på den triadiske kronologi, der som en rød tråd går gennem Skriften, må man så bide i sig. Men to døgn i Døds­riget turde vel egentlig også være nok...

Næppe nogen kan lades uberørt af beretningen om Jesu sidste døgn på Jorden. Når adskil­lige af de oplyste detaljer vedrørende kors­fæstelsen fremstår som repetition af gammel­testa­mentlige profetudsagn, svækkes troværdigheden dog noget. Hvad vi alene kan slutte er, at Jesus døde i den dybeste desillusion. Og satte han sin lid til en himmelsk indgriben i sidste øjeblik, skulle hans håb vise sig forgæves.

Oplysningen hos det fjerde evangeliums forfatter om, at farisæeren Nikodemus til brug for balsameringen af Den Korsfæstedes legeme bragte en blanding af myrra og aloe, omkring hundrede pund, viser, at Mesteren fik en nærmest kongelig be­grav­else. Måske har råds­herren dog ærgret sig lidt over udgiften, da det viste sig, at begivenheden kun var en pseudoforeteelse? [Johannes 19,39]

Korsfæstelse var på Jesu tid Romerstyrets foretrukne henrettelses­metode. Senere lancerede den kristne kirke en eksekverings­form overfor dissidenter og såkaldte hekse, der i henseende til grufuldhed ikke stod tilbage for den. Og gennem år­hun­dreder blussede bålene livligt på det europæiske kontinent som et vartegn for næstekærlighedens religion.

Dødsriget eller Sheol var en velkendt lokalitet i den gammel­jødiske fore­stil­lings­verden. Når evangelisterne derfor lader den grav­lagte Jesus drage til det subterrane opholdssted - dets indvånere skulle jo også have chancen for frelse - er det et vid­nes­byrd om den magt, overtro besad blandt Levantens mennesker endnu i det første århundrede.


Hvor man forstår apostlene i deres hallucinatoriske syner af Jesus efter fundet af den tomme grav. Med de himmelske troner for Israels tolv stammer stillet i udsigt kunne man selvsagt ikke afskrive den karisma­tiske rabbi som en almindelig dødelig.

Ifølge Paulus blev Den Opstandne set af ikke færre end fem hundrede brødre (ingen søstre?), mens Matthæus vil vide, at mange af de døde stod op af deres grave for at vise sig i den hellige by. Når det gælder fabler, har religioner altid været leverings­dygtige.

Når hverken hjerteveninden Maria Magdalene eller de to disciple på vejen til Emmaus genkendte Jesus i hans opstandne skikkelse, har det utvivl­somt en naturlig forklaring: Efter et ophold i Dødsriget kan et menneske næppe være helt den samme som før.

I betragtning af det lidet Det ny Testamente ved at berette om Jesu gøren og laden i de fyrretyve dage mellem opstandelsen og himmel­farten, er det påfaldende, at Mormons Bog vier hele 16 kapitler til en omtale ef Frelserens påståede ophold hos nephiterne på det nord­ameri­kanske kontinent, at også disse som ind­vandret fra Israel (!) kunne få del i den himmelske salighed. Evange­listernes blackout synes således fuldt forklarligt. [3 Nephi 11-26]

Paulus bruger mange ord på at forklare karakteren af det legeme, som de troende vil blive tildelt under forvandlingen ved den sidste basun. Men hvis Jesu opstand­elses­legeme alene var af oversanselig beskaf­fenhed, må hans lig følgelig være efterladt et sted. Hvem fjernede det fra graven?

Set i lyset af en tid, der krævede mirakler for at tro, er beretningen om Jesu korpor­lige opstandelse fuld forståelig. Intet under at en religion, der advokerer dette, det vel nok største håb af alle, må vinde bred tilslutning.


Det vil altid være misvisende at kalde Jesus religions­stifter. Den bevægelse, der under navnet Vejen, efter hans død videreførte hans lære under broderen Jakobs ledelse, uddøde som bekendt efter Jerusalems fald år 70. Og med den paulinske kristendoms senere fornuft­ægteskab med Romerstyret måtte den jødiske rebel se sig udmanøvreret. For hvad skulle de fattiges og udstødtes forsvarer i selskab med kejser og fyrster, med pave og bisper?

Jo tættere vi kommer personen Jesus, des tydeligere står det klart, at Kirken groft har misbrugt ham i sin agenda.

Mens Jesus forkyndte Guds Rige som en mulighed her og nu, blev det af den kristne kirke mere praktisk henlagt til en fremtidig verden.

Det må betegnes som en grov fornærmelse mod manden, der forkyndte en radikal ny­orientering i menneskers liv, allegorisk at jævnføre ham med brud­gommen, hvis brud er den kristne kirke.

Trods Bibelens udmelding må det anses for mest sandsynligt, at Jesus overdrog broderen Jakob at videreføre sit virke frem for den apostel, der tre gange havde fornægtet ethvert kendskab til ham. Hvad der yderligere indikerer et manglende belæg for den apostolske succession er den tvivl, forskere har rejst om, hvorvidt Peter nogensinde har opholdt sig i Rom, endsige været biskop der. En mistanke, der bestyrkes af den omstændighed, at Paulus i sit brev til menigheden i Rom blandt de 27 navn­givne personer, han sender hilsner til, ikke nævner den gode Petros. En mand med kone og formentlig også børn var måske heller ikke det bedste emne til den hellige post? Himmeriges nøgler må således fortsat skønnes herreløse...

Alle kristne postulater om Simon Peter som den af Jesus udpegne efter­følger til­bage­vises af Mesterens udsagn i Thomas­evangeliet: Hvorhen I så end er kommet, skal I gå til Jakob den Retfærdige, for hvis skyld Himlen og Jorden blev til. [Thomas :12]

Det var Jesu ønske, at de alle må være ét. Det skulle desværre komme til at gå anderledes.. [Johannes 17,21]

Mange kristne lever stadig i en sværmerisk tro på Jesu jordiske genkomst. Den ville dog næppe finde sted uden trakasserier de mange kirke­samfund imellem - for hvem af dem skulle have æren af at huse ham?

Skulle Jesus nogensinde indfri de kristnes forventning om et comeback på Jorden, ville han formentlig være klog nok til at optræde inkognito. Hvilken absurditet ville det da ikke også være at se den armodige rabbi, trodseren og syndernes ven, i selskab med biskopper iført prægtige messehagler eller kardinaler i fuldt ornat.

Hvad Jesus drømte om, var en åndelig genfødsel for Israel og dets børn, en jøde­dom befriet for rituel formalisme. Og han ville uden tvivl være blevet kendeligt opbragt, dersom nogen havde fortalt ham, at hans liv - og ikke mindst død - skulle blive taget til indtægt af en rivaliserende religion.

Ingen kristne har besvær med at tilbede den kanoniserede Jesus. Anderledes proble­matisk forholder det sig utvivlsomt med hans alter ego, ham der erklærede: Ild har jeg kastet på verden, og se, jeg vogter den, indtil den brænder. Her må selv pinse­vækkelsens eksalterede Jesus-freaks vist stå af. [Thomas 10]

Det er kristendommens påstand, at Jesus var Gud i menneskeskikkelse. Men hvordan kan Gud være indeholdt i et menneske, der hævdes på korset at have udbrudt: Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig? Når man ved, at ytringen i lighed med de øvrige tillagte ordret står at læse i de gammel­testament­lige skrifter, falder mangt og neget dog på plads. [Salme 22,2]


I en tid, hvor det er blevet politisk korrekt at være kristen - om ikke andet så kultur­kristen - kan man godt få lyst til at sende ham en venlig tanke, der lod hånt om al konveniens.

Det står enhver frit for i sit forhold til Jesus at vælge Kirkens Kristus, Guds enbårne søn, eller historiens Yeshua - uagtet hvor lidt vi har på sidstnævnte, for en syntese er ikke mulig.

Hvis man vil nærme sig den autentiske Jesus, må man først befri ham for den teologiske mytologisering, han siden Paulus har været hyllet i - og hvem har den fornødne indsigt til det? Men vi kan immervæk erfare ham gennem hjertet, og er det egentlig ikke nok? Når vi indser det apoteosens bedrag, som i to årtusinder har fulgt grænse­bryderen fra Galilæa, må tiden være inde til en redningsaktion for mennesket Jesus.

Spørgsmålet om Jesu guddommelighed blev som bekendt afgjort ved flertals­afstemning under kirke­mødet i Nicæa 325. Selvom kun 3 ud af 220 stemte imod, må det siges at være et spinkelt grundlag for en religions grund­læggende dogme.

Jesus trak en streg i sandet mellem sandhed og løgn. Han så igennem al menneskelig selv­hævdelse, igennem den egennytte og dobbelt­moral, de færreste af os kan sige sig fri for. Vi hylder ikke Jesus gennem en glorifi­cering af ham, der intet koster, men ved, så godt vi hver især formår, at indfri hans kærligheds­vision. Det er nu engang ikke uforpligtende at være menneske.

Med sin måde at sætte tingene på spidsen var Jesus en af religions­historiens få ekstremister. Provoka­tionen kan nu engang være nødvendig, når målet er intet mindre end at bane vej for Gudsriget på Jorden.

Jesu budskab kan sammenfattes i det simple imperativ elsker hverandre. Måtte det ikke nedskrives til blot et kors, vi bærer på brystet, et nydeligt smykke.


 Udskriv kapitel (6 sider)