Udskriv kapitel
(1 side)

22.  Om karma og reinkarnation

Begrebet karma og reinkarnation er for nogle formastelig tale, for andre en antag­else, der forlener livet med dyb mening, foruden at være det vel nok mest plausible bud på en eksistens efter døden. Loven om årsag og virkning er den funda­men­tale i menneske­livet; kun en desperado lader hånt om den. Gennem karma­loven udøves en kosmisk ret­fær­dig­hed, som det ikke står til noget menneske at und­drage sig. Et menneske har intet lært, før det forstår, at hver dag er dommedag.

Vi bestemmer selv, om vor værens frugter skal blive bitre eller søde. Karmabe­grebet er et afgørende element i menneskets åndelige evolution. Vi er alle elever i Livets Skole og høster hver især point efter fortjeneste. Som en boomerang vender karma­bølgerne fra vore ord og handlinger altid før eller siden tilbage til os. Mennesket ville i højere grad bestræbe sig på at opføre sig anstændigt, dersom det accep­te­rede karma­koncepter som en realistisk mulighed. Selv om det her i livet er muligt at snyde uden at blive opdaget, kan vi være forvisset om, at vort regnskab i sidste ende altid bliver gjort op. Det er karmas uom­gænge­lige lov: Den, som bedrager andre, vil på et tidspunkt selv blive bedraget.

Man kan anskue mennesket som en ren og skær biologisk mekanisme, bestemt for en altudslettende død - eller som et åndeligt væsen, der gennem stadig til­bage­vendende inkarna­tioner manifesterer sig i fysisk skik­kelse. Uden at forstå de kar­miske dyna­mikker kan et menneske umuligt nå frem til en erkendelse af sin livs­situation. Vi høster alle, som vi sår.

Buddhistens og hinduens eftertragtede mål er opnåelsen af nirvana. Andre ser, i en natur­lig glæde ved livet, frem til en mulig ny inkarna­tion. For hver enkelt af os er livet en fort­løbende lære­proces. Ville det ikke være urime­ligt, dersom vi i dødens stund måtte give afkald på vore ofte dyre­købte erfaringer?

Med reinkarnationstanken bliver begrebet fortabelse henvist til blot en plads i visse religi­oners vokabu­larer. At være uvidende om karmas virke er ens­bety­dende med at leve livet uden virke­lig at kende det. Ingen vil vel bestride, at vi hver især er et pro­dukt af genetisk arv og miljø. Men endnu en faktor må antages at gøre sig gæl­den­de: Den karmiske saldo fra et forud­gå­ende liv. Det esote­risk oriente­rede menneske behøver ikke case stories for at få sin antagelse om reinkar­nation bekræftet. Det for­nemmer intuitivt, at den er rigtig.

Ulykkestilfælde - hvad enten de er menneskeforskyldte eller natur­ud­løste - er en del af livets vilkår og rammer som sådan i flæng. Derudover synes kun det karmiske ret­fær­dig­heds­princip at råde. Som flash­backs til efter­tanke ser vi til stadighed snart en, snart en anden af vore fordums handlinger på godt og ondt passere revy. Med ubryde­lige bånd er vi alle knyttet til fortiden. Kun ved at tilgodese karmas ind­fly­delse kan et menneske få et afklaret forhold til det begreb, der i folke­munde kaldes skæbne.

Det opløftende ved karmatanken er, at intet fejltrin er ende­gyldigt. Vi får alle en chance til, indtil lektien er lært. Med karma­koncep­tet forlenes livet med ret­færdig­hed og konse­kvens; uden bliver alting maya. Der er så meget at glæde sig over, så meget at leve for, at det ville være dybt tragisk, dersom kun én fysisk eksistens blev os til­skikket. Hvis de mange vidnes­byrd om en tidligere eksistens kan tillægges empirisk værdi, står vi for første gang overfor et meta­fysisk fænomen, der kan veri­fi­ceres og som følge deraf må påkalde sig den største opmærk­somhed. Det stedse­varende paradis, hvor kun sorg­løs­hed råder, er og bliver et religiøst fata­mor­gana. Kun i form af stadigt vekslende inkarna­tioner må evigt liv anses for attråværdigt.

Meningsfuld bliver tilværelsen for det menneske, der forstår, at det gennem sine skif­tende inkarna­tioner har rødder i evig­heden. Det er en inte­res­sant tanke - hvor poetisk sælsom den end kan fore­komme - at vi alle er kommet til verden som ånde­børn fra kosmos.


 Udskriv kapitel (1 side)