Udskriv kapitel
(1 side)

21.  Om døden

Døden markerer grænseskellet, som vi alle på et tidspunkt når; den store gåde, det endnu ikke er blevet noget menneske forundt at lodde. Vi kan gøre os vore tanker om det terra incognita, der måtte vente os hinsides dødens tærskel, det bevarer dog som Sfinksen sin hemmelighed. Det er visheden om døden, som giver livet dets værdi. Prisen for livet er for os alle den samme høje. Måtte vi, når tiden er inde, betale den med fatning.

Man taler om kunsten at dø, ars moriendi, men hvem lærer den, før tiden er uigen­kalde­ligt for­passet? Døden er kun menings­løs for det menneske, som sløsede livet bort. I forhold til døden er vi alle ufor­beder­lige optimister. Hvor findes det menne­ske, der selv når livet hælder, ikke håber at leve mindst endnu et par år? Døden er om nogen egalitær: I dens fælles vilkår ophæves enhver jordisk ulighed.

Intet krav er givetvis mere bittert end det, vi stilles overfor i dødens stund: Betin­gel­ses­løst at give slip på alt. Man kan fortrænge tanken om døden, bevidst forsøge at glemme den; dog ét er sikkert: Den glemmer ingen. Døden er altid grum, men uden tilliden til en gud­dommelig bestem­melse, hvor frygtelig ville den da ikke være?

Måtte vi således rustes til døden, at vi kan møde den med samme tillidsfuldhed som den, hvor­med vi hver aften overgiver os i søvnens arme. Selv om dagbladenes død­sannoncer er et stående memento mori for os alle, vier vi dem som regel først opmærksomhed, når vi selv står for tur i spalterne. Det er livets ubønhørlige lov, at vi hver især på et tidspunkt må vige fra dets scene for at overlade den til andre aktører.

Mennesket vil altid gøre sig sine tanker om, hvad der måtte hænde det efter den biologiske død, for det rummer i sig et spirituelt element, der nægter at slå sig til tåls med timeligheden. Der er en vis lettelse ved, at dødens gåde på et tidspunkt vil blive løst for os alle - eller overladt til nådig glemsel.

Når et menneske dør, kan sindsbevægelsen hos en nærtstående være så intens, at vedkommende i en hallucination oplever den afdødes fysiske til­stede­vær. Og ind­bild­ning eller ej: Hvad er vel stærkere end de kærlige strømme fra sjæl til sjæl? Døden sætter en stopper for den fysiske kommuni­kation mellem mennesker, men kan ikke forhindre, at den åndelige en tid lang fort­sætter. Intet menneske, som døden kaldte bort, lades alene, så længe det lever i en andens hjerte. Det er en bekla­gelig kends­gerning, at vi ofte først værdsætter et menneske efter fortjeneste, når det har forladt os. Da forstår vi alt og tilgiver alt.

I betragtning af livets angiveligt mirakuløse fænomen forekommer håbet om en eksistens­form efter den fysiske død ikke aldeles ube­grundet. Vi er utvivlsomt alle på rejse. Den, som har følt det uendelige, kan aldrig give det endelige ret. Et menne­ske kan leve uden at kende ydmygheden; overfor døden nødsages det dog at bøje knæ.

Ved døden må vi tage afsked med det legeme, som gennem livet trofast har tjent os. Dog i vore efterladtes tanker tildeles vi det fortsat, indtil håbet om et sjælenes gensyn måtte opfyldes. Med døden tilstås ingen forhandling. Den kommer stedse til sin egen tid. På et tidspunkt finder vi alle vor grav. Måtte vi forinden kunne erklære: Mit dagsværk er gjort.

Årmillioner henrandt, før vi kom til verden, og årmillioner vil henrinde efter vor sortie. Skulle dette forsvindende korte tidsrum, der udgør vort liv, være alt? Det er perspektivet for os alle, at vore dage engang vil være at ligne blot med røg, de tusinder af levende dage. Vi fødes uden at blive spurgt, og vi dør på samme vis. Alle gør vi vor entré i livet for siden at forlade det - uden anden grund end den, alene tro kan dømme om. Måske drager sjælen mod andre egne, når hjertet ikke mere slår? Eller er alt, hvad vi tør håbe på, at en kærlig tanke nu og da bliver os forundt?


 Udskriv kapitel (1 side)