Udskriv kapitel
(3 sider)

19.  Om en tjener for Zion

Selvom Joseph Smith blev født på omtrent samme dato som efter traditionen en anden af reli­gio­nens store (23. december 1805), var der så vidt vides ingen ændring at spore i stjerne­billedet over det øde beliggende farmerhjem ved foden af The Green Mountains i staten Vermont. Alligevel lå det formentlig i horoskopet, at en messias­skikkelse af usædvanligt tilsnit var kommet til verden.

New England-regionen var i begyndelsen af det nittende århundrede kendetegnet ved et konglo­merat af indbyrdes stridende sekter. Grobunden var således lagt for den unge Josephs religiøse inklinationer. En hændelse sted­funden en forårsmorgen i 1820 (familien var da flyttet til byen Palmyra i staten New York) forekommer derfor ikke spor mærkværdig: Efter knælende at have bedt i et skov­område nær hjemmet så han i et strålende lys ingen ringere end Faderen og Sønnen, af hvilke sidst­nævnte advarede ham mod samtlige af de eksisterende trosretninger. At begiven­heden af mormonerne tillægges skelsættende betydning, forstår man, selv om beskrivelsen af de to notabili­teter siden er blevet ændret til det mere antagelige engle.

Allerede som syttenårig havde Joseph vundet ry som en datidens Uri Geller, der ved hjælp af en særlig sten kunne opspore såvel begravede skatte som tabte værdi­gen­stande. Hvad var derfor mere nærliggende, end at han med sin religiøse disposition stillede sine evnet i det guddomme­liges tjeneste? Og chancen kom, da han om aftenen den 21. september 1823, mens han knælede ved sin seng i bøn, blev opsøgt af et lysvæsen klæd i i blændende hvidt. Det præsente­rede sig som Moroni, søn af Mormon, hvorefter det kundgjorde, at Gud havde udvalgt ham til et særligt hverv: Han skulle udgrave en skrift­samling indridset i guld­plader, der i 1400 år havde ligget gemt i en høj nær bopælen. Den himmelske bud­bringer undlod dog ikke at give ham instruks om aldrig at vise pladerne til noget menneske - et påbud, der utvivlsomt havde sine grunde...

Til alt held havde englen Moroni sammen med guldpladerne vedlagt to orakelsten til brug for over­sæt­telsen af de ind­grave­rede hieroglyf­tegn, nemlig de fra Mosebøgerne kendte objekter Urim og Thummim - hvordan de så end er havnet i Nordamerika. Som professionel skattejæger forstår man Josephs fristelse til i første omgang at sælge den anviste raritet. Han gjorde dog utvivlsomt klogt i - efter fuldførelsen af den særegne dechifrering - at tilbagegive klenodiet til sendebudet ved dettes senere genkomst.

Efter at farmeren Isaac Hale havde nægtet Joseph tilladelse til at gifte sig med datteren Emma, tog den unge tilbeder sagen i egen hånd og bortførte hende på et tidspunkt, hvor faderen var borte. Det skulle ikke blive det eneste islæt af melo­drama i den senere profets liv.

Det har næppe været med Jesu udelte billigelse, at Joseph otte år efter synet i skoven tilslut­tede sig metodist­kirken. Men hvis det var for at tækkes hustruen Emma, der havde været metodist fra barnsben af, skal det vel være ham tilgivet? At han tre dage efter indmeldelsen blev ekskluderet, som følge af sit noget blakkede rygte, er så en anden sag.

På grund af en yderst sparsom skolegang var Joseph Smith ikke i stand til selv at skrive. Han måtte derfor diktere sin oversættelse af guldpladernes mystiske hiero­glyf­tegn - bizart med en hat for sit ansigt indeholdende de famøse seersten. Først til sin kone Emma, siden til vennen Martin Harris. Eftersom deres sproglige kunnen ikke var af over­vældende omfang, er det forståeligt, at det endelige manuskript siden fremkomsten har været udsat for utallige rettelser. Ikke alt kunne tilsyne­ladende klares ved hjelp af Urim og Thummim...

Ingen i Josephs familie fik lov at se guldpladerne der, opbevaret i et skrin, altid var dækket af et klæde - selv under oversættelsen af de fremmed­artede tegn! Som kun profeter kan tåle at se Gud og fortsat leve, således også Moronis skat.

Mormons Bog er beretningen om vedvarende krige mellem de jødiske stammer nephiterne og lamaniterne efter bosættelsen af Den Ny Verden, vekslende med let omskrevne passager fra Bibelen. At "plottet" kan genfindes i en bog af præsten Ethan Smith: View af the Hebrews, or the Ten Lost Tribes of Israel in America, udgivet 1823, viser dog, at guld­pladerne ikke var ene om at danne forlæg.

Skal man tro mormon-litteraturen, åbenbarede Johannes Døberen sig den 15. maj 1829 for Joseph og vennen Oliver Cowdery ved Harmony i Pennsylvania med på­budet om, at de skulle døbe hinanden i den nærliggende Susquehanna­flod, lige­som han overdrog dem det såkaldte Aronske Præste­dømme, der var gået tabt med den sidste apostels død. For det skulle vel ikke bare være noget, Profeten havde drømt?

Joseph Smith indviede i 1831 et øde område vest for den daværende nybygger­flække Inde­pen­dence i Missouri til sædet for Det ny Zion. Når Israels for­svundne stammer i sin tid var emigreret til Nord­amerika, var det vel naturligt at rejse Herrens tempel her. Beklage­ligvis stod evnen ikke helt mål med viljen, og da et over­fald iværksat af lokal­befolk­ningen den 30. oktober 1832 resul­terede i sytten dræbte mormoner foruden mange sårede, valgte man at fortrække. Løfternes Land, som man oprindelig havde døbt området, endte således med at blive et skuffel­sernes land.

En omrejsende fremviser af egyptiske kuriosa besøgte i sommeren 1835 Joseph Smith foran­lediget af hans ry som hieroglyf-tyder. Det endte med, at han erhverv­ede adskillige papyrus­ruller foruden fire mumier, der fulgte med i købet. Og efter en hastig gennem­gang af dokumenterne var han ikke i tvivl om, at et af dem var for­fattet af selveste Abraham, der efter en nærmere gransk­ning skulle afsløre en bemær­kel­ses­værdig indsigt i astronomi. I hvert fald kunne han berette om en stjerne ved navn Kolob, større end nogen anden, der befandt sig nær Guds trone, og som sammen med utal­lige mindre stjerner var befolket af sjæle i diverse udvik­lings­faser. At kosmo­logien var hentet fra en samtidig bog, Thomas Dick's Philosophy of a Future State, tav den fremmelige trans­latør dog om. Forelagt materialet, der en overgang befandt sig på Metropolitan Museum i New York, kunne den franske egyp­to­log Théodule Devéria da også i 1860 fastslå, at oversættelsen var et falsum.

Skal man tro Joseph Smith, viste profeten Elias sig for ham i et syn den 3. april 1836 med det formål at give Mormon­kirken bemyndigelse til at udføre sted­for­træ­dende dåb for de døde. En begivenhed, der siden skulle afstedkomme opret­telsen af et genealogisk arkiv inde­holdende foreløbig mere end 600 millioner navne­data hentet fra tilgænge­lige registre verden over. Man må så blot håbe, at de heden­gangne værdsætter omsorgen for deres frelse...

Pengemangel prægede til stadighed den første mormon-menighed, ikke mindst efter at et ambitiøst tempelbyggeri i Kirtland, Ohio, havde drænet den for midler. Da Joseph Smith derfor blev bekendt med avisrygter om en begravet skat i Salem, Massachusetts - byen der i 1692 havde opnået et tvivlsomt ry gennem hængningen af nitten kvinder mistænkt for heksekunst - drog han resolut af sted sammen med tre af sine folk, kamufleret som en missionsrejse. At de måtte vende tilbage med uforrettet sag kan næppe undre. Profetens karriere som gold-digger havde definitivt nået sin afslutning.

I sin desperation over det økonomiske uføre, Kirken var havnet i, forsøgte Joseph Smith sig i begyndelsen af 1837 med bankvirksomhed, The Kirtland Safety Society Anti-Banking Company. Han lovede, at de af banken udstedte pengesedler, signeret af højrehånden Sidney Rigdon og ham selv, en dag ville blive guld værd. Det kom også til at holde stik, omend på en lidt anden måde end forudset - nemlig som samleobjekt.

Efter det mislykkede bankeventyr blev Joseph Smith den 12. januar 1938 sagsøgt for et samlet beløb af 35.000 dollar, dengang et ganske anseligt beløb. For at undgå arrestation flygtede han den følgende nat på hesteryg sammen med sin kompagnon. Og snart måtte kreditorerne resigneret erkende, at pengene var tabt. At den pseudo­kristne kirke ved at efter­leve den bibelske praksis om ydelse af tiende siden skulle udvikle sig til en formidabel pengemaskine, havde hverken de eller de bort­dragne i vinternatten formentlig fantasi til at forestille sig.

Det formelige harem, som Joseph Smith omgav sig med, har i tidens løb været gen­stand for manges forargelse, henholdsvis forlystelse. Efter det opgivne var han dog langtfra en simpel libertiner med behov for seksuel afveksling. For ham tjente køn­ne­nes forening et højere formål, idet ægteskabet indgik i et meta­fysisk system og som sådan var bestemt til at vare evigt. Og hvem af de begærede kvinder, der talte både purunge piger og i forvejen gifte kvinder, kunne vel modstå et sådant frem­tids­per­spektiv, især da fremført af en mand med en egen drenget charme?

Antallet af kvinder, som Profeten fik overtalt til såkaldt celestialt matrimoni med løfte om gud­inde­status i det mormonske himmerige, er ukendt, men der fore­ligger dokumen­tation for 49 ægteskaber. Intet under, at første­hustruen Emma til tider lå under for følelser af jalousi, omend hun forblev tro til det sidste, resul­terende i fødslen af ikke færre end ni børn, hvoraf dog kun tre overlevede.

Det tangerer unægtelig ren farce, når Joseph Smith i marts 1842, som et skalkeskjul for de amourøse affærer, organise­rede kredsen af koner i foreningen The Female Relief Society - med hustruen som formand. Jo, nutidens medier ville have elsket ham.

Bragt i ophidset tilstand som følge af de mange angreb på ham udtalte Joseph Smith under en prædiken den 26. maj 1844: Kom an, I forfølgere, I falske vidner! Lad Helvede koge over! I brændende bjerge, lad jeres lava flyde! For jeg vil være den, der ender på toppen til sidst. Jeg har mere at prale af end nogen anden mand nogen­sinde. Jeg er den eneste mand, der har været i stand til at holde en hel kirke samlet siden Adams dage... Hverken Paulus, Johannes, Peter eller Jesus gjorde det samme. Jeg kan prale med, at ingen anden mand har udført et værk som jeg... Hvor jeg elsker at høre ulvene hyle! Profeten fra Palmyra satte bestemt ikke sit lys under en skæppe. Men for en mand, der havde lagt grunden til Det ny Zion, var selvop­fat­telsen vel kun naturlig. [History of the Church 6:408-9]

Et kuriosum i Joseph Smiths cv er, at han i 1844 stillede op som kandidat til præsi­dent­embedet i USA. Han beklædte da borg­mester­posten i den mormon­domi­nerede by Nauvoo i Illinois - så hvorfor ikke tage skridtet fuldt ud og engagere sig i natio­nal politik? Selv om retten til polygami ikke var en del af valg­programmet, kunne man have undt ham posten. På i hvert fald ét punkt ville han have udspillet samt­lige ameri­kanske præsi­denter, inklusive den senere Bill.

I 1848 grundlagde udbrydere avisen Nauvoo Expositor for i dens første - og eneste - udgave den 7. juni at anklage mormon-hierakiet på dets mest ømme punkt: poly­gamiet. Det skulle blive begyn­del­sen til enden for religions­stif­teren med det bibel­ske fornavn. Havde han ikke i raseri beordret sine mænd til at tilintet­gøre tryk­pres­sen og afbrænde det reste­rende oplag, kunne han dog for­ment­lig have undgået martyr­døden. På den anden side var det måske netop den, han søgte - som det sømmer sig for enhver ordentlig profet.

Joseph Smith blev på tragisk vis som 38-årig i 1844 myrdet sammen med broderen Hyrum af en bevæbnet pøbelhob i Carthage Fængsel, Illinois. Overfor seks­løberes kugler kunne amuletten med okkulte symboler, som han altid bar i en kæde på brystet, beklageligvis ikke yde beskyt­telse. Efter at ligene af Joseph Smith og hans store­bror havde ligget på lit de parade i hjemmet i Nauvoo, blev kisterne i højtidelig procession båret til kirke­gården af tilhængerne. De indeholdt imidlertid blot nogle sække med sand, for familien havde uden deres vidende aftalt en hemmelig begra­velse den efter­følgende nat... Selv af døde kan man blive taget ved næsen.

Utvivlsomt var Joseph Smith - blandt venner Joe - en mand af de bedste inten­tioner. Hvorvidt han var profet eller blot endnu en religiøs fantast i historiens omfangs­rige galleri af sådanne, vil dog nok forblive et åbent spørgsmål for alle andre end mormonerne.


 Udskriv kapitel (3 sider)