Mennesket behøvede en opponent til Gud - og Satan blev til. Gennem tiderne har teologer forsøgt at lægge skylden for det onde over på Djævelen. Med dets mangeartede bevæggrunde er problematikken dog nok mere kompleks end som så.
Med sin serafiske fortid må Satan betegnes som en dybt tragisk skikkelse i den kristne mytologi. Som sindbillede på alt, hvad der måtte afvige fra Kirkens troslære, har han dog gennem tiden været denne en særdeles nyttig tjener. Hvis Satans fald, i lighed med de ledsagende engles, skyldtes begæret after samkvem med Jordens døtre, forlenes han med menneskelighed, der må påkalde en høj grad af sympati.
Antikrist er et andet navn for Satan, under hvilket han gennem tiderne har optrådt i adskillige roller. En mere barok er den af reformatoren Luther tildelte rolle som pavesædets indehaver. Som den notoriske Løgnens Far er man vel fleksibel?
Det er en del af det kristne tankegods, at Satan efter den endelige verdensdom skal være bundet i tusind år. Men hvorfor dog kun et årtusind? Skal han atter slippes løs, er vi jo lige vidt...
Bortset fra religiøse fundamentalister antager ingen vel i dag Satan for andet og mere end en allegorisk figur på linie med det legendariske skelet i skabet. Derfor må man også inderligt ynke de mange, for hvem han i tidens løb har været skinbarlig virkelighed. I betragtning af den bevågenhed Djævelen nød i middelalderen, hvor man så hans fule fremtoning stort set hvor som helst, må man med tilfredshed konstatere, at han i det moderne menneskes bevidsthed rangerer på linie med dubiøse væsner som vampyrer og dæmoner.
Man må lade Satan, at han på sine gamle dage har opnået en ikke ubetydelig grad af popularitet som kultfigur for skiftende popgrupper i tiden. Så længe det er uforpligtende, vil der formentlig altid være nogle, der finder en særlig fryd ved at flirte med Mørkets Fyrste. Hvis Djævelen alias Lucifer var et autentisk væsen, ville også han givetvis have mulighed for at vende tilbage til lyset og Gud, dersom han oprigtigt angrede sin brøde. For er der hold i det kristne tilsagn om nåde, må der være håb selv for den, der faldt dybest af alle.
Fordi kun et menneske med det frie valgs mulighed ville tilfredsstille Gud, nedlagde Han i det dispositionen for såvel godt som ondt. Mennesket ville ikke være menneske, dersom det ikke havde valgmuligheder mellem godt og ondt.
Det er en beklagelig kendsgerning, at for at tjene lyset må vi sædvanligvis først have været mørkets smertelige redskab. Skønt i sig selv forkasteligt tjener det onde et formål ved at være det godes fødselshjælper. Hvor det onde, et menneske har forøvet, er blevet vendt til noget godt, har det opfyldt et formål.
Terroranslaget i New York den 11. september 2001 vil for bestandig være indskrevet i historien som indbegrebet af af den ultimative ondskab - samtidig med, at det demonstrerer, hvor let det er at manipulere religiøst forførte sjæle. Det er et psykologisk paradoks, at ondskabens handlinger ofte udføres i forvisningen om at gøre det gode. Mennesket kan tilsyneladende motiveres for alt, når blot det bibringes opfattelsen af et idealistisk formål. Bødlerne i de tyske dødslejre under Anden Verdenskrig er et vidnesbyrd om, at selv respektable familiefædre kan rumme en Jekyll og Hyde - hvilket leder frem til den rystende konklusion, at kultur kan være en yderst tynd fernis hos det såkaldte civiliserede menneske.
I en krig er parterne som regel lige gode om de begåede grusomheder. Forskellen er blot, at kun taberen efter afslutningen bliver anklaget for dem. Det forstemmende ved krige er ikke blot ofrene, men i lige så høj grad brutaliseringen af kombattanterne, legaliseringen af ondskab. Med stadig stigende militærbudgetter (opgjort globalt til 956 mia. i 2003) kan man med rette tale om ondskab som industri. Det pudsige er, at nationens ledere gennemgående opfatter sig selv som fornuftsvæsner med Gud ved deres side.
Nogle mennesker bebrejder Gud, at Han tolererer det onde. De forstår ikke, at når han som den største gave har givet mennesket den frie vilje, kan Han ikke lægges til last at denne gave misbruges. I forkastelsen af ondskab har intet magt som kærligheden: Han man som Kay i eventyret fået et splint af Troldspejlet i øjet, kan man først blive vrangsynet kvit, når den har øvet sin virkning på en.
Et tragisk begreb i kristendommen går ud på, at mennesket fødes som en ondskabens træl. Mon det dog ikke også rummer potentialet for lidt godt? Hvis ondskaben var en medfødt drift i mennesket, ville det næppe blive så oprørt over dens manifestationer, som tilfældet sædvanligvis er. Man kan, alt efter natur, anskue det onde som fast aktør i et theatrum mundi eller som skyggesiden ved menneskets åndelige evolution.
Der absurde ved ondskaben er, at selvom den fattes enhver form for mening og fornuft, er den desværre ikke kun forbeholdt tomhjernede tumper. Når det mentalt primitive menneske ikke formår at manifestere sin personlighed på anden måde, er nævens sprog altid en nærliggende mulighed. Det chokerende ved ondskabens aktører er, at de som oftest virker forbavsende normale. Hvis kendskabet til karmakonceptet var mere udbredt, kunne megen ondskab utvivlsomt afværges. For hvilken gerningsmand ville bryde sig om på et tidspunkt selv at indtage offerets rolle? Ondskab har generelt sin rod i egoets krav. I samme grad som mennesket formår at tæmme sin selviskhed, vil inklinationen for den mindskes.
At udøvelsen af ondskab blot for spændengens skyld især appellerer til visse typer unge, er fænomenet gadebander et eklatant eksempel på. Jo mere usleben menneskekarakteren er, jo mere vil den være tilbøjelig til en voldelig adfærd. Gennem den daglige dosis action-film gør tv-mediet sit til at fremme forråelsen blandt umodne naturer. Hvor megen ondskab er ikke blevet afledt af filmindustriens fokusering på brutalitet og vold.
Af det, som mennesket ifølge en forslidt frase har mest grund til at frygte, er mennesket. Derom vidner det umådelige antal voldshandlinger, som hvert øjeblik finder sted på kloden. Ondskaben er beklageligvis prisen, vi må betale for den gudgivne frie vilje. Det bedste, man kan sige om ondskaben er utvivlsomt, at dens gerninger så godt som altid bliver opdaget. Men hvordan foreholder man dens udøvere det, før skaden er sket?
Det er historiens forfærdende lære: Mennesker kan udøve den mest sataniske ondskab uden skrupler, når blot den er dikteret af en autoritet. Auschwitz, My Lai, Cambodja, Rwanda, Beslan, Darfur, Tiananmen, Srebrenica, Kosovo, Jenin, Guantanamo, Abu Ghraib - det er blot nogle af ondskabens åsteder i nyere tid. Men vil listen være afsluttet dermed? Eller skal nye mavne føjes til i en fatalistisk gentagelse af sangens refrain: When Will We Ever Learn? Det skræmmende ved vor tids krigsførelse er, at den med sine sofistikerede våben udøves gennem en total anonymisering.
Fordomme er det ondes vækstfremmere, og så længe de findes, vil grunden være lagt for fjendskab mellem mennesker. Det er let at blive desillusioneret på det godes vegne, for et kort blik på verdenssituationen viser kun alt for tydeligt, at de gamle rutiner fortsat gør sig gældende. Er og bliver vi barbarer, eller findes der stærkere kræfter end den menneskelige ondskab?
