Udskriv
(2 sider)

Om Poul Strandvil   af Alice Føns

Poul Strandvil er født i København den 28. januar 1932, men voksede op i Nord­sjælland. I digtsamlingen "Det forjættede land" fra 1978 beskriver han det selv således:

"Det faldt i min lod at vokse op på landet, hvor mine forældre havde et hus­mands­brug sådanne kunne på den tid endnu gi udkommet til en familie.

Naturligvis var kårene små. Men lyspunkter var der dog. Såsom an­komsten af bager­bilen en gang om ugen. Da vanked der altid en hon­ning­snitte til min søster og mig og hvilken godbid var det ikke...

Til glædernes tal hørte også dyrene: de skikkelige køer såvel som hestene Peter og Tulle. Og vi havde geder og kaniner, høns og grise. Sommetider sang min far på sin egen enfoldige måde "Jeg en gård mig bygge vil" eller det første vers af "Jens Vejmand". Ud på aftenen når han skulle fodre af, tændte han en flager­mus­lygte, hvis flakkende skær fulgte ham hen over gårdspladsen og på hans vej i stalden.

Af og til fik vi besøg af Blomsterpindmanden. Han var en landevejens befarer og boede gerne hos os nogle dage, mens han skar forskellige mønstre i toppen af sine pinde for sluttelig at prente et skriftsted på dem. Han havde skæg som en profet og kaldtes af de mere profane på egnen for Reserve-Jesus.

Det er nu så længe siden, verden har ændret sig umådeligt i årtierne efter. Alligevel kommer tiden engang imellem til mig. Som en gammel ven. Tiden da jeg var dreng."

Poul var en velbegavet, følsom og tænksom dreng, der, efter at hans lærer havde overtalt forældrene, fik lov at tage realeksamen. Videre studier blev det ikke til straks, idet han kun 16 år gammel tog hyre på en norsk fragtbåd, der bragte ham ud til eventyret i den store verden, bl.a. Californien, Grønland og Afrika. Fra de fjerne steder hjembragte Poul inspiration til digte og refleksioner over livet. Også klaser af grønne bananer tog han med sig, en mangelvare de første år efter krigen. Banan­erne blev hængt til modning et lunt sted, hvor vi utålmodigt fulgte deres farveskift. Sjældent er en banan blevet nydt med større forventning og andagt.

Som H. C. Andersen, en af de første af mange favoritforfattere, sagde Poul: "At rejse er at leve". Blandt de mange steder Poul gæstede var Ægypten, Etiopien, Syrien, Rusland og Polen, Storbritanien, hvor specielt Sronehenge betog, Græken­land, Italien, Spanien og Portugal. Også nordpå gik rejserne, igen til Grønland samt til Island og Færøerne foruden naturligvis rundt i Skandinavien med fjeldvandring og midnatssol. Overalt var det naturen, folkelivet, kunsten og historien, som vakte Pouls interesse og begejstring.

Poul var en vidtsynende romantiker med et åbent uroligt sind, der drev ham fra sted til sted. Et målrettet etableret studie med et godt udkomme for øje lå ham fjernt. At tjene til dagen og vejen ved mere eller mindre tilfældige job rakte til. Om et af disse, som kustode på Aros, skriver han i en julehilsen fra 1987:

"...Selv er jeg så lykkelig for mit kustode-job, det var bare lige sagen for mig. Måske så I mig i TV, da dronning Ingrid åbnede Grønlands-udstillingen? Også Margrethe har siden været her privat. Jeg har jo "sat mig" på denne udstilling til stor lettelse for de andre kustoder pga. noget exeptionel grønlandsk musik, som spiller nonstop. De spør, om jeg tror, jeg nogensinde bliver et menneske igen, eller: "Du siger til, når vi skal ringe efter ambulancen." Jeg synes, det er synd for dem, at de ikke kan høre sjælen i det, men blot afviser det som mærkeligt, fordi det ligger udenfor deres lille verden..."

En utrættelig trang til at udforske tilværelsens store mysterier gjorde at Poul, som den fødte autodidakt, med rette kan kaldes filosof. Han var en ivrig samfunds­de­batør og en habil fotograf med udpræget æstetisk formsans. Selv kaldte han sig forfatter, men var lige så meget poet og tænker. En særlig evne til at leve i nuet og værdsætte de nære glæder var karakteristisk.

Jeg blev ikke rig på mammon,
af herlighed jeg vandt kun lidet.
Men jeg har stået på et duvende skib
i stjernenætter på Atlanten.
Jeg har hørt vinden synge om masterne,
hørt sangen om Columbus, om Magellan.
Jeg har følt det eventyrlige ved at leve,
og den gunst bytted jeg ikke bort.

[Det forjættede land]

Poul var et dybt religiøst menneske for hvem folkekirkens rammer blev for snævre. Han så Den Store Universelle Guddomskraft udfolde sig i alle religioner, i naturen og i mennesket selv. Nær­værende skrifter er et klart eksempel på denne livsholdning.

Et almindeligt familieliv med hustru og børn blev det ikke til, skønt ønsket om dette kom frem i følgende lille digt:

Drømmen

Engang skal jeg finde et hjem
favnet af bondelands agre,
leve med min kvinde,
være fælle med børn,
med humlebien og musvitten.

Engang skal jeg gi mig hen til jorden,
mætte mig hos den.

[Det forjættede land]

Sent i livet fandt Poul et blivende sted i sit kære Århus og giftede sig med sit livs engel, Jadwiga, som med sit kærlige, blide væsen og sin smukke sang og musik fyldte hans livs efterår med ro og glæde.

Efter en svær sygdomsperiode fik Poul Strandvil endelig fred den 28. september 2006.

Tak til Poul, der fra mine første barneår har lært mig at se det smukke og væsentlige i livet.


Alice Føns (datter af Pouls fætter)



 Udskriv side