Vi kender hverken tid eller sted for Jesu fødsel. Men da myten men sin troskyldige tale hvert år for en stund formår at omslutte den ganske verden i vibrationer af lys og fred, må kravet om autenticitet i dette tilfælde vel afvises som upassende. Hvem ville da også bryde sig om i sin kulturelle bagage at være Juleevangeliet foruden? Og det hvad enten man tror på engle eller ej.
Skulle Jesus hævde sig over for antikkens righoldige galleri af guder og semi-guder, måtte hans fødsel nødvendigvis tilføjes et overnaturligt element. Det forstod Lukas og Matthæus da også, og i en passus hos Esajas fandt de det ønskede belæg. Man undlod dog ikke helt at omtale den jomfrufødte som søn af Josef, for fordringen til en messias om at være af Davids slægt i mandlig linie skulle jo også tilgodeses... [Lukas 3,23]
Man kan forestille sig, hvilken umådelig rejseaktivitet en folketælling ville afstedkomme, dersom hver mand i Det Romerske Imperium med familie skulle begive sig til sin fødeby for at lade sig registrere. Men når nu Frelserens fødsel af profeten Mika var forudsagt til at finde sted i Bethlehem, var lidt digterisk frihed vel tilladt? Og trods alt: Hvad var der blevet af masseturismen til Davidsbyen uden legenden?
Folketælling eller ej må det anses for en yderst vovelig affære for en højgravid kvinde på æselryg at begive sig ud på en henved 200 kilometer lang rejse, omend ledsaget af sin mand. Når de ifølge skriften alligevel nåede frem inden fødslen, må det vist skyldes mere heldet end forstanden.
Rimeligvis har tanken om at være blevet undfanget gennem en overnaturlig akt aldrig strejfet Jesus, endsige hans forældre eller søskende. Når jomfrufødslens biologiske egenart endnu i vor tid finder accept blandt kristne, kan det da også bedst kommenteres med udtrykket sancta simplicitas.
Selv om Herodes den Store angiveligt var en despot af værste skuffe, tilhører barnemordet i Bethlehem givetvis fantasiens verden, men det var en nødvendig forudsætning for historien om den hellige families flugt til Egypten. Og den gemmeltestamentlige profeti skulle jo helst ske fyldest: fra Egypten kaldte jeg min søn. [Hoseas Bog 11,1]
Som en gestus mod sin åndelige mentor, ørkenprofeten Johannes, lod Jesus sig døbe i Jordanfloden. Men fri os dog for det infantile visvas om Helligåndens tilsynekomst i form af en due ledsaget af en himmelsk røsts kundgørelse. Døberen ville vel ikke fra fængslet have udsendt et par disciple for at udspørge Jesus om hans autoritet som den ventede Messias, dersom denne allerede var guddommeligt fastslået?
Blandt de hellige tal i religionen, som Jesus blev født ind i, er især tallet 40 markant: Det tog israelitterne samfulde fyrre år at nå frem til Det Forjættede Land (men en skystøtte om dagen og en ildsøjle om natten var måske heller ikke de bedste vejvisere...), Moses opholdt sig i fyrre døgn på Sinaj Bjerg sammen med Herren for efter nedstigningen i arrigskab over folkets ugudelighed gennem fyrre døgn at afstå fra mad og drikke. Det forekommer derfor ganske naturligt, at Jesus efter sin dåb måtte tilbringe fyrre døgn fastende i ørkenen foruden efter sin død at blive tildelt den skæbne i fyrre døgn at være et omvandrende genfærd.
Jesus var angiveligt en benådet healer og exorcist. Men det ville ligge under hans værdighed at give sig af med magisk hokuspokus, og trods alt var han også underkastet naturlovene. Når han derfor tillægges hele tre opvækkelser af døde, må det ses i sammenhæng med den profetiske tradition for sådanne, grundlagt ved henholdsvis Elias og Elisa.
Hvilket formål skulle det tjene, at Jesus som hævdet kaldte den gravsatte Lazarus tilbage fra døden, når hans livslod dog kun lod sig forlænge en stakket stund? For ikke at tale om det næppe særligt behagelige ved at blive genoplivet, stinkende og svøbt i ligklæder. Beretningens usandsynlighed understøttes da også af, at kun én evangelist har fundet den værdig til omtale.
Jesus bød os at komme ud af vore åndelige grave. Hvad han opvakte, var sjæle, ikke lig: Lad de døde begrave deres døde... [Mattæus 8,22]
I en tid uden noget organiseret sundhedsvæsen, og hvor lægegerningen var forbeholdt exorcister og healere af mere eller mindre lødig observans, forekommer det naturligt, at Jesus anvendte sine karismatiske evner i den spontane helbredelses tjeneste. Når han forbød de implicerede at berette om det skete til andre, er det et vidnesbyrd om ægtheden af hans virke.
Hvor Guds Rige er kommet nær, er der selvsagt ikke brug for noget halvhjertet. Derfor kan man heller ikke laste Jesus for, at han ifølge evangelisterne sendte sine disciple af sted med påbud om hverken at medbringe brød eller taske eller penge eller blot en ekstra kjortel. Hos Matthæus nægtes de endog stav og sko, men mon dog ikke det var at overbyde, det ofte uvejsomme terræn i datidens Palæstina taget i betragtning?
Når Jesus i tilfældet den kana'anæiske kvinde sammenlignede hedninger med hunde, er intentionen klar: Han opfattede sin mission som eksklusivt rettet mod de fortabte får af Israels hus. At han i det pågældende tilfælde afstod fra en diskriminering, viser hans menneskelige format. [Matthæus 15,24]
Den omstændighed, at Jesus udtrykkeligt forbød sine disciple at opsøge hedninger, må uværgeligt påkalde tvivl om ægtheden af den ofte citerede missionsbefaling, der (som en tilføjelse?) afslutter Mattæusevangeliet. Men bevares, i en sag om omvendelsen af samtlige folkeslag er lidt manipulation vel tilladt?
Med et kærlighedsbudskab, der selvsagt også omfattede dyrene, ville det ligge Jesus fjernt gennem exorcisme at overføre dæmoner fra et menneske til en flok svin. Ydermere måtte spørgsmålet om erstatningsansvar jo uden tvivl opstå, da svinene som bekendt druknede. En ganske alvorlig sag, eftersom flokken ifølge evangelisten talte omkring to tusind... [Markus 5,13]
Ingen anden historisk person har opnået så megen pr som Jesus. Og selv om den ubestrideligt er fortjent, kendte også han formentlig til menneskelig skrøbelighed. I hvert fald gjorde han ikke selv en helgenskikkelse af sig: Hvorfor kalder du mig god? Ingen er god undtagen én, nemlig Gud. [Lukas 18,19]
Mange vegetarer vil forståeligt gerne gøre Jesus til en af deres. En gennemført grøn menu ville dog være vanskelig at overholde i et samfund, der med nøje udformede spiseregler på det animalske område var fremmed for en sådan. Ifølge Markus erklærede han da også al føde for ren, og man kunne vel heller ikke tillade sig at stille krav, når man var henvist til de retter, der blev stillet frem for en?
Det forekommer sandsynligt, at Jesus qua sin hyperspirituelle psyke oplevede en lysets katarsis eller en såkaldt forklarelse under sit ophold på det bjerg, der traditionelt identificeres som Taborbjerget. Mere tvivlsom forekommer dog tilsynekomsten af de forlængst hedengangne profet-ikoner Moses og Elias, selv om det tjener til de ledsagende disciples undskyldning, at de ifølge evangelisten var blevet overvældet af søvn... [Lukas 9,32]
Man kan godt have lidt ondt af Jesus, at han som opflasket i den jødiske tro var henvist alene til Torahens hidsigprop af en gud. Det var hans fortjeneste, at han med faderbenævnelsen tilførte denne et mere tilforladeligt image. Men tiden var endnu ikke inde til erkendelsen af en ikke-antropomorf, en transcendent Gud.
For jøden var Lovens overholdelse den sikre måde at arve Gudsriget på. Jesus stillede ganske andre krav. At disse, fulgt i deres radikalitet, ville få ethvert samfund til at bryde sammen, er så en anden sag. Man kan nu engang ikke få både i pose og sæk...
Fandt Jesu palmehilste indtog i Jerusalem i det hele taget sted? Eller er beretningen blot en elaboration over den gammeltestamentlige profeti: Bryd ud i jubel, Zions datter, råb af fryd, Jerusalems datter! Se, din konge kommer til dig, retfærdig og sejrrig, sagtmodig, ridende på et æsel, på en æselhoppes føl? I så fald har man fulgt "drejebogen" nøje. Omend folkemængden, der få dage efter optrinet kræver den tiljublede korsfæstet, synes at falde uden for synopsis. [Zakarias 9,9]
Jesu opstand i Templet var formentlig lige så meget en protest mod den omfattende handelsvirksomhed, som den var en demonstration mod selve offerkulten. Det er en bitter ironi, at han efterfølgende selv skulle blive tildelt sonlammets rolle.
Gåderne omkring Jesu liv bliver ikke mindre af hans opfordring til disciplene umiddelbart før arrestationen om at sælge deres kapper for hver især at købe sig et sværd. Skulle Mesteren i et sidste øjebliks desperation have taget den tidligere fremsatte tanke om at storme Himmeriget bogstaveligt?
Hvor overmåde menneskelig fremstår Jesus ikke, da han hin skæbnesvangre nat i Gethsemane Have bad til, at dødens kalk måtte gå ham forbi. Sandelig, her kender vi en fælle.
Det Jødiske Råd blev som overordnede forsamlinger i almindelighed næppe indkaldt midt om natten, og da slet ikke natten før den højhellige påskefejring. Den bemærkelsesværdige hast, hvormed Jesu henrettelse fandt sted, antyder da også, at han blev dømt uden medvirken af tempelaristokratiet, omend hans arrestation utvivlsomt skete på dettes foranledning. At Roms øverste myndighedsperson skulle have rådført sig med gadens parlament vedrørende en mulig frifindelse, kan selvsagt udelukkes.
Eftersom jøder aldrig kom i det romerske praetorium af frygt for at blive urene, og iøvrigt næppe heller uden videre ville blive tilstået adgang, må de evangeliske referater af dialogen mellem Pilatus og Jesus opfattes med et vist forbehold. Hvad vi alene kan udlede som fakta er, at Pilatus anså Jesus for endnu en jødisk uromager, som de øvrige blot værdig til likvidering. Kort sagt, en rutinemæssig ekspeditionssag.
Hvis evangelisterne havde kunnet overskue konsekvenserne af at tillægge de jødiske autoriteter skylden for Jesu død, ville de formentlig have valgt en mindre fortegnet fremstilling. Det forekommer da også uretfærdigt at laste jøderne for en handling, der efter kristen opfattelse, som en ikke uvæsentlig bivirkning, indebar en eftergivelse af den samlede menneskeheds ufattelige sum af synder.
Såvel den fordelagtige beskrivelse af despoten Pontius Pilatus som omtalen af den romerske officer, der efter korsfæstelsen proklamerede Jesus som Guds søn, må opfattes som eksempler på evangelisternes forsøg på at tækkes herrefolket med dets skarer af potentielle proselytter. I lobbyvirksomhed har rygklapperi altid været et effektivt middel.
Gennem tiderne har Kirken forsøgt at lægge skylden for Jesu korsfæstelse på jøderne. Men hvis hans død som hævdet var prædestineret til at tjene som løsesum for mange, gjorde de jo kun sagen en tjeneste...
Det er Koranens påstand, at en stand-in for Jesus blev korsfæstet i hans sted. Ja, var optrinet på Golgata dog blot et stunt - selvom kristendommen i så fald ville være berøvet et af sine stærkeste kort. [Kor 4,157]
Som den, der angav Jesus, har Judas altid været de kristnes prygelknabe numero uno. Ikke desto mindre må hans skæbne påkalde medfølelse i samme grad som offerets. For hvis der skal være logik i dogmet om den stedfortrædende soning, døde de begge som redskaber for det kristne frelsesprojekt.
Det står uklart, om Jesu henrettelse, som traditionen foreskriver, fandt sted på den jødiske påskefests anden dag (langfredag i kristen terminologi) eller på lammenes ofringsdag (skærtorsdag), som evangelisten Johannes vil vide. Når det var magtpåliggende for den gryende kirke at henlægge begivenheden til andendagen, skyldes det givetvis, at pointen ville mangle uden det legendariske påskemåltid med dets påståede indstiftelse af nadveren aftenen forud. At man derved måtte give afkald på den triadiske kronologi, der som en rød tråd går gennem Skriften, må man så bide i sig. Men to døgn i Dødsriget turde vel egentlig også være nok...
Næppe nogen kan lades uberørt af beretningen om Jesu sidste døgn på Jorden. Når adskillige af de oplyste detaljer vedrørende korsfæstelsen fremstår som repetition af gammeltestamentlige profetudsagn, svækkes troværdigheden dog noget. Hvad vi alene kan slutte er, at Jesus døde i den dybeste desillusion. Og satte han sin lid til en himmelsk indgriben i sidste øjeblik, skulle hans håb vise sig forgæves.
Oplysningen hos det fjerde evangeliums forfatter om, at farisæeren Nikodemus til brug for balsameringen af Den Korsfæstedes legeme bragte en blanding af myrra og aloe, omkring hundrede pund, viser, at Mesteren fik en nærmest kongelig begravelse. Måske har rådsherren dog ærgret sig lidt over udgiften, da det viste sig, at begivenheden kun var en pseudoforeteelse? [Johannes 19,39]
Korsfæstelse var på Jesu tid Romerstyrets foretrukne henrettelsesmetode. Senere lancerede den kristne kirke en eksekveringsform overfor dissidenter og såkaldte hekse, der i henseende til grufuldhed ikke stod tilbage for den. Og gennem århundreder blussede bålene livligt på det europæiske kontinent som et vartegn for næstekærlighedens religion.
Dødsriget eller Sheol var en velkendt lokalitet i den gammeljødiske forestillingsverden. Når evangelisterne derfor lader den gravlagte Jesus drage til det subterrane opholdssted - dets indvånere skulle jo også have chancen for frelse - er det et vidnesbyrd om den magt, overtro besad blandt Levantens mennesker endnu i det første århundrede.
Hvor man forstår apostlene i deres hallucinatoriske syner af Jesus efter fundet af den tomme grav. Med de himmelske troner for Israels tolv stammer stillet i udsigt kunne man selvsagt ikke afskrive den karismatiske rabbi som en almindelig dødelig.
Ifølge Paulus blev Den Opstandne set af ikke færre end fem hundrede brødre (ingen søstre?), mens Matthæus vil vide, at mange af de døde stod op af deres grave for at vise sig i den hellige by. Når det gælder fabler, har religioner altid været leveringsdygtige.
Når hverken hjerteveninden Maria Magdalene eller de to disciple på vejen til Emmaus genkendte Jesus i hans opstandne skikkelse, har det utvivlsomt en naturlig forklaring: Efter et ophold i Dødsriget kan et menneske næppe være helt den samme som før.
I betragtning af det lidet Det ny Testamente ved at berette om Jesu gøren og laden i de fyrretyve dage mellem opstandelsen og himmelfarten, er det påfaldende, at Mormons Bog vier hele 16 kapitler til en omtale ef Frelserens påståede ophold hos nephiterne på det nordamerikanske kontinent, at også disse som indvandret fra Israel (!) kunne få del i den himmelske salighed. Evangelisternes blackout synes således fuldt forklarligt. [3 Nephi 11-26]
Paulus bruger mange ord på at forklare karakteren af det legeme, som de troende vil blive tildelt under forvandlingen ved den sidste basun. Men hvis Jesu opstandelseslegeme alene var af oversanselig beskaffenhed, må hans lig følgelig være efterladt et sted. Hvem fjernede det fra graven?
Set i lyset af en tid, der krævede mirakler for at tro, er beretningen om Jesu korporlige opstandelse fuld forståelig. Intet under at en religion, der advokerer dette, det vel nok største håb af alle, må vinde bred tilslutning.
Det vil altid være misvisende at kalde Jesus religionsstifter. Den bevægelse, der under navnet Vejen, efter hans død videreførte hans lære under broderen Jakobs ledelse, uddøde som bekendt efter Jerusalems fald år 70. Og med den paulinske kristendoms senere fornuftægteskab med Romerstyret måtte den jødiske rebel se sig udmanøvreret. For hvad skulle de fattiges og udstødtes forsvarer i selskab med kejser og fyrster, med pave og bisper?
Jo tættere vi kommer personen Jesus, des tydeligere står det klart, at Kirken groft har misbrugt ham i sin agenda.
Mens Jesus forkyndte Guds Rige som en mulighed her og nu, blev det af den kristne kirke mere praktisk henlagt til en fremtidig verden.
Det må betegnes som en grov fornærmelse mod manden, der forkyndte en radikal nyorientering i menneskers liv, allegorisk at jævnføre ham med brudgommen, hvis brud er den kristne kirke.
Trods Bibelens udmelding må det anses for mest sandsynligt, at Jesus overdrog broderen Jakob at videreføre sit virke frem for den apostel, der tre gange havde fornægtet ethvert kendskab til ham. Hvad der yderligere indikerer et manglende belæg for den apostolske succession er den tvivl, forskere har rejst om, hvorvidt Peter nogensinde har opholdt sig i Rom, endsige været biskop der. En mistanke, der bestyrkes af den omstændighed, at Paulus i sit brev til menigheden i Rom blandt de 27 navngivne personer, han sender hilsner til, ikke nævner den gode Petros. En mand med kone og formentlig også børn var måske heller ikke det bedste emne til den hellige post? Himmeriges nøgler må således fortsat skønnes herreløse...
Alle kristne postulater om Simon Peter som den af Jesus udpegne efterfølger tilbagevises af Mesterens udsagn i Thomasevangeliet: Hvorhen I så end er kommet, skal I gå til Jakob den Retfærdige, for hvis skyld Himlen og Jorden blev til. [Thomas :12]
Det var Jesu ønske, at de alle må være ét. Det skulle desværre komme til at gå anderledes.. [Johannes 17,21]
Mange kristne lever stadig i en sværmerisk tro på Jesu jordiske genkomst. Den ville dog næppe finde sted uden trakasserier de mange kirkesamfund imellem - for hvem af dem skulle have æren af at huse ham?
Skulle Jesus nogensinde indfri de kristnes forventning om et comeback på Jorden, ville han formentlig være klog nok til at optræde inkognito. Hvilken absurditet ville det da ikke også være at se den armodige rabbi, trodseren og syndernes ven, i selskab med biskopper iført prægtige messehagler eller kardinaler i fuldt ornat.
Hvad Jesus drømte om, var en åndelig genfødsel for Israel og dets børn, en jødedom befriet for rituel formalisme. Og han ville uden tvivl være blevet kendeligt opbragt, dersom nogen havde fortalt ham, at hans liv - og ikke mindst død - skulle blive taget til indtægt af en rivaliserende religion.
Ingen kristne har besvær med at tilbede den kanoniserede Jesus. Anderledes problematisk forholder det sig utvivlsomt med hans alter ego, ham der erklærede: Ild har jeg kastet på verden, og se, jeg vogter den, indtil den brænder. Her må selv pinsevækkelsens eksalterede Jesus-freaks vist stå af. [Thomas 10]
Det er kristendommens påstand, at Jesus var Gud i menneskeskikkelse. Men hvordan kan Gud være indeholdt i et menneske, der hævdes på korset at have udbrudt: Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig? Når man ved, at ytringen i lighed med de øvrige tillagte ordret står at læse i de gammeltestamentlige skrifter, falder mangt og neget dog på plads. [Salme 22,2]
I en tid, hvor det er blevet politisk korrekt at være kristen - om ikke andet så kulturkristen - kan man godt få lyst til at sende ham en venlig tanke, der lod hånt om al konveniens.
Det står enhver frit for i sit forhold til Jesus at vælge Kirkens Kristus, Guds enbårne søn, eller historiens Yeshua - uagtet hvor lidt vi har på sidstnævnte, for en syntese er ikke mulig.
Hvis man vil nærme sig den autentiske Jesus, må man først befri ham for den teologiske mytologisering, han siden Paulus har været hyllet i - og hvem har den fornødne indsigt til det? Men vi kan immervæk erfare ham gennem hjertet, og er det egentlig ikke nok? Når vi indser det apoteosens bedrag, som i to årtusinder har fulgt grænsebryderen fra Galilæa, må tiden være inde til en redningsaktion for mennesket Jesus.
Spørgsmålet om Jesu guddommelighed blev som bekendt afgjort ved flertalsafstemning under kirkemødet i Nicæa 325. Selvom kun 3 ud af 220 stemte imod, må det siges at være et spinkelt grundlag for en religions grundlæggende dogme.
Jesus trak en streg i sandet mellem sandhed og løgn. Han så igennem al menneskelig selvhævdelse, igennem den egennytte og dobbeltmoral, de færreste af os kan sige sig fri for. Vi hylder ikke Jesus gennem en glorificering af ham, der intet koster, men ved, så godt vi hver især formår, at indfri hans kærlighedsvision. Det er nu engang ikke uforpligtende at være menneske.
Med sin måde at sætte tingene på spidsen var Jesus en af religionshistoriens få ekstremister. Provokationen kan nu engang være nødvendig, når målet er intet mindre end at bane vej for Gudsriget på Jorden.
Jesu budskab kan sammenfattes i det simple imperativ elsker hverandre. Måtte det ikke nedskrives til blot et kors, vi bærer på brystet, et nydeligt smykke.
