Udskriv kapitel
(9 sider)

17.  Om kristendom og kirke

Hvert år ved pinsetid genopfriskes fra samtlige kristenhedens prædike­stole myten om apostlene, der efter en voldsom susen blev bombet med tunger som af ild, så de ved disses og Hellig­åndens hjælp blev i stand til at tale med de til­strøm­mende af forskellige nationaliteter på deres eget sprog - med det impone­rende resultat, at nær ved tre tusind blev døbt selv­samme dag. Og det skal såmænd nok passe alt sammen, for det ville da være profant som de tilstede­værende spottere at antyde, at de tolv blot havde drukket sig fulde i sød vin. [Apostlenes Gerninger 2,1-13]

Vi ved, at der efter Jesu død var en menighed i Jerusalem, ledet af broderen Jakob. Tilhængerne delte som sande brødre alt med hinanden og kom i enighed i Templet hver dag. Alligevel måtte troen på Jesus som Messias selvsagt vække anstød hos det jødiske establis­ment, og som bekendt blev Jakob da også år 62 stenet ihjel. Da havde eks­farie­sæeren Paulus imid­lertid forlængst taget teten i kampen om sjælene: Scenen var sat for den kristne kirke. [Apostlenes Gerninger 2,46]

Det vil altid være fejlagtigt at omtale den første menighed af Jesus-tilhængere som kristne, efter­som deres hjerter alene bankede for judaismen, ligesom ordet christianoi først dukker op omkring år 44 som betegnelse for de indbyggere i den syriske storby Antiokia, der blev omvendt af Paulus og hans medapostel Barnabas.

Få kristne gør sig i vore dage klart, hvor stor en rolle spørgsmålet om omskæ­ring spillede i Paulus forhold til Jesus-menighedens folk. Man forstår da også den store apostel, når han i brevet til galaterne ligefrem foreslog dem, der gør jer forstyrrede, at amputere mandslemmet selv. [Galaterbrevet 5,12]

Efter at Det Alexandrinske Bibliotek godt hundrede år forinden var gået op i luer, nedbrændte de kristne, anført af biskop Theophilos, i 391 datter­biblioteket til­lige­med hellig­dommen Serapeion. Kan man ikke hævde sig overfor lærdom, kan man altid opnå en letkøbt tilfreds­stillelse gennem bålets fortærende flammer.

Det var næppe det bedste varsel for kristendommen, at det skulle blive den im­pul­sive kejser Theodosius I - en datidens Saddam Hussein især kendt for sin likvi­dering af tusinder af ind­byggere i byen Thessaloniki - der ved et ende­gyldigt edikt 392 om forbud mod al hedensk kult antog den som officiel religion i Imperium Romanum, efter at Konstantin den Store havde gødet jorden for den. Spiritu­alitet og stats­magt har nu engang aldrig dannet nogen heldig symbiose.

En af historiens få kvindelige filosoffer, nyplatonikeren Hypatia, blev en marts­dag år 415 slæbt ind i en kirke i Alexandria af en horde kristne fana­tikere for der at blive afklædt og efter­følgende dræbt ved hjælp af potte­skår. For står der ikke i Mose­loven: En trold­kvinde må du ikke lade blive i live... [Anden Mosebog 22,17]

Uheldigvis er det de færreste kristne, der har læst Bibelen in extenso. Havde de gjort sig den ulej­lighed, ville de næppe tøve med at tage deres tro op til revision.

En af kristendommens mest ihærdige protagonister var franker­kongen Karl den Store alias Charlemagne, der juledag 800 i Peters­kirken blev kronet som Vestens kejser af pave Leo III. At evange­lise­ringen hoved­sagelig fandt sted gennem tvangs­dåb, er så en anden sag. For dem, der værgede sig, var alterna­tivet også særdeles skræm­mende: Alene ved byen Verden i Nieder­sachsen blev 4.500 nægtere en oktober i 782 hals­hugget på monar­kens bud. Når det gjaldt rekrutte­ringen af prose­lytter, var det tilsyne­ladende muligt at dispensere fra den kristne etik.

Handelen med afladsbreve var et genialt påfund af Den Katolske Kirke. Ved at yde køberne eller deres kære eftergivelse af bod i Skærsilden for deres synder, var Kirken i stand til at opbygge en i religiøs henseende hidtil uset rigdom. Man må så blot håbe, at absolutionen var gyldig også overfor Gud.

Prædestinationslæren har gennem tiderne haft sine skiftende fortalere blandt kristne teologer. Frelse eller fortabelse, det er det decretum horrible, som hvert enkelt menneske blot kan afvente fuldbyrdelsen af.

Skærsilden eller renselsesstedet, det såkaldte purgatorium, er en katolsk fore­stil­ling, som opstod i det tolvte århundrede til fremme af aflads­handelen. Det får støt­te i et skrift­sted hos Paulus, hvor der tales om en frelse, dog som gennem ild. At det religiøse fata­morgana siden har vundet blivende indpas i den kristne be­grebs­verden, er et vidnes­byrd om menneskets generelle let­troenhed. [Første Korintherbrev 3,15]

Via en streng asketisk livsførelse forsøgte katharerne som sande hengivne in christo at efterleve Mesterens lære. En sådan adfærd kunne begribe­ligt ikke tolereres af den etablerede kirke, navnlig ikke fulgt op af troen på reinkar­nation. Og gennem 1200-tallet blev hele byer i Syd­frankrig lagt øde, mens beboerne måtte bøde for deres afvigelse fra kirke­tugten ved hånd i hånd at vandre i flamme­døden. For­tolk­ningen af næste­kærlig­heds­budet kan under­tiden antage særegne former.

Gennem seks århundreder fungerede Inkvisitionen som Kirkens KGB. At man som Stalins hem­me­lige politi ikke afholdt sig fra anvendelsen af tortur viser pave Innocent IV's godkendelse i 1252 af tortur overfor mistænkte. Måske var navnet på den ærværdige pontifex maximus ikke det mest velvalgte, når man tager det aktu­elle skridt i betragtning...

Dominikanermunken Girolamo Savonarola er en af dem, der gennem tiderne har sat sig op mod den magt­fulde Romer­kirke. Det hører til historiens ironi, at den puri­tan­ske bods­prædikant, der i hjem­byen Firenze havde foran­staltet adskillige af­bræn­dinger af borger­skabets pryd­gen­stande til gengæld for ydelsen af synds­forladelse, endte med den 23. maj 1498 selv at blive fortæret af ilden efter først at være blevet hængt over det til­rette­lagte bål sammen med to af sine nærmeste fæller. Man afliver vel dissidenter.

En af Savonarolas beundrere var humanisten og filosoffen Giovanni Pico della Mirandola. Han havde i 1486 i Rom offentligt forsvaret et antal teser fra sin bog Conclusiones philosophicae, cebalisticae et theologicae, men måtte se tretten af dem erklæret kætterske af en pavelig kommis­sion. Vel vidende, at en sådan ikke var til at spøge med, fandt han det mest tilrådeligt at forlade landet. Nogle snød heldigvis pontifikatets politi.

Tusinder af protestantiske huguenotter blev under mod-reforma­tionen i Frankrig nådes­løst ned­slagtet af deres katolske brødre i troen, heraf alene omkring 2.000 under den skændige massakre natten efter Sankt Bartholomæus Dag den 23. august 1572. I hen­seende til grusomhed har Kristi soldater aldrig stået tilbage for nogen.

En af Inkvisitionens mest omtalte ofre er den italienske filosof Giordana Bruno, der en februar­morgen 1600 blev brændt nøgen og lemlæstet af tortur på torvet Campo del Fiori i Rom for sine kætterske tanker, herunder eksistensen af utallige sole omkred­set af utallige verdener. Forståeligt at han vendte sit kneblede ansigt i foragt, da munke holdt et krucifiks op foran ham. Kirken havde tilført vidsynet endnu en martyr. Med sort­list­ningen af af ny­tænkerens skrifter helt frem til 1965 skulle den til fulde bekræfte sit bagstræb.

Når det gælder antallet af dissidenter, der blev brændt levende til Den Kors­fæst­edes ære, står den prote­stan­tiske kirke på ingen måde tilbage for den katolske. Som et kuriosum kan nævnes, at end ikke de døde var fritaget for dom­fældelse. En af historiens første unitarer, David Joris af Basel, der under påtaget navn havde offent­lig­gjort en protest mod pyro­døden for den spanske læge og humanist Miguel Serveto (udenfor Genève den 27. oktober 1553), måtte således efter afslø­ringen post mortem tåle den tort at få sit afsjælede legeme gravet op, for at det på for­skrifts­mæssig vis kunne blive flammernes bytte...

Det taler just ikke til Den Katolske Kirkes fordel, at middelalderens legendariske nonne, Hildegard von Bingen, aldrig er blevet helgenkåret, men tværtimod - fordi hun tillod sig at foreslå begravelsen af en ekskommunikeret adelsmand - måtte lide den tort at få nedlagt interdikt over sit kloster. Heldigvis har eftertiden vidst at yde Rhinens Sibylle anderledes opmærksomhed.

Det må ubetinget kaldes en velgerning, at pave Pius XII i 1950 dekreterede Jomfru Marias legemlige optagelse i Himlen. For hvorfor skulle Jesu mor dog stå tilbage for sin søn?

Mens den protestantiske kirke kun anerkender to sakramenter, flotter den katolske sig med hele syv. Med 400.000 præster i sit brød skulle celebre­ringen jo heller ikke være noget problem...

Det er udtryk for utilstedelig sendrægtighed, at der skulle gå et halvt år­hundrede, før Romer­kirken under pave Johannes Paul II fandt anledning til at fremsætte en officiel und­skyld­ning for dens passivitet under nazisternes masse­mord på Frelserens etniske fæller. Vatikanets mølle har altid malet langsomt.

På 100 dage lykkedes det i 1994 hutuer at nedslagte omkring 800.000 tutsier i det katolsk domi­nerede Rwanda. En del af ofrene havde søgt til­flugt i kirkerne uaf­vidende, at gejstligheden stod i ledtog med bødlerne. Nåede de invol­verede patere mon at frem­stamme et Kyrie eleison, inden de drog i eksil?

Al tale om økumeni fra katolsk hold fremstår unægtelig som spil for galle­riet, når præfekten for Troslære-Kongregationen, kardinal Joseph Ratzinger, så sent som i 2000 i rund­skrivelsen Dominus Jesus afviste legitimi­teten af den lutheranske søster­kirke. Det kunne ligne en tanke, at der ikke er langt fra Vatikanet til kata­komberne...

Det historiske dekret om Pavens ufejlbarlighed, ex cathedra, vedtaget med over­vældende flertal af Kirkens biskopper i 1870, demonstrerer med al tyde­lighed den vild­farelse, en mono­litisk kirke kan havne i, når autoritet går forud for sund fornuft. Var der nogen, der nævnte det paulinske udtryk som en klingende bjælde?

Står det til Den Katolske Kirke, kan mennesket kun nå Gud gennem den gejstlige komman­dovej. Formentlig er Den Højeste af et anderledes storsind. Det er en grund­tanke i den katolske tro, at synd skal sones enten her eller hisset. Umid­del­bart strider det dog mod et andet aksiom i kristen­troen, nemlig at Den Kors­fæstede døde for vore overtrædelsers skyld.

Med helgenudnævnelsen i 2002 af Josemaria Escrivá de Balaguer (grund­lægger af den katolske højre­fløjs­organisation Opus Dei) har Vatikanet demonstrativt bekendt kulør. At den loge­lignende orden helst undgår offent­lig­hedens søge­lys er forståeligt. Men hvor længe vil menige katolikker stil­tiende tolerere en bevægelse, der under det hykleriske navn af Guds Værk står for den sorteste reaktion?

Som kristendommens ubestridte bastion står Den Katolske Kirke fortsat stærkt. Al­lige­vel kan pædofil­anklagerne nod et betydeligt antal præster (tallet 4.000 er nævnt) ikke undgå at påvirke dens omdømme. Og med de betrag­telige erstat­nings­beløb til følge kan over­grebene blive en mærkbar økonomisk belastning. Jo, der skal nok blive brug for enkens skærv...

Ingen kan fornægte sin fortid, ej heller Den Katolske Kirke. Og med den histo­riske om­bringelse af hundred­tusinder dissi­denter og så­kaldte hekse har Kirken skabt sig at image som selve ind­begrebet af hykleri. Et image, som dens ved­blivende afstand­tagen fra prævention, fra kvindelig præste­ordination, fra homo­seksualitet og skils­misse kun yderligere bekræfter.

Skulle nogen være i tvivl om kristendommens kvindesyn, kan en passus blandt til­svarende hos Paulus være ret så oplysende: En kvinde skal lade sig belære i stilhed og under­ordne sig i alt ... for Adam blev skabt først, derefter Eva, og det var ikke Adam, der blev forledt, men kvinden lod sig forlede og over­trådte budet. Voilà! [Første brev til Timotheus 2,11-14]

Kønnenes ligeværd var en grundsætning for Jesus, noget der unægtelig står i kon­trast til den kristendom, der gjorde kvinden til et sekundært væsen - hvis hun da ikke som hos teologen Tertullian måtte lide den tort at blive kaldt porta inferni.

Med sin hierarkiske magtstruktur kendetegnet ved klerikal pragt, med sin historiske snæver­syn og sin ideologiske standret-virksomhed har Den Katolske Kirke gennem tiderne fremstået som en parodi på Jesu lære. Det fore­kommer utænkeligt, at Mesteren i sin over­fysiske tilstand på noget tids­punkt skulle have vedkendt sig en til­knyt­ning til den. Fjernt fra den kirke, der fremstår med pomp og pragt, med kate­draler og kardi­naler, findes dens antitese: Menneske­sønnen, som intet ejede. Det er ikke småting, Jesus har måttet stå model til i kristen regi. Men den alle­go­riske frem­stilling af ham som brud­gommen, hvis brud er Kirken, må dog siges at være en fornærmelse af de grovere.

Kun lægfolket kan redde Den Katolske Kirke. Men tør man håbe, at en ny pave vil ind­rømme det den indflydelse, en central­istisk organi­sation gennem sekler har for­ment det? Det var Augustin, der lancerede udtrykket Ecclesia non errat (Kirken kan ikke tage fejl). Ja, var det bare så vel.


I en epoke af historien, hvor en korrupt kirke dominerede store dele af sam­funds­livet i euro­pæiske lande, måtte en rebel før eller siden træde frem. Det skulle blive en tysk augustiner­munk, der tog kaldet op og den 31. oktober 1517 satte sine legen­da­riske 95 teser op på døren til slots­kirken i Wittenberg. Det gav stødet til en trans­for­mation af kristen­dommen, omend af overskueligt omfang.

Grundlaget for Luthers oprør mod Vatikanet blev formentlig lagt under hans besøg i Rom sammen med en ældre kloster­broder i 1510-11. Den 27-årige Luther erfarede da, hvordan for­agten for fromhed var udbredt i Kirkens højborg, og hvordan gejstlige af enhver rang skamløst for­lystede sig med det rig­holdige udbud af prostitu­erede. Sodoma befandt sig tyde­lig­vis i selve troens hjerte, og man forstår de to pilgrimmes skuffelse og harme, da tilbage­rejsen blev indledt - til fods som på udturen!

Man må beundre Luthers mod til at sige Romerkirken imod, eftersom denne på hans tid nærmest per auto­matik dømte enhver kætter indenfor sin juris­diktion til døden i flam­merne. Så var det trods alt billigt sluppet med en bandlysning.

For Luther var gerninger - hvor velmente de end måtte være - uden betydning. Som sit store idol Paulus antog han, at frelsen alene tilkom dem, som er udvalgt af nåde. Og er det ved nåde, er det ikke længere af gerninger, ellers ville nåden jo ikke længere være nåde. Man må så blot håbe for ham, at han selv hørte til de heldige i det himmelske lotteri. [Romerbrevet 11,6]

Det var Luthers standpunkt - frit overtaget fra Paulus - at Gud styrer verden gennem to såkaldte regi­menter, dels et åndeligt ved Ordet, dels et verdsligt via øvrig­heden og sværdet. Ethvert øvrig­heds­organ må da føle sig smigret over en sådan autori­sation fra teologisk hold.

For Luther var det verdslige styre indstiftet af Gud for at tæmme menneskets egen­rådige natur. Derfor påhviler det de kristne at bruge sværdet og magten som en særlig tjeneste for Gud. Og skulle der mangle bøddel, retstjener, dommer, herre eller fyrste, er det deres pligt at træde til. Sandelig, ikke noget med at vende den anden kind til her. [Luther: Om lydighed mod Statsmagten]

Til trods for hædersbetegnelsen "den tyske Cicero" kunne Luther lejligheds­vis for­falde til et særdeles vulgært sprog­brug, hvilket ikke mindst fremgår af de omhyg­ge­ligt ned­skrevne Tischreden, i den officielle Weimar-udgave af hans samlede værker omfat­tende ikke færre end seks bind. Det var bestemt ikke lutter fin­kultur, bord­fæller måtte lægge øre til, og anstændig­heden har sikkert budt hustruen, den bort­løbne nonne Katharina von Bora, mere end én gang at slå blikket ned.

Det forekommer naturligt, at Luther måtte lægge afstand til den katolske kirkes "husfilosof", Thomas Aquinas. Derimod havde han nok stået sig ved at anslå en mildere tone overfor tidens fejrede humanist, Erasmus af Rotterdam, da han i 1525 tog til genmæle mod dennes skrift, Om den frie vilje. For hans platte skælds­ord iblandet tatrinære gloser demon­stre­rede med al tydelighed hvem af de to, der besad mest kultur.

Luther gjorde i skriftet Mod de Himmelske Profeter fra 1525 på sin sæd­van­lig grov­kornede facon op med de såkaldte sværmere. Navnlig gik det ud over den tid­ligere forbunds­fælle Andreas von Karlstadt, der ikke blot tillod sig at betvivle Skriftens gud­dom­me­lighed, men også gav afkald på både præste­kjortel og løn, til­stræb­ende en mere oprig­tig form for kristen­dom. At det blev lutheranerne frem for sværmerne, der historisk gik af med sejren, er et eksempel på, hvad begrebet real­politik i religiøst regi kan udrette.

Den omstændighed, at Luther ikke blot billigede tidens hekse­for­følgelser, men delte dens maniske optaget­hed af Djævelen og alt hans væsen, viser, at overtro ikke kun var forbeholdt almuen, men skam også kunne forgøre en doctor theologiae.

I spørgsmålet afvigere fulgte Luther katolikkernes eksempel. Da den daværende kejser, Karl V, i 1528 havde dekreteret døds­straf for gen­døberne eller ana­bap­tist­erne, anbefalede den gode teolog således sammen med sin tro væbner Melanchton at dræbe samtlige til­hængere af bevægelsen, idet man henholdt sig til den gammel­testa­mentlige befaling om at udrydde kættere, det være sig din bror eller din søn eller datter eller din kone, som du elsker, eller din nærmeste ven. Det taler til den prote­stan­tiske kirkes gunst, at en vis humani­sering siden har fundet sted. [Femte Mosebog 13,7]

Adskillige af kristenhedens teologer har gennem tiderne pustet til jødehadets flamme, men næppe nogen på så uhørt en grov måde som Luther. I sit skrift Om Jøderne og deres Løgne, udgivet 1543, opfordrer han således de kristne til af af­brænde jødernes synagoger, nedrive deres huse, konfiskere deres hellige skrifter, forbyde deres rabbinere at undervise, nægte dem at rejse frit samt fratage dem alle rede penge og værdigenstande - eller allerbedst: deportere dem. Man fornemmer det dystre forvarsel om Krystalnatten og det senere Holocaust. Selv en troens hyrde kan åbenbart komme for skade at glemme alt om det kristne kærlighedsbudskab.

Det hedder i Luthers lille Katekismus: Den gamle Adam i os skal druknes ved daglig anger og bod. Der er vist grund til at påskønne, at lære­skriftet ikke længere indgår i skole­elevernes standardpensum.

Med sin pamflet fra 1545, Mod Pavedømmet i Rom, indstiftet af Djævelen, nåede Luthers anklager mod den katolske kirke et klimaks i stødende sprog­brug. Måske var det en af grundene til, at hans felttog mod Vatikanet i virkelig­heden fik så ringe effekt. For som det vil vides, er katoli­cismen fortsat den suverænt førende tros­retning indenfor kristendommen.

Dele af Luthers teologi er forlængst blevet underkendt af eftertiden, ikke mindst hans doktrin om den træl­bundne vilje. Efterhånden som menneskets valg­mulig­heder bliver stadig større, synes grundlaget for en fatalis­tisk skæbne­tro nu engang van­ske­lig at opret­holde. For Luther var troen det eneste, mennesket har at række frem for Gud på Dommens Dag. Også religionerne har deres discount-udgaver...

Det var en intellektuel bedrift af Luther at oversætte Bibelen til tysk og dermed - i lykkeligt sammen­træf med Gutenbergs opfindelse af bog­trykke­kunsten - gøre den alment tilgængelig. At han også foran­ledigede guds­tjenesten afholdt på moders­målet, frem for som hidtil på latin, er til­sammen for­tjenester, der opvejer mangt og meget på den moralske debetside.

Som de fleste af hans samtidige var Luther overbevist om det guddomme­lige belæg for hvert af Bibelens ord. Og med sit nok så bekendte slogan, Sola scriptura, slog han sit navn fast som endnu en tragisk troens apparatjik. Luther skrev historie gen­nem sit opgør med Pave­kirken. Synd blot, at den rådende Zeitgeist kombi­neret med hans egen særlige psyke ikke tillod en mere gennem­gribende revision. Der er stadig behov for en reformator.


Paulus skabte en teologi, hvorefter det syndige menneske kun kan frelses gennem troen på Guds­sønnens sonende død. Man må virkelig nære med­følelse med den gejst­lighed, hvis opgave er at formidle læren.

Det er en af den kristnes illusioner, at menneskets frelse på for­hånd skulle være ud­viklet gennem det særlige begreb, der kendes under termen Kristi sted­for­trædende soning. For ingen kan bære en andens kors. Gennem kristen­dommens lille kunst­greb at lade Jesus indtage det jødiske offer­lams rolle, kunne myten om blod som sone­middel leve videre i det hellige bedrags tjeneste. Et kardinal­punkt i troen går ud på, at mennesket ikke kan frelse sig selv. Men det kan formentlig hjælpe lidt til.

Den ældste beretning om nadverens indstiftelse stammer angiveligt fra Paulus. Men hvor har apostelen fra Tarsus det fra? Hans om­ven­delse fandt jo først sted adskil­lige år efter Meste­rens død. Dog måske er påbud­det tillagt Jesus, fordi den gryende kirke havde behov for en litur­gisk kult­praksis? [Første Korintherbrev 12,23-25]

Når evangelisten Johannes (efter eget udsagn "den discipel, som Jesus elskede") under det udfør­lige referat af det noksom bekendte påske­måltid ikke nævner op­højelsen af brød og vin til ritual med et eneste ord, må man med rette betvivle legitim­iteten heraf. Var den sakramen­tale forskrift blot et fantasi­foster af Paulus, bered­villigt kolpor­teret af de efter­følgende synoptikere?

Et centralt punkt i jødedommen er forbuddet mod at konsumere blod. Det må derfor anses for yderst tvivl­somt, at Jesus, da han under påske­måltidet sendte bægeret med vin på omgang, skulle have udtalt: Drik alle heraf, dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til synder­nes for­ladelse. Ydermere giver en mand, kendt for sin baga­tel­lisering af religi­øse ritualer, sig vel ikke af med at indstifte nye? [Mattæus 26,28]

I eukaristiens sakrale måltid omdannes efter katolsk opfattelse brødet og vinen in concreto til Frelserens kød og blod under indtagelsen. Godt, at der sædvanligvis er kirkekaffe bagefter...

Den omstændighed, at man som god katolik forudsættes at godtage trans­sub­stan­tia­tionens virke­lighed viser, at i spørgs­målet religion kan men­nesker bibringes tro på stort set hvad som helst. Lad den, som har behov for det, blive ret­færdig­gjort ved Lammets Blod. Andre fore­trækker i så hense­ende forståeligt at være vegetarer.

For en udenforstående må den kristne nadver uvægerligt fremstå som en form for voodoo. Hvis frelse kun kan opnås ved at fortære Frelseren, forstår man da også dem, der foretrækker at dø i synden. Gud har ikke behov for et son­offer for menne­skenes synder og da slet ikke i form af en attri­bueret søn. Når tanke­gangen endnu i dag udgør et af kristen­dommens kerne­punkter, viser det, at reminis­censer af den mest primitive heden­skab stadig præger religionen.

Ingen kvindefødt, end ikke Jesus, vill kunne bære byrden af samtlige menneske­hedens mis­gerninger gennem tiderne med det formål gennem sin død at udsone disse. Men det er da en bekvem tanke for synderne. Kun teologi kan vende døden på et kors til en stor­slået sejr. Kun teologi kan udvirke absolu­tion for samt­lige menneskets synder gennem en uskyldigs blod. Det menneske, som i den oprigtige for­trydelse over begåede forseelser vender sig mod Gud, står formentlig frelsen nærmere end det, som søger den gennem sakramental indtagelse af brød og vin.


Dåb er en renselsesrite fra mysteriekulternes tid, som via bodsprædikanten Johannes har vundet hævd i kristendommen. Det er bemærkelsesværdigt, at Jesus aldrig praktiserede den i sit virke.

Med antagelsen af Augustins lære om arvesynden opnåede den kristne kirke at gøre sin dåbs­praksis formåls­bestemt - og stillede dermed ethvert forældre­par over for det skæbne­tunge valg at befri deres barn for dets med­fødte skyld eller risikere et hinsides helvede som dets endelige bestem­melse. Hvis dåben, som anført i Den Augsburgske Bekendelse, er nødvendig til frelse, må man inder­ligt ynke de milli­arder af udøbte, som er dømt til for­tabelse, eller det, der er værre.

Et dåbsritual indeholdende så antikverede begreber som Djævelen og Dødsriget, jomfru­fødsel og kødets op­stan­delse, må i lige så høj grad betegnes som et over­greb mod forældrene som det uskyldige barn. Som begrundelse for dåben henviser kristne per refleks til det sidste vers i Mattæus­evangeliet, kendt som missions­befalingen. Men hvor megen vægt kan man til­lægge et udsagn, der angives fremsat af en opstanden fra de døde?

Kan man tegne forsikring mod fortabelse gennem barnedåben? Naturlig­vis ikke. Når den alligevel veder­fares enhver nyfødt af kristne forældre, må det til­skrives den ind­flydelse, skik og brug altid udøver. Gud er givet­vis af et format, der ude­lukker, at dåb skulle have nogen som helst betydning i et menneskes forhold til Ham.

Den kristne dåb er et smukt ritual, der taler til romantikeren selv i den ir­reli­giøse. Og med adgangen til video­optagelser af ceremonien vil dens popularitet være sikret lang tid fremover.


Siden kirkefaderen Athanasius ved koncilet i Nicæa 325 fik vedtaget sit koncept om en guddom à trois (frit udformet efter Tertullian), har Tre­enig­heden været kristen­dom­mens mest signi­fikante kende­tegn. Og det vil den forment­lig ved­blive med at være, for arve­gods giver man vil ikke bare til pris?

Konsolideringen af trinitetsbegrebet er utvivlsomt det mest ulykkelige, der er sket i kristendommens historie, for med den kuriøse konstruktion blev religionen belemret med et pr-dilemma, der altid vil stille sig hindrende i vejen for et oplyst menneskes tilslutning.

Blandt gudsopfattelser forekommer den kristne doktrin om Treenigheden, i al sin besynder­lighed, en af de mindst troværdige. Man må da også gå ud fra, at Menne­ske­sønnen - dersom han havde kendt den - på det skarpe­ste ville have taget af­stand fra den, fremmed som den var for jødisk tro. Der er ingen ende på, hvad teo­logiens Jeronimusser i hvert deres elfenbens­tårn gennem tiderne har nedfældet af spekula­tioner om Treenig­heds­dogmet. Og man kan være sikker på, at emnet endnu langtfra er udtømt.

Ingen kan anfægte den kendsgerning, at Treenighedstesen er en historisk betinget op­fat­telse, ved­taget af en bestemt tids mennesker. At for­fæg­telsen af den har kostet blod i strømme såvel som blæk, er blot en af religi­onernes mange tragedier. Uanset hvor mange krums­pring kristne teologer måtte gøre for at forklare Treenig­heden, så må begrebet dog skønnes at være af samme substans som legender a la Den Hellige Gral og de ditto Tre Konger.


Paulus lærte de omvendte, at de ville opleve Frelserens tilbagekomst, endnu mens de levede, for sammen med ham at drage til det himmelske herlig­heds­rige, omend de, der er døde i Kristus, ville stå først for tur. Men tiden gik. Og mens græsset gror, dør som bekendt horsemor. [Første Thessalonikerbrev 4-16]

Det er kristendommens diktum, at en fælles opstandelse for de døde vil finde sted på den yderste dag, hvorefter den ende­gyldige dom over hver enkelt vil blive afsagt. Jo, der bliver trængsel, når "fårene" til sin tid skal skilles fra "bukkene"...

Mon de troende, der ser frem til den evige sabbatshvile, har overvejet hvor uud­holde­ligt, det ville være, dersom det var søndag hele ugen? Som det er blevet sagt af en spøgefugl: Tiden kan være lang i evigheden, især mod enden. Intetsteds ville en redelig sjæl formentlig føle sig mere ensom end i et himmelsk salig­heds­rige blandt bibeltro kristne.

Det er udtryk for en utrolig fordringsfuldhed, når mennesket ud over de tre til fire snese år det sæd­van­lig­vis til­skikkes på Jorden, forventer en eksistens post festum af intet mindre end evig varighed. Hvis der fandtes et hinsidigt Eden uden lidelse og sorg, uden ældning og død, ville indvånerne utvivlsomt på et tidspunkt trygle om udfrielse - medmindre de skulle ende som rene zombier. Et liv i evig lyksalighed er en absurditet, som ikke bliver mindre af påstanden om de afvistes mindre behage­lige opholdssted.

Bevægelse er livets fornemste kendetegn, det være sig på det jordiske som det kosmiske plan. Derfor må visionen om en hinsidig til­værel­ses­form i statisk salighed for de frelste også anses for at være i mod­strid med naturens orden.


Kristendommen var oprindelig en dommedagssekt, og fraktioner inden­for den er stadig fokuseret på fore­stil­lingen om et ende­gyldigt Harmagedon som optakt til det teo­kra­tiske tusind­års­rige. Belært af erfaringen er man dog ophørt med at sætte dato på begivenheden. Ankomsten af de fire ryttere ledsaget af basun­blæsende engle står således fortsat hen i det uvisse.

Det eskatologiske verdensdrama, hvor stjernerne skal falde ned på Jorden, hvor Solen skal blive sort som en sæk og hvert bjerg og hver ø blive flyttet fra deres plads, mens alle skal skjule sig for Lammets vrede, udgør en inte­grerende del af den kristne tros­lære. Nå, ja, hvis tidernes ende er nær, må der vel kras lud til...

Med al sin galde formuleret i et forskruet billedsprog udgør Johannes Åben­baring et absolut anti­klimaks til Evangeliet. Her har Guds­riges­for­kynderen fra Galilæa så vist ikke noget at skulle have sagt, trans­for­meret som en rytter med øjne som luende ild, med et sværd stående ud af munden og klædt i en kappe dyppet i blod... [Johannes Åbenbaring 19,13]

Skal man tro apokalyptikeren Johannes, vil antallet af frelste med supervisor-status i et kommende teokrati andrage 144.000. Man må dog bedrøve mulige aspiranter med, at kvoten allerede nu meldes over­tegnet, nemlig af særligt fortjenst­fulde til­hørende tros­sam­fundet Jehovas Vidner. Men måske er der endnu ledige pladser som suppleant?

Det er ikke uden en vis komik, at mens én religion fremdeles afventer Messias' komme, ser en enden frem til hans genkomst. Formentlig står ingen af de profetiske visioner foran umiddelbar indfrielse, og uden­for­stående kan så i mellem­tiden fun­dere over, hvad man i vor tid egentlig skal med det gammel­jødiske begreb - selv om det da nok kunne være ønskeligt med en rednings­mand for vor prøvede klode.

Skulle det usandsynlige ske, at den galilæiske vandre­prædikant og revser optrådte på Jorden da capo, måtte han utvivlsomt opponere mod den kirke der, stivnet i for­ma­lisme og konven­tion i vor tid, agerer hans tals­mand. En ny tempel­rensning kan ventes.

Det siger lidt om det religiøse klima i USA, når et bibel­fundamentalistisk fler­binds­værk med titlen Left Behind er solgt i fore­løbig mere end 42 millioner eksem­plarer. Men hvem ønsker vel også at blive ladt tilbage, når Jesus kommer for at hente os op til Himlen?


Tro og tvivl hører sammen, for uden tvivlen bliver tro til arg funda­men­talisme. Derfor må man også nære den dybeste med­følelse med de troens hyrder, der qua præste­løftet er for­pligtet på for­kyn­delsen af dogmer, som i deres absurditet er lige krænkende for Gud som for det tænkende menneske.

I stedet for Jesu budskab om enkel levevis, om ikke-vold og kærlighed, blev det kirkens mærk­vær­dig­heder som jomfru­fødsel, tre­enig­hed og arve­synd, sted­for­træd­ende soning og kødets opstan­delse, skærsild og dommedag, der kom til at tegne kristen­dommen. Ikke noget at sige til, at institu­tionen formentlig er det sidste sted, et oplyst menneske i sin åndelige søgen ville finde på at kontakte. Den kristne kirkes bekend­elses­skrifter udgør i deres åbenbare anakronisme antagelig den største hindring for et nutids­menneskes til­slutning. Til dens held er det dog de færreste, der kender andre end de ved guds­tjenesten obliga­torisk fremførte apostolske, der i sig selv nok kan påkalde undren.

Ifølge Den Anthanasianske Trosbekendelse vil de, som har handlet godt, indgå til det evige liv, de som har handlet ondt, til den evige ild. Formentlig har udformeren ikke gjort sig klart, at den evige ild må anses for en pyro­teknisk umulighed.

Med ikke færre end fem trosbekendelser gør den evangelisk-lutherske kirke unæg­telig indtryk ved sin teologi. Og var de blot at opfatte som kuriøse fortids­relikter, skulle de såmænd være være den vel undt. Som nutidige konfes­sioner derimod, nær­mest skriger de på en omfor­mu­lering, om ikke det utænke­lige: et helt nyt credo, cen­tre­ret om Jesu budskab. Det kan i sidste instans blive et spørgsmål om over­levelse.

Ud fra det menneskesyn, vor tids velfærdsstater repræsenterer, må det indrømmes, at Jesus til en vis grad har haft succes med sin for­kyn­delse. Men det er vist ikke sket med Kirkens gode vilje, for som magt­havernes historiske forsvarer har den altid forsøgt at bibeholde den samfunds­mæssige status quo.

Kristendommen har gennem tiderne været til trøst og håb for store dele af menne­ske­heden og er det fortsat. Det ændrer dog ikke på det faktum, at den for andre i særde­leshed har været en Via Dolorosa. Og endnu råber blodet til himlen fra dets utalte ofre, dem som måtte betale prisen for de ædle idealers udbredelse.


Danmark vil formentlig blive det sidste land i verden, der afskaffer alli­ancen mellem Kirken og det verdslige styre. Fordelen ved en stats­kirke er da også, at den fungerer fortrinligt uden troende...

Kald det blot et paradoks, men der findes virkelig et land, hvor staten i under­vis­nings­systemet docerer Darwin frem for Gud, sam­tidig med at man under­støtter en religion, der blandt sine dogmer tæller skabelsen af kvinden ved hjælp af et ribben af Adam. Hvad skal mennesker med en kirke, hvis dogmatik må påkalde skepsis hos læg som lærd? Hvad skal de med en kirke, der fastlåst i antikverede dok­triner har margi­naliseret sig selv?

Dét er spørgsmålet, som intet åndeligt bevidst menneske undgår at tage stilling til: Enten var Jesus Guds enbårne Søn, undfanget ved Hellig­ånden, født af Jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus, kors­fæstet, død og begravet, nedfaret til Døds­riget, på den tredje dag opstanden fra de døde, opfaret til Himmels, siddende ved Gud Faders, den Almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde - eller også bygger kristen­dommens krav om præference­stilling på et falsk grundlag.

En religion, der definerer sig ved usandsynlige dogmer, tilhører fortiden og kan i det lange løb kun over­leve gennem en radikal ny­formu­lering. Men hvor er det Kirkens plenum, der har viljen og evnen til en sådan?

Kirken vil givetvis i endnu lang tid fremover have en funktion som service­organ ved den ritu­elle marke­ring af med­lem­mernes mærke­dage, ligesom den fortsat vil kunne mønstre en trofast skare af nostal­gikere til søndags­messen. Som spirituelt fokus­punkt må dens dage derimod anses for talte.


 Udskriv kapitel (9 sider)