Bøn består ikke i en opregning af ønsker, men i en stille overgivelse til Gud, hvor ord ikke nødvendigvis er påkrævet. Der findes en verden af nåde. Det menneske kender den som, når situationen var til det, ikke undså sig for at bede. Kun når hjertet er med i vor bøn, kan den nå Guds hjerte.
Hvad vi end måtte bede Gud om, kan vi være sikker på, at Hans retfærdighed i sidste ende altid sker fyldest. Det er en lykke for mennesket, at det ikke får alt, hvad det i sin kortsynethed beder om. Om så bøn kun måtte have en mentalhygiejnisk funktion for den bedende, ville det dog være argument nok for den.
Vi lyder kærlighedens bud ved at bede for et andet menneske, når dette fordres. Stor er kraften i forbønnen, der bæres af den kærlige tanke. At tanker er mental energi, vidner fænomener som telepati og spontan helbredelse om. Skulle tanker, formuleret i bøn, da ikke besidde en lignende kraft? Kald det kun alkymi, men et forehavende mislykkes sjældent, når det understøttes af en forudgående bøn. Uden bønnen at gribe til ville menneskelivet være ynkeligt og fattigt.
Hellere ingen bøn end en mekanisk fremsigelse af den. Vi gør aldrig fejl i at ty til den bøn, Jesus lærte os. Og så tjener den samtidig til egoets belæring, ved at blive fremsat på alles vegne. Der er nu engang andet til i verden end menneskets nok så betydningsfulde jeg. Man kan i ophøjet selvtilstrækkelighed afvise bøn som noget flovt, men noget, der kommer fra hjertet, har altid sin ret. Den bøn er ikke fuldkommen, der glemmer at sige tak. Påvirket af tidsånden opfatter mange bordbøn som en forældet form for fromhed. Men at udtrykke sin taknemmelighed for det daglige brød vil altid være en smuk skik, en påmindelse om, at det ikke for alle er en selvfølge at kunne stille sin sult.
Da det moderne menneske ophørte med at bede til Gud, blev det samtidig skamfuldt at bede om noget. Jo, vi kan selv - indtil en uforudset hændelse gør os arme og små. Bøn er den fortvivledes tilflugt i nød, et håb for den ulykkelige. Gennem bønnen åbner et menneske bevidst eller ubevidst døren til Mysteriet. Mennesket viser et af sine smukkeste træk i bønnen i tillid til, at det trods alt ikke er overladt aldeles til sig selv.
Verden er ikke fortabt, så længe der findes mennesker, som i ydmyghed folder deres hænder i bøn til Gud.
