Udskriv kapitel
(5 sider)

18.  Om Muhammed og islam

Selvom der i Koranen findes en række uangribelige moral­forskrifter såvel som lovprisninger af Den Højeste af stor skønhed, skal man givetvis være muslim for at godtage dogmet om den som en tro kopi af en himmelsk Bogens Moder, formidlet Muhammed af ærkeenglen Gabriel. Dog, serafisk diktat eller ej: Hvem kan under ophold i islamiske lande lades uberørt, når den indledende sura i melodisk messen af båndede muezziner forkyndes fra minareternes toppe?

I lighed med de fleste af sine landsmænd var Muhammed analfabet. Derfor efterlod han sig også kun tekst­fragmenter nedfældet af skrivere på tilfældigt tilgængeligt materiale. Når Koranen desårsag først forelå i sin autoritative form årtier efter hans død, må årsagen søges i diverse skriveres og kaliffers bearbejdning (den nuværende standard­version er udfærdiget af et egyptisk ekspertudvalg så sent som i 1924). Trods dens stedvise passager af ubestridelig etisk valør må bogen således dele skæbne med Bibelen som et særdeles menneskeligt dokument.

Forfulgt af den herskende klan i Mekka udvandrede Muhammed år 622 til oase­bebyggelsen Yathrib, det nuværende Medina. Indholdet af hans hidtil forsonlige åbenbaringer tog derefter en drastisk vending, ledsaget af en transformation af hans personlighed, der kunne være et lærestykke i psykologi. Det er jo ikke ukendt, at afvisning af en nærtagende natur kan fremkalde et ubændigt ønske om oprejsning. Og det var netop, hvad Muhammed krævede for den manglende anerkendelse fra hans tidligere bysbørn.

Efter omplantningen til Medina og uden midler til livets opretholdelse optog Muhammed den for hans landsmænd ikke ukendte metier bestående i karavane­overfald. At han gav sig hen i disse uden skrupler, mens han samtidig bad til Allah om et heldigt udfald, vidner om hans gemyt, der evnede at forene det devote med det nyttige.

Islams historie adskiller sig ikke væsenligt fra kristendommens ved sine scenarier af grusomhed. Efter slaget ved Badr i 624 blev to af de tilfangetagne mænd - da de var blevet genkendt af Muhammed som opponenter fra hans tid i Mekka - således beordret halshugget på stedet. De udgjorde dog kun begyndelsen til en likviderings­praksis, hvor mænd som kvinder, unge som gamle, summarisk blev elimineret på Profetens bud. Men med Allah, Den Bamhjertige og Mest Nådige, på sin side, var handlemåden vel sanktioneret?

Muhammed betragtede enhver krigslykke som bevis på Den Højestes gunst, en opfattelse han skulle komme til at dele med de kristne korsfarere, da de fra slutningen af det 11. århundrede til hen i det 14. foranstaltede deres massedrab på muslimer og jøder efterfulgt af systematisk plyndring. Illusioner har, ikke mindst blandt religiøse, altid været et udbredt fænomen.

Skønt det stred selv mod datidens moralbegreber, tog Muhammed ikke i betænkning at nedhugge beboernes dadelpalmer under belejringen af den jødiske Nadir-stamme i 625. Unægtelig grove løjer for en mand med status som profet. Men når Allah i en åbenbaring havde billiget ugerningen såvel som den efterfølgende fordrivelse af enklaven, kan man vel have samvittigheden i orden?

Også Muhammed havde en løsning på "det jødiske problem". Således lod han på en enkelt dag i 627 syv- til ottehundrede semitiske mænd af Qurayzah-stammen halshugge (kvinder og børn blev solgt som slaver). Færdigt arbejde, må man sige, og med Allahs accept i en efterfølgende nedsendelse kunne Profeten formentlig sove roligt om natten.

For muslimer er Muhammed selvsagt indbegrebet af hæderlighed. Virkeligheden var dog knap så floromvunden. Således blev en forhandlings­delegation på tredive mand fra den forviste Nadir-stamme, trods forsikring om frit lejde, brutalt myrdet af hans lakajer undervejs til Medina. Løfter er vel til for at brydes...

Muhammeds fortørnelse over jødernes manglende samarbejds­vilje gav sig ikke kun udtryk i udryddelse, men også i trusler af særdeles grov art. Som det hedder i et Koranvers stilet til Israels Børn: Den eneste passende løn til dem, der fører krig mod Allah og Hans Sendebud og opildner til uro er, at de halshugges eller korsfæstes eller får deres hænder og fødder hugget af på hver sin modsatte side, eller bliver fordrevet fra landet. Det vil blive dem til vanære i denne verden, og i den kommende venter dem en frygtelig straf. Her stikkes da ikke noget under stolen. Hvilket hysteri derfor, når det i en anden sura farisæisk proklameres: Der må ikke være tvang i religion. [Kor 5:33 og 2:256]

Var der noget, Muhammed ikke tålte, var det den poetiske satire. Således fik digterinden Asma bint Marwan jaget et sværd igennem sig, mens hun sov med sit spædbarn i favnen, den hundredårige skjald Abu Afak blev ligeledes ombragt sovende, mens en tredje digter, Ka'b ibn al-Ashraf, måtte lide den tort at få sit afhuggede hovede kastet for Profetens fødder. Autokrater har altid frygtet ordets mangt. Det var under Muhammeds værdighed selv at føre sværdet, når han ønskede nogen skaffet af vejen. Omgivet til stadighed af øjentjenere var det heller ikke nødvendigt.

Når Muhammed var vred, kunne det tangere ren sadisme. Som det hedder i Koranen om hans egen onkel, klanlederen Abu Lahab: Han skal kastes i en flammende ild. Og hans kone, brændebærersken, skal have en løkke af palmefibre om sin hals. Mon ikke den guddommelige inspiration for en stund har svigtet den store profet? [Kor 11:2-3]

Barmhjertighed og tilgivelse hørte til de dyder, Muhammed indskærpede sine tilhængere. Selv tog han det dog ikke så tungt med morallæren, hvad nogle mænd, der var blevet grebet i kameltyveri, til overmål fik at føle: Profeten beordrede deres hænder og fødder hugget af, hvorefter de fik øjnene stukket ud (til deres held døde de af blodtabet). At den hellige mand under sine krigstogter i vidt omfang tilranede sig andres ejendom, var åbenbart fuldt legitimt.

Muslimer er almindeligvis uvidende om de ugerninger, Muhammed har begået i rollen som henholdsvis røverhøvding, feltherre og bøddel. Når hans navn derfor aldrig udtales eller skrives uden tilføjelsen "Må Allahs fred og velsignelse være med ham", er det givetvis ikke en anmodning om overbærenhed for et omfattende synderegister. I tilbedelsen af Profeternes Profet vedkendes selvsagt kun pletfriheden.


Under triumftoget i Mekka den 11. januar 630 red Muhammed på kamelryg i spidsen for sin hær til Ka'baen, hvor han ærbødigt berørte dens sakrosankte sorte sten med sin stav for dernæst at cirkle syv gange rundt om den hedenske helligdom. Han fremsagde da med høj røst den påkaldelse, der skulle blive islams motto: Allahu akbar! (Allah er den største). Det urgamle kultsted, efter overleveringen (eller en improvisation af Profeten?) opført af selveste Abraham og hans søn Ismael, havde efter århundreder i flerguderiets tjeneste fået en ny protektor - og det religiøse mumbo-jumbo kunne fortsætte under en monoteistisk tros ægide.

Ingen kan læse Koranen uden at bemærke tilstedeværelsen af jødisk-kristent legende­stof, som Profeten øjensynlig havde stiftet bekendtskab med under sine karavane­rejser til Syrien for sin første kone, købmands­enken Khadija. Man forstår derfor hans skuffelse, da han erfarede, at kun få af de såkaldte Bogens Folk var til sinds at anerkende hans lære, og det forekommer logisk, når bederetningen blev ændret fra Jerusalem til Mekka.

Muhammed lovede enhver martyr for Allahs sag øjeblikkelig optagelse i det muslimske paradis. Et løfte, som ikke mindst i vor tid skulle få særdeles tragiske følger.

Det taler ubetinget til Muhammeds fordel, at han nægtede at udføre mirakler. Åbenbaringen af Koranen gennem englen Gabriel turde vel egentlig også være mirakel nok.

Af dokumenterede tilfælde, hvor Muhammed antog kvindelige krigsfanger som konkubiner, kan nævnes de jødiske piger Safiyya og Zaynab. De havde begge mistet deres ægtefæller under muslimernes kommandoraid mod kolonien Khaybar i 628, så det er forståeligt, at sidstnævnte på et tidspunkt forsøgte at ombringe Profeten ved hjælp af et forgiftet stykke lammekød. Hun kunne formentlig takke sin skønhed for, at hun slap fra det mislykkede attentat med livet i behold.

I henhold til Koranen er det tilladt muslimske mænd at have op til fire koner. For Budbringeren gjaldt dog særlige regler: O du Profet. Vi har visseligt tilladt dig at have dine hustruer, til hvem du har erlagt deres medgift, og dem din højre hånd behersker, tilkendt dig af Allah i krigsbytte... samt enhver troende kvinde, om hun ønsker at ægte Profeten, og Profeten ønsker at ægte hende... Den direkte kommuni­kation med Allah var nu nyttig for meget. [Kor 33:50]

I betragtning af de store byrder, som krige og sociale anliggender lagde på Muhammed, foruden selvsagt profetvirksomheden, er det beundringsværdigt, at han også fandt tid til at varetage de seksuelle forpligtelser overfor et divergerende antal koner - gennem tiden fjorten ialt - plus diverse elskerinder. Men måske realiserede han blot, hvad mindre betydelige mænd nøjes med at drømme om?

Man forstår hustruernes jalousi overfor Profetens konkubiner, ikke mindst den egyptiske skønhed Mariya. Med truslen om generel skilsmisse synes misstemningen dog formelt at være blevet bilagt - så vidt harmonien i et harem nu lader sig etablere. En mand med status som Allahs Sendebud tilkommer vel også lidt kvindelig largesse?

Ingen opsøgte Muhammed forgæves. Ejheller den underskønne Juwayriyya, som en af hans mænd havde vundet i krigsbytte men ikke kunne komme overens med. Muhammed købte hende af ham på stedet...

Blandt de mere profane emner, Allahs Budbringer beskæftiger sig med, var også fordeling af krigsbytte. Og som den store moralist han var, forlangte han kun en femtedel af det røvede for egen lomme. Behøver det tilføjes, at førsteretten til de smukkeste kvinder tillige var hans?

I kravet om at være Guds definitive sendebud tildeles Muhammed i Koranen titulaturen Profetens Segl. Og skulle en og anden indenfor islamisk jurisdiktion udtrykke tvivl, har systemet altid haft effektive midler til at uskadeligøre de formastelige. [Kor 33:44]


Hvem nærer ikke et fromt ønske om fredelig sameksistens religioner imellem? Håbet gøres dog til skamme af de advarende ord i Koranen mod mulige forbrødrings­tanker: O, I som tror, tag ikke jøderne og de kristne til venner. De er hinandens venner. Den af jer, der tager dem til venner, er som dem. Allah retleder visselig ikke uredelige folk . [Kor 5:51]

For Gud er alle dyr givetvis hellige. Når den islamiske tradition derfor, inspireret af jødisk tænkemåde, stempler den hyggelige grynte­fætter grisen som uren, må det for udenforstående opfattes som en eksplicit fornærmelse mod Skaberen.

At Allah ikke er sådan at løbe om hjørner med, fremgår af en sura med den prosaiske titel "Krigsbytte": Jeg vil kaste rædsel i hjerterne på dem, som ikke tror. Ja, lad sværdet ramme deres nakker og hvert af deres fingre, for de brød med Allah og Hans Sendebud, og den, der bryder med Allah og Hans Sendebud skal vide, at Allah visselig er streng i sin straf... Ikke alt i Koranen virker så vist for sjælens lutring. [Kor 8:12-13]

Som de kristne tror muslimer på den legemlige opstandelse, når Dommedag oprinder. Efter at sjæl og krop ved Allahs hjælp atter er blevet ført sammen, skal en smal bro passeres: Lykkes det, står Salighedens Haver åbne, men mister man fodfæstet, styrter man lige lukt i Helvedes ildsø. Så det er om at holde tungen lige i munden...


At den muslimske mand betragter konen eller konerne som sin private ejendoms­besiddelse, fremgår med al tydelighed af et påbud i Koranen i tilfældet ulydighed: Hvad angår dem, hvis genstridighed I frygter, advar dem, idet I nægter at dele deres senge, og sving dernæst svøben over dem. Så skulle enhver hustru­mis­handler vist være legitimeret. [Kor 4:34]

Islam betyder som bekendt underkastelse, underkastelse for Gud samt for kvindens vedkommende tillige manden. Som det hedder i Koranen: Jeres kvinder er jeres ager, gå da til jeres ager hvornår og hvordan I vil ... Med en sådan holdning er det vel kun naturligt, at en mands vidneudsagn i lighed med arveret i islamisk jura tæller for to. [Kor 2:223]

Det påbydes i en sura i Koranen med den opløftende titel "Lyset" at straffe enhver skyldig i udenoms­ægteskabelig sex, mand som kvinde, med hundrede piskeslag - uden medlidenhed og i overværelse af en skare troende. Hvilken lykke at leve i et formelt kristent land, her nøjes man dog med den skinhellige forargelse, om ikke inderlig ligegyldighed. Foruden at have en identitets­skabende funktion tjener den islamiske dresscode for kvinder et andet og nok så vigtigt formål: Husk, en kvindes krop er altid farlig, og afsløringen af en ankel eller en lok af håret kunne jo vække usømmelige lyster hos manden...

Koranen opfylder mange mænds ønskedrøm ved at love de rettroende blandt kønnet en hinsidig tilværelse opvartet af storøjede jomfruer med vin, frugter og kød af fugle ad libitum. Så for ham, der ikke fik sin fulde andel af jordelivets glæder, er der måske også håb om kompensation i de himmelske haver. Det må være højde­punktet af lykke for en mandlig muslim, der livet igennem har efterlevet forbudet mod at drikke vin, i Paradiset af underskønne hurier at blive beskænket med glas efter glas af den liflige drik - uden at få hverken bjørn på eller tømmermænd bagefter.

For en kristen puritaner må det muslimske paradis med dets hedonisme fremkalde alle tegn på afsky - om ikke være en kilde til hemmelig misundelse...

Måske har Allah i sin visdom været fremsynet nok til at forudse tilsynekomsten af kvindelige selvmords­bombere. I hvert fald lover Koranen enhver martyr af hunkøn en tilværelse i det hinsides som engel af første rang. Sammenholdt med den mandlige pendants tildeling af 70 jomfruer til fri disposition kan man så diskutere, hvem af kønnene, der gør det bedste kup.

En specialitet i Koranen er muren al-A'rf, der skiller Helvede fra Paradis, og hvorfra det er muligt at høre såvel de udvalgtes hyldestsange til Allah som de fordømtes bønfaldelser om lindring for ildens pinsler. Efter det anførte vil der på kammens løbegang være mænd, som kender alle på deres mærker. Måske også strømførende hegn? [Kor 7:46-51]


Blandt de bibelske skriftord i mere eller mindre forvansket form, som Muhammed havde noteret sig, var også Jesu udtalelse om Talsmanden, der skal komme. Kristne havde dog sikkert gerne været foruden, at han i suraen med den militæriske titel "Geledderne" udpeger sig selv som den lovede. [Johannes 16,7]

Abrahams uægte søn Ismael er efter Koranens opgivelse grundlæggeren af den arabiske nation. Når muslimske eksegeter derfor insisterer på denne frem for Isak som det udvalgte sonoffer på Morija Bjerg, kan det for uvildige ikke undgå at kalde på smilet.

Muslimer kan prise sig lykkelige for, at Muhammed under sin natlige himmelfart til Allah fik reduceret det påbudte antal daglige bønner fra 50 til fem. Forståeligt, at den årlige fejring af Opstigelsesnatten i den islamiske verden er en festdag af de store.

Islam er prototypen på en lovreligion, og hvor Koranen ikke slår til, har man de nedfældede regler i henholdsvis overleveringernes hadith og retledningens sharia med tilhørende straffesanktioner at konsultere. Intet synes således overladt til den mulige brug af egen dømmekraft.

Halshugning, piskning, stening eller afskæring af lemmer - det er straffeformer, som i islams mønsterlande stadig anvendes for at overtræde den muslimske sharia. Med rødder i Moseloven har islamisk retspraksis altid haft et anstrengt forhold til begrebet barmhjertighed. Koranens forskrifter om tolerance og mildhed er aldrig entydige, for i forholdet til de vantro (læs: jøderne og de kristne) samt kvinderne følges de gentagne gange op af modstridende påbud. Men kan en religion, der angiveligt taler med to tunger, med føje påberåbe sig prædikatet Guds ultimative åbenbaring?

Man må have den dybeste medfølelse med de børn, der i koranskoler tvinges til åndløst at recitere den gloriøse bogs mere end 6.000 vers på original­sproget i den påtvungne tro på disses status som Allahs bogstavelige ord. Her må vist foreligge en oplagt sag for Menneskerettighedskommissionen.

Flagellation er gudskelov et overstået fænomen i kristendommen. Men ikke i islam. Her pisker eller skærer shiamuslimer hvert år i marts sig selv til blods med det formål at ære martyriet for Muhammeds dattersøn Al Hussein. Af en middel­alderlig religion kan man vel kun forvente middelalderlige skikke.

Jomfru Maria er en af de bibelske personer, der har opnået æren at lægge navn til en sura i Koranen. Måske er kristne dog ikke ligefrem henrykte over et se jomfru­fødslen approberet af en rivaliserende religion, stedfunden under en dadelpalme?

Alle ankepunkter til trods må man komplimentere Koranen for, at den ikke blot tager afstand fra den kristne tanke om Jesus som Guds søn, men også kategorisk afviser hans deltagelse i en hypotetisk treenighed, for Allah er kun En Gud, alt for ophøjet til at skulle have en søn. [Kor 4:171]

På t punkt må de kristne misunde muslimerne: de er forskånede for arvesyndens forbandelser.

Ordet alif er betegnelsen for den hundrede - og manglende - perle i den muslimske bedekrans, forvarende det navn for Allah, som kun kamelen kender. Men efter at have reciteret de 99 andre orker den fromme såmænd heller ikke at fremsige flere...

Vi skylder islam tak for dens formidling af antikkens glemte lærdom. De tider er imidlertid forlængst forbi, hvor religionen kunne bryste sig af en civilisatorisk nimbus. Og der er ikke umiddelbart udsigt til en renæssance.


Et af højdepunkterne ved muslimernes årlige pilgrimsfest, den såkaldte hajj, er steningen af Satan symboliseret ved tre granitsøjler. At den religiøse idræt ikke er ganske ufarlig, fremgår af det store antal omkomne i ophidselsens hede gennem årene. Alene i 2004 blev 251 personer trampet ihjel under udøvelsen. Men hvad udsætter man sig ikke for, når håbet er en plads i Paradiset?

At det kræver en god kondition at gennemføre de obligatoriske ritualer under hajj'en, tør fastslås af løbeturen syv gange mellem højene al-Safa og al-Marwa, omend denne nu til dags foregår ad en overbygget passage. Heldigvis ligger den hellige brønd Zam Zam bekvent i nærheden, så mødige dr kan slukke en naturligt forekommende tørst. Som et levn af hedensk kult aflives mod enden af hajj'en i lokaliteten Minas enorme slagtehaller et legio af får, geder og kameler. For der gives vel ikke noget bedre sonemiddel for synd - end blod?

Det siger sig selv, at det ugelange ophold i Mekka blandt op mod tre millioner medpilgrimme trods optimal logistik kræver både udholdenhed og tolerance. Man må da også gå ud fra, at en og anden efter fundførelsen af de hellige pligter drager et lettelsens suk, når afrejseflyet stiger til vejrs for at sætte kursen mod hjemlandet.


Muslimernes tidligere fremmarch på det europæiske kontinent fandt sin afslutning, da den polske konge Jan Sobieski i 1683 i Wien tilføjede dem det definitive nederlag. Siden skulle de dog gennem immigration tage gruelig hævn, og islam udgør i dag en faktor i Europa, der ikke mindst i kraft af fertilitetsraten bliver stadig mere synlig. First we take Berlin...

Da Muhammed den 8. juni 632 som 63-årig udåndede med hovedet mod yndlings­hustruen Aishas barm, havde hans hære underlagt sig det ganske Arabien foruden dele af syrien. Satan var blevet slået på slagmarken, dog skulle hans hov snart vise sig internt i den nye religion. Og med de militante muslimers agenda i vor tid synes han stadig at have en klo med i spillet.

Som religionsstifter må Muhammed betegnes som den rette mand på det rette tidspunkt i at land, hvor klanopgør og blodhævn, ja selv levende begravelser af nyfødte pigebørn, hørte til dagens orden. Kun en personlighed, der forstod at hyle med de ulve, han var iblandt, kunne under sådanne omstændigheder formentlig have opnået den fornødne gennemslagskraft i tilvejebringelsen af et religiøst systemskifte.

Menneskets anlæg for selvbedrag har alle dage været betydeligt. Muhammed, med efter­navnet ibn Abdullah, troede sandsynligvis fuldt og fast på sit kald som Guds udvalgte talerør, den ultimative Sidste Profet. Det er tankevækkende, at 1,3 milliarder mennesker i dag også gør det.


 Udskriv kapitel (5 sider)