Udskriv kapitel
(1 side)

20.  Om alderdom

Først når alderdommen uafvendeligt har meldt sin ankomst, indser man som regel, at livets for­krænke­lighed også omfatter ens egen person. Hvilket menneske til års må ved en evaluering af sit liv ikke gøre den bitre konstatering af moralske debet­poster? For hvem af os er det givet at kunne tage herfra med rene hænder?

Alderens klogskab er et ubetinget gode, men desværre ikke anvendelig overfor de dumheder, der er begået. Det hedder sig, at man skal være sin alder bekendt. Alli­gevel omhandler den mest ud­bredte løgn forment­lig angivelsen heraf. Efter­hånden som vi bliver ældre, vil vi alle gerne kendes yngre. Men den ydmyge ved, når det biologiske ur er faldet i slag. Det er udtryk for en pudsig ambi­valens, at mens alle ønsker sig et langt liv, bryder de færreste sig om at blive gammel.

Med alderen lærer vi at værdsætte det, som vi i ungdommens overmod forkastede. For et ungt menneske kan livet synes uendeligt. Den aldrende må resigneret erkende, at intet varer ved. I en tid præget af ungdommens hegemoni er det den ældres fortrin, at han ikke behøver profilere sig for at kende sit eget værd. Med god grund taler man om det grå guld. Alligevel synes samfundet mere indrettet på kobberet.

Det menneske har ikke levet forgæves, der i alderdommens tilbageblik kan se et meningsfuldt mønster. Mildheden er det modne menneskes kendemærke, beviset på, at det har lært af livet.

For os alle kommer der en dag, hvor vi må konstatere, at det væsenligste i livet er hændt os. Da er tiden inde for eftertanke og erkendelse. For hvert menneske er der en tid for at samle, en anden for at berede sig på tabet af det anskaffede. Det er en enorm lettelse for det aldrende menneske, når det efter ambitionernes ind­frielse kan hellige sig dette blot at være sig selv. Alderen kræver sin afgift af menneskets fysiske look, dog i dets indre lever stadig livsgryets unge mand eller pige.

Ved vejs ende gør vi alle klogt i at opfatte hver ny dag som bonus. Vi ved aldrig, hvornår det bliver den sidste. Det mest stille af alt er givetvis årene, der svinder et efter et - mens de umærke­ligt leder hvert menneske mod den uundgåelige død.

At blive gammel er ensbetydende med at miste helbred, social position og nært­stående en efter en. Ingen tilstået alder­dommens gunst kan således med rime­lig­hed anke over ikke at være blevet forberedt på det sidste, ultimative tab. Om ikke før indser vi som regel med de fysiske skrøbelig­heders komme, at også livet har sin tid: For os alle er der fastsat en deadline.


 Udskriv kapitel (1 side)