Stjernevrimlen er underet, der hver nat åbenbarer sig for os - det vel nok mest overbevisende vidnesbyrd om en transcendent virkelighed. Antagelig kommer det store et menneske nærmest, når lysene fra de tyste stjerner spejler sig i dets øjne.
Det er kardinalspørgsmålet, som intet tænkende menneske undgår at forholde sig til: Opstod Universet ved et slumpetræf af kemiske omstændigheder, hvorefter selvorganiserende processer ordnede resten - eller står der en guddommelig viljeskraft bag? Hypotesen om Big Bang er et udtryk for menneskets trang til at kende begyndelsen. Men der vil altid være et barn, der spørger: Hvad var der før begyndelsen?
Skal man tro vor tids kosmologer, har man i dag styr på Universets udvikling helt tilbage til et splitsekund efter time zero. Det skyldes dog næppe reverens for en guddommelig urkraft, når man tilskriver det resterende begivenhedsforløb en faktor udenfor fysikkens begrebsverden. Man har ved hjælp af Hubble-teleskopet observeret galakser mere end tolv milliarder lysår borte, og man spotter til stadighed nye, der som slørede lanterner åbenbarer sig i rummet. Det er endnu for tidligt at sætte alder på Universet. Det vil altid være misvisende at tale om tid i forbindelse med Universet, for hvordan skulle tid kunne relatere til tidløsheden? Hvad der tæller i fænomenet kosmos, må frem for matematik og geometri være facit: Nattens funklende katedral, som ingen med sindets opladthed i behold kan skue uden en følelse af betagethed og undren.
Så længe kosmologien kun har rimeligt tjek på de fem til ti procent af Universet, der består af synligt stof, forekommer en teori om dets tilblivelse unægtelig en kende hasarderet. Måske burde mangelen på empirisk evidens mane til lidt mindre påståelighed.
Det virkelig skræmmende i vort forhold til Universet er ikke den mangelfulde viden, men hildetheden i en blot og bar mekanisk opfattelse af det. Det siger lidt om de svimlende afstande i Universet, at en rumsonde afsendt fra Jorden med kurs mod den nærmeste stjerne efter Solen, Proxima Centauri, først ville ankomme efter en rejse på 80.000 år, og selv et radiosignal ville være mere end fire år undervejs. Til trods herfor siges antallet af UFO-freaks at være støt stigende.
Bevægelse er kodeordet i Universet. Alt roterer, cirkler, vandrer i et gravitationens ubrydelige samspil, der næppe tillader blot en enkelt galakse at komme på afveje. En bagvedliggende hensigt og plan synes overalt til stede. Omend generelt uafvidende ledes kosmologien skridt for skridt mod erkendelsen af Gud som en realistisk hypotese: Der er givetvis mere mellem himmel og jord, end noget menneske har drømt om...
Det er mindre end hundrede år siden Edwin Hubble var i stand til at lokalisere Mælkevejen som blot én galakse ud af myriader. Ikke desto mindre udtaler superstrengsteoretikere sig allerede nu om en snarlig fremkomst af Teorien om Alt. Mon dog ikke Den Højeste beholder lidt hemmeligheder for sig selv?
Man kan være sikker på, at Universet er mere komplekst, mere grandiost og facetteret, end selv den dristigste fantasi lader ane. Der findes stjerner så langt borte, at deres lys endnu ikke har nået os... Enten udgør Universet et forbundet hele i form af en dynamisk, hensigtsmæssig megaorganisme - eller også er det fundamentalt anarkistisk. Intet tyder på det sidste.
Det ville være en absurditet uden lige, dersom Universet alene var til som en smuk kulisse for menneskets skyld. Bestående af milliarder og atter milliarder af galakser, hver med milliarder af sole, taler enhver sandsynlighedsberegning da også for forekomsten af planeter med livsbetingelser svarende til Jordens. Vi optræder næppe solo på den kosmiske scene.
Ifølge den bibelske skabelsesmyte sagde Gud "Der blive lys" - og der blev lys. Det er et smukt udtryk for tilsynekomsten af de første sole, Big Bang eller ej. Alligevel synes vor tids kosmologer fast besluttede på at fratage en mulig Primær Instans æren. Der skulle jo nødig gå skår i fagstoltheden...
Det er det påtrængende spørgsmål i kosmologisk kontekst: Kan en naturvidenskab med berøringsangst overfor alt immaterielt opnå en fuldgyldig erkendelse af sit objekt? Endnu er det ikke set, at noget har frembragt sig selv. Skulle Universet, som det mest sofistikerede fænomen af alle, gøre en undtagelse? Det er kosmologiens påstand, at før det skønnede Big Bang herskede det absolutte intet. Men kan en materialisation ud af intet tilvejebringes uden en første årsag, en causa causans?
Rationalitet er en grundpille i menneskets udforsknng af Universet. Men når den rationelle analyse bliver enerådende, når Gud er blevet et fyord og enhver antydning af en metafysisk dimension forkastes, må det være på sin plads at efterspørge en videnskab med et mere vidtgående ressortområde. Eller måske er vi bedre tjent med, at det uudsigelige forbliver - uudsigeligt? Som det forkyndes i Johannesevangeliet: I begyndelsen var ordet, således kunne en kosmologiens kanon lyde: I begyndelsen var Singulariteten. Ønsker man at vide, hvor denne kom fra, blæser svaret dog fortsat i vinden.
Det univers, som nogle vil gøre til et resultat af tilfældet, overlader tydeligvis intet til tilfældet. Som fysikeren par exellence i en nu velkendt aforisme har bemærket: Gud spiller ikke med terninger...
Som dansende snefnug fremstår på de spektakulære Hubble Deep Field-fotos sværme af galakser, som de så ud for milliarder af lysår siden. Universets grænser flyttes til stadighed - dog kun med det resultat, at mysteriet åbner for nye mysterier.
Skønt Jorden tilhører et solsystem beliggende i yderzonen af en gængs spiralgalakse, har mennesket i sin utrolige indbildskhed en tendens til at opfatte sin tilstedeværelse som kulminationen af al bedrift i verdensaltet. Man aner Universets smil. Hvis der i Universets oceaniske dybder kun fandtes biologisk liv på Jorden, ville det indikere en utilstrækkelighed hos Skaberen, hvilket i sagens natur burde være udelukket. Det må derfor antages, at det formelig vrimler med liv i rummet.
Jorden vil engang forgå, men ikke Universet, for det er stedse selvfornyende. Der vil altid være solsystemer ad infinitum, som der formentlig altid vil være planeter, hvor civilisatorisk liv udfolder sig. Det evige liv er visselig ikke en drøm for troende.
Det tager vort solsystem omkring 250 millioner år at fuldføre en runde omkring Mælkevejens kerne. At Homo Sapiens med sine maksimalt 250.000 år på bagen kun har været medrejsende en tusindedel af en enkelt grand tour (og sandsynligvis højst vil hænge ved en en tusindedel mere), fortæller lidt om vor i kosmisk henseende aldeles flygtige tilstedeværelse: Vi er her kun på fransk visit...
Vi kan være glade for, at de kolossale afstande i Universet hidtil har forhindret kommunikation med mulige andre civilisationer. For hvor beskæmmende ville det ikke være, dersom de i udvikling var nået langt videre end os...
Eksistensen af det usynlige stof som Universets dominerende komponent er en konstatering, der må tilskynde til mådehold med videns-euforien. Når dertil lægges gåderne omkring objekter som kvasarer og sorte huller, står det klart, at der endnu er mange trin at betræde på den astronomiske himmelstige.
Det er det nedslående faktum om menneskeheden, at den på et tidspunkt vil forsvinde lige så ubemærket af det øvrige Univers, som da den opstod. Måske gjorde vi klogt i at notere os, at vor historie sub specie aeternitatis engang vil være at ligne med et bål, der en tid lang blusser op i natten for derefter langsomt at brænde ud.
Burde den omstændighed, at solsystemet som det ganske univers med sikkerhed vil overleve vor eksistens på Jorden, ikke tilskynde til lidt mere sociabilitet, lidt mere god vilje, mens vi er her?
Der er en vis betryggelse ved, at tyngdekraften, trods rummets postulerede ekspansion, til stadighed knytter klyngerne af galakser sammen, mens de stævner, ja, hvorhen? Med al respekt for kosmologiens resultater må det fortsat konstateres: Hvad ved vi?
Et usynligt bånd går hver nat mellem de mange sjæle, der på stille steder drages mod stjernerne, mod det evige, mod Gud. Hvor finder sindet vel lise som i det åbne landskab under stjernernes tegn?
For det intuitive menneske vil Universet altid fremtræde som en guddommelig manifestation, overfor hvilken den rent mekanistiske model må forekomme yderst mangelfuld. Vi kan som barnet gribe efter en stjerne, men vi kan aldrig nå den - og godt det samme. For uden længslen som en integrerende del af vor natur ville livet blive en trøstesløs ørkenvandring.
Mennesket kan være opslugt af stjernekrigsførelse, af en hollywoodsk pseudovirkelighed; troligt tindrer dog hver nat den ægte vare. Kun den, som i stum betagelse har stirret mod nattens ferige af stjerner forstår, hvad det vil sige at have stået ved evighedens tærskel.
Man kan lade tanken gå på vandring i det stjernestrøede rum, men fatte det kan ingen. Den moderne astronomi gør sit bedste for at tingsliggøre Universet, men den kan aldrig afskaffe stjerneskærets magi, det evige eventyr i natten. Mangt og meget i Universet kan forklares gennem den naturvidenskabelige metode, men der vil altid være en inderste hemmelighed, som forbliver uransagelig.
I havet af sole, galakseriger, stjernefostre åbenbarer sig hver nat Guds Majestæt, Hans storladne virkelighed. Hvor kom de fra disse stjernevidder, der nat efter nat fortryller sindet - gådefuldt som Sfinksens smil?
Tal om ekstatisk liv, om trillioner af sole, om verdener hinsides verdener, undere efter undere, tal om kosmos.
