Hvert år ved pinsetid genopfriskes fra samtlige kristenhedens prædikestole myten om apostlene, der efter en voldsom susen blev bombet med tunger som af ild, så de ved disses og Helligåndens hjælp blev i stand til at tale med de tilstrømmende af forskellige nationaliteter på deres eget sprog - med det imponerende resultat, at nær ved tre tusind blev døbt selvsamme dag. Og det skal såmænd nok passe alt sammen, for det ville da være profant som de tilstedeværende spottere at antyde, at de tolv blot havde drukket sig fulde i sød vin. [Apostlenes Gerninger 2,1-13]
Vi ved, at der efter Jesu død var en menighed i Jerusalem, ledet af broderen Jakob. Tilhængerne delte som sande brødre alt med hinanden og kom i enighed i Templet hver dag. Alligevel måtte troen på Jesus som Messias selvsagt vække anstød hos det jødiske establisment, og som bekendt blev Jakob da også år 62 stenet ihjel. Da havde eksfariesæeren Paulus imidlertid forlængst taget teten i kampen om sjælene: Scenen var sat for den kristne kirke. [Apostlenes Gerninger 2,46]
Det vil altid være fejlagtigt at omtale den første menighed af Jesus-tilhængere som kristne, eftersom deres hjerter alene bankede for judaismen, ligesom ordet christianoi først dukker op omkring år 44 som betegnelse for de indbyggere i den syriske storby Antiokia, der blev omvendt af Paulus og hans medapostel Barnabas.
Få kristne gør sig i vore dage klart, hvor stor en rolle spørgsmålet om omskæring spillede i Paulus forhold til Jesus-menighedens folk. Man forstår da også den store apostel, når han i brevet til galaterne ligefrem foreslog dem, der gør jer forstyrrede, at amputere mandslemmet selv. [Galaterbrevet 5,12]
Efter at Det Alexandrinske Bibliotek godt hundrede år forinden var gået op i luer, nedbrændte de kristne, anført af biskop Theophilos, i 391 datterbiblioteket tilligemed helligdommen Serapeion. Kan man ikke hævde sig overfor lærdom, kan man altid opnå en letkøbt tilfredsstillelse gennem bålets fortærende flammer.
Det var næppe det bedste varsel for kristendommen, at det skulle blive den impulsive kejser Theodosius I - en datidens Saddam Hussein især kendt for sin likvidering af tusinder af indbyggere i byen Thessaloniki - der ved et endegyldigt edikt 392 om forbud mod al hedensk kult antog den som officiel religion i Imperium Romanum, efter at Konstantin den Store havde gødet jorden for den. Spiritualitet og statsmagt har nu engang aldrig dannet nogen heldig symbiose.
En af historiens få kvindelige filosoffer, nyplatonikeren Hypatia, blev en martsdag år 415 slæbt ind i en kirke i Alexandria af en horde kristne fanatikere for der at blive afklædt og efterfølgende dræbt ved hjælp af potteskår. For står der ikke i Moseloven: En troldkvinde må du ikke lade blive i live... [Anden Mosebog 22,17]
Uheldigvis er det de færreste kristne, der har læst Bibelen in extenso. Havde de gjort sig den ulejlighed, ville de næppe tøve med at tage deres tro op til revision.
En af kristendommens mest ihærdige protagonister var frankerkongen Karl den Store alias Charlemagne, der juledag 800 i Peterskirken blev kronet som Vestens kejser af pave Leo III. At evangeliseringen hovedsagelig fandt sted gennem tvangsdåb, er så en anden sag. For dem, der værgede sig, var alternativet også særdeles skræmmende: Alene ved byen Verden i Niedersachsen blev 4.500 nægtere en oktober i 782 halshugget på monarkens bud. Når det gjaldt rekrutteringen af proselytter, var det tilsyneladende muligt at dispensere fra den kristne etik.
Handelen med afladsbreve var et genialt påfund af Den Katolske Kirke. Ved at yde køberne eller deres kære eftergivelse af bod i Skærsilden for deres synder, var Kirken i stand til at opbygge en i religiøs henseende hidtil uset rigdom. Man må så blot håbe, at absolutionen var gyldig også overfor Gud.
Prædestinationslæren har gennem tiderne haft sine skiftende fortalere blandt kristne teologer. Frelse eller fortabelse, det er det decretum horrible, som hvert enkelt menneske blot kan afvente fuldbyrdelsen af.
Skærsilden eller renselsesstedet, det såkaldte purgatorium, er en katolsk forestilling, som opstod i det tolvte århundrede til fremme af afladshandelen. Det får støtte i et skriftsted hos Paulus, hvor der tales om en frelse, dog som gennem ild. At det religiøse fatamorgana siden har vundet blivende indpas i den kristne begrebsverden, er et vidnesbyrd om menneskets generelle lettroenhed. [Første Korintherbrev 3,15]
Via en streng asketisk livsførelse forsøgte katharerne som sande hengivne in christo at efterleve Mesterens lære. En sådan adfærd kunne begribeligt ikke tolereres af den etablerede kirke, navnlig ikke fulgt op af troen på reinkarnation. Og gennem 1200-tallet blev hele byer i Sydfrankrig lagt øde, mens beboerne måtte bøde for deres afvigelse fra kirketugten ved hånd i hånd at vandre i flammedøden. Fortolkningen af næstekærlighedsbudet kan undertiden antage særegne former.
Gennem seks århundreder fungerede Inkvisitionen som Kirkens KGB. At man som Stalins hemmelige politi ikke afholdt sig fra anvendelsen af tortur viser pave Innocent IV's godkendelse i 1252 af tortur overfor mistænkte. Måske var navnet på den ærværdige pontifex maximus ikke det mest velvalgte, når man tager det aktuelle skridt i betragtning...
Dominikanermunken Girolamo Savonarola er en af dem, der gennem tiderne har sat sig op mod den magtfulde Romerkirke. Det hører til historiens ironi, at den puritanske bodsprædikant, der i hjembyen Firenze havde foranstaltet adskillige afbrændinger af borgerskabets prydgenstande til gengæld for ydelsen af syndsforladelse, endte med den 23. maj 1498 selv at blive fortæret af ilden efter først at være blevet hængt over det tilrettelagte bål sammen med to af sine nærmeste fæller. Man afliver vel dissidenter.
En af Savonarolas beundrere var humanisten og filosoffen Giovanni Pico della Mirandola. Han havde i 1486 i Rom offentligt forsvaret et antal teser fra sin bog Conclusiones philosophicae, cebalisticae et theologicae, men måtte se tretten af dem erklæret kætterske af en pavelig kommission. Vel vidende, at en sådan ikke var til at spøge med, fandt han det mest tilrådeligt at forlade landet. Nogle snød heldigvis pontifikatets politi.
Tusinder af protestantiske huguenotter blev under mod-reformationen i Frankrig nådesløst nedslagtet af deres katolske brødre i troen, heraf alene omkring 2.000 under den skændige massakre natten efter Sankt Bartholomæus Dag den 23. august 1572. I henseende til grusomhed har Kristi soldater aldrig stået tilbage for nogen.
En af Inkvisitionens mest omtalte ofre er den italienske filosof Giordana Bruno, der en februarmorgen 1600 blev brændt nøgen og lemlæstet af tortur på torvet Campo del Fiori i Rom for sine kætterske tanker, herunder eksistensen af utallige sole omkredset af utallige verdener. Forståeligt at han vendte sit kneblede ansigt i foragt, da munke holdt et krucifiks op foran ham. Kirken havde tilført vidsynet endnu en martyr. Med sortlistningen af af nytænkerens skrifter helt frem til 1965 skulle den til fulde bekræfte sit bagstræb.
Når det gælder antallet af dissidenter, der blev brændt levende til Den Korsfæstedes ære, står den protestantiske kirke på ingen måde tilbage for den katolske. Som et kuriosum kan nævnes, at end ikke de døde var fritaget for domfældelse. En af historiens første unitarer, David Joris af Basel, der under påtaget navn havde offentliggjort en protest mod pyrodøden for den spanske læge og humanist Miguel Serveto (udenfor Genève den 27. oktober 1553), måtte således efter afsløringen post mortem tåle den tort at få sit afsjælede legeme gravet op, for at det på forskriftsmæssig vis kunne blive flammernes bytte...
Det taler just ikke til Den Katolske Kirkes fordel, at middelalderens legendariske nonne, Hildegard von Bingen, aldrig er blevet helgenkåret, men tværtimod - fordi hun tillod sig at foreslå begravelsen af en ekskommunikeret adelsmand - måtte lide den tort at få nedlagt interdikt over sit kloster. Heldigvis har eftertiden vidst at yde Rhinens Sibylle anderledes opmærksomhed.
Det må ubetinget kaldes en velgerning, at pave Pius XII i 1950 dekreterede Jomfru Marias legemlige optagelse i Himlen. For hvorfor skulle Jesu mor dog stå tilbage for sin søn?
Mens den protestantiske kirke kun anerkender to sakramenter, flotter den katolske sig med hele syv. Med 400.000 præster i sit brød skulle celebreringen jo heller ikke være noget problem...
Det er udtryk for utilstedelig sendrægtighed, at der skulle gå et halvt århundrede, før Romerkirken under pave Johannes Paul II fandt anledning til at fremsætte en officiel undskyldning for dens passivitet under nazisternes massemord på Frelserens etniske fæller. Vatikanets mølle har altid malet langsomt.
På 100 dage lykkedes det i 1994 hutuer at nedslagte omkring 800.000 tutsier i det katolsk dominerede Rwanda. En del af ofrene havde søgt tilflugt i kirkerne uafvidende, at gejstligheden stod i ledtog med bødlerne. Nåede de involverede patere mon at fremstamme et Kyrie eleison, inden de drog i eksil?
Al tale om økumeni fra katolsk hold fremstår unægtelig som spil for galleriet, når præfekten for Troslære-Kongregationen, kardinal Joseph Ratzinger, så sent som i 2000 i rundskrivelsen Dominus Jesus afviste legitimiteten af den lutheranske søsterkirke. Det kunne ligne en tanke, at der ikke er langt fra Vatikanet til katakomberne...
Det historiske dekret om Pavens ufejlbarlighed, ex cathedra, vedtaget med overvældende flertal af Kirkens biskopper i 1870, demonstrerer med al tydelighed den vildfarelse, en monolitisk kirke kan havne i, når autoritet går forud for sund fornuft. Var der nogen, der nævnte det paulinske udtryk som en klingende bjælde?
Står det til Den Katolske Kirke, kan mennesket kun nå Gud gennem den gejstlige kommandovej. Formentlig er Den Højeste af et anderledes storsind. Det er en grundtanke i den katolske tro, at synd skal sones enten her eller hisset. Umiddelbart strider det dog mod et andet aksiom i kristentroen, nemlig at Den Korsfæstede døde for vore overtrædelsers skyld.
Med helgenudnævnelsen i 2002 af Josemaria Escrivá de Balaguer (grundlægger af den katolske højrefløjsorganisation Opus Dei) har Vatikanet demonstrativt bekendt kulør. At den logelignende orden helst undgår offentlighedens søgelys er forståeligt. Men hvor længe vil menige katolikker stiltiende tolerere en bevægelse, der under det hykleriske navn af Guds Værk står for den sorteste reaktion?
Som kristendommens ubestridte bastion står Den Katolske Kirke fortsat stærkt. Alligevel kan pædofilanklagerne nod et betydeligt antal præster (tallet 4.000 er nævnt) ikke undgå at påvirke dens omdømme. Og med de betragtelige erstatningsbeløb til følge kan overgrebene blive en mærkbar økonomisk belastning. Jo, der skal nok blive brug for enkens skærv...
Ingen kan fornægte sin fortid, ej heller Den Katolske Kirke. Og med den historiske ombringelse af hundredtusinder dissidenter og såkaldte hekse har Kirken skabt sig at image som selve indbegrebet af hykleri. Et image, som dens vedblivende afstandtagen fra prævention, fra kvindelig præsteordination, fra homoseksualitet og skilsmisse kun yderligere bekræfter.
Skulle nogen være i tvivl om kristendommens kvindesyn, kan en passus blandt tilsvarende hos Paulus være ret så oplysende: En kvinde skal lade sig belære i stilhed og underordne sig i alt ... for Adam blev skabt først, derefter Eva, og det var ikke Adam, der blev forledt, men kvinden lod sig forlede og overtrådte budet. Voilà! [Første brev til Timotheus 2,11-14]
Kønnenes ligeværd var en grundsætning for Jesus, noget der unægtelig står i kontrast til den kristendom, der gjorde kvinden til et sekundært væsen - hvis hun da ikke som hos teologen Tertullian måtte lide den tort at blive kaldt porta inferni.
Med sin hierarkiske magtstruktur kendetegnet ved klerikal pragt, med sin historiske snæversyn og sin ideologiske standret-virksomhed har Den Katolske Kirke gennem tiderne fremstået som en parodi på Jesu lære. Det forekommer utænkeligt, at Mesteren i sin overfysiske tilstand på noget tidspunkt skulle have vedkendt sig en tilknytning til den. Fjernt fra den kirke, der fremstår med pomp og pragt, med katedraler og kardinaler, findes dens antitese: Menneskesønnen, som intet ejede. Det er ikke småting, Jesus har måttet stå model til i kristen regi. Men den allegoriske fremstilling af ham som brudgommen, hvis brud er Kirken, må dog siges at være en fornærmelse af de grovere.
Kun lægfolket kan redde Den Katolske Kirke. Men tør man håbe, at en ny pave vil indrømme det den indflydelse, en centralistisk organisation gennem sekler har forment det? Det var Augustin, der lancerede udtrykket Ecclesia non errat (Kirken kan ikke tage fejl). Ja, var det bare så vel.
I en epoke af historien, hvor en korrupt kirke dominerede store dele af samfundslivet i europæiske lande, måtte en rebel før eller siden træde frem. Det skulle blive en tysk augustinermunk, der tog kaldet op og den 31. oktober 1517 satte sine legendariske 95 teser op på døren til slotskirken i Wittenberg. Det gav stødet til en transformation af kristendommen, omend af overskueligt omfang.
Grundlaget for Luthers oprør mod Vatikanet blev formentlig lagt under hans besøg i Rom sammen med en ældre klosterbroder i 1510-11. Den 27-årige Luther erfarede da, hvordan foragten for fromhed var udbredt i Kirkens højborg, og hvordan gejstlige af enhver rang skamløst forlystede sig med det righoldige udbud af prostituerede. Sodoma befandt sig tydeligvis i selve troens hjerte, og man forstår de to pilgrimmes skuffelse og harme, da tilbagerejsen blev indledt - til fods som på udturen!
Man må beundre Luthers mod til at sige Romerkirken imod, eftersom denne på hans tid nærmest per automatik dømte enhver kætter indenfor sin jurisdiktion til døden i flammerne. Så var det trods alt billigt sluppet med en bandlysning.
For Luther var gerninger - hvor velmente de end måtte være - uden betydning. Som sit store idol Paulus antog han, at frelsen alene tilkom dem, som er udvalgt af nåde. Og er det ved nåde, er det ikke længere af gerninger, ellers ville nåden jo ikke længere være nåde. Man må så blot håbe for ham, at han selv hørte til de heldige i det himmelske lotteri. [Romerbrevet 11,6]
Det var Luthers standpunkt - frit overtaget fra Paulus - at Gud styrer verden gennem to såkaldte regimenter, dels et åndeligt ved Ordet, dels et verdsligt via øvrigheden og sværdet. Ethvert øvrighedsorgan må da føle sig smigret over en sådan autorisation fra teologisk hold.
For Luther var det verdslige styre indstiftet af Gud for at tæmme menneskets egenrådige natur. Derfor påhviler det de kristne at bruge sværdet og magten som en særlig tjeneste for Gud. Og skulle der mangle bøddel, retstjener, dommer, herre eller fyrste, er det deres pligt at træde til. Sandelig, ikke noget med at vende den anden kind til her. [Luther: Om lydighed mod Statsmagten]
Til trods for hædersbetegnelsen "den tyske Cicero" kunne Luther lejlighedsvis forfalde til et særdeles vulgært sprogbrug, hvilket ikke mindst fremgår af de omhyggeligt nedskrevne Tischreden, i den officielle Weimar-udgave af hans samlede værker omfattende ikke færre end seks bind. Det var bestemt ikke lutter finkultur, bordfæller måtte lægge øre til, og anstændigheden har sikkert budt hustruen, den bortløbne nonne Katharina von Bora, mere end én gang at slå blikket ned.
Det forekommer naturligt, at Luther måtte lægge afstand til den katolske kirkes "husfilosof", Thomas Aquinas. Derimod havde han nok stået sig ved at anslå en mildere tone overfor tidens fejrede humanist, Erasmus af Rotterdam, da han i 1525 tog til genmæle mod dennes skrift, Om den frie vilje. For hans platte skældsord iblandet tatrinære gloser demonstrerede med al tydelighed hvem af de to, der besad mest kultur.
Luther gjorde i skriftet Mod de Himmelske Profeter fra 1525 på sin sædvanlig grovkornede facon op med de såkaldte sværmere. Navnlig gik det ud over den tidligere forbundsfælle Andreas von Karlstadt, der ikke blot tillod sig at betvivle Skriftens guddommelighed, men også gav afkald på både præstekjortel og løn, tilstræbende en mere oprigtig form for kristendom. At det blev lutheranerne frem for sværmerne, der historisk gik af med sejren, er et eksempel på, hvad begrebet realpolitik i religiøst regi kan udrette.
Den omstændighed, at Luther ikke blot billigede tidens hekseforfølgelser, men delte dens maniske optagethed af Djævelen og alt hans væsen, viser, at overtro ikke kun var forbeholdt almuen, men skam også kunne forgøre en doctor theologiae.
I spørgsmålet afvigere fulgte Luther katolikkernes eksempel. Da den daværende kejser, Karl V, i 1528 havde dekreteret dødsstraf for gendøberne eller anabaptisterne, anbefalede den gode teolog således sammen med sin tro væbner Melanchton at dræbe samtlige tilhængere af bevægelsen, idet man henholdt sig til den gammeltestamentlige befaling om at udrydde kættere, det være sig din bror eller din søn eller datter eller din kone, som du elsker, eller din nærmeste ven. Det taler til den protestantiske kirkes gunst, at en vis humanisering siden har fundet sted. [Femte Mosebog 13,7]
Adskillige af kristenhedens teologer har gennem tiderne pustet til jødehadets flamme, men næppe nogen på så uhørt en grov måde som Luther. I sit skrift Om Jøderne og deres Løgne, udgivet 1543, opfordrer han således de kristne til af afbrænde jødernes synagoger, nedrive deres huse, konfiskere deres hellige skrifter, forbyde deres rabbinere at undervise, nægte dem at rejse frit samt fratage dem alle rede penge og værdigenstande - eller allerbedst: deportere dem. Man fornemmer det dystre forvarsel om Krystalnatten og det senere Holocaust. Selv en troens hyrde kan åbenbart komme for skade at glemme alt om det kristne kærlighedsbudskab.
Det hedder i Luthers lille Katekismus: Den gamle Adam i os skal druknes ved daglig anger og bod. Der er vist grund til at påskønne, at læreskriftet ikke længere indgår i skoleelevernes standardpensum.
Med sin pamflet fra 1545, Mod Pavedømmet i Rom, indstiftet af Djævelen, nåede Luthers anklager mod den katolske kirke et klimaks i stødende sprogbrug. Måske var det en af grundene til, at hans felttog mod Vatikanet i virkeligheden fik så ringe effekt. For som det vil vides, er katolicismen fortsat den suverænt førende trosretning indenfor kristendommen.
Dele af Luthers teologi er forlængst blevet underkendt af eftertiden, ikke mindst hans doktrin om den trælbundne vilje. Efterhånden som menneskets valgmuligheder bliver stadig større, synes grundlaget for en fatalistisk skæbnetro nu engang vanskelig at opretholde. For Luther var troen det eneste, mennesket har at række frem for Gud på Dommens Dag. Også religionerne har deres discount-udgaver...
Det var en intellektuel bedrift af Luther at oversætte Bibelen til tysk og dermed - i lykkeligt sammentræf med Gutenbergs opfindelse af bogtrykkekunsten - gøre den alment tilgængelig. At han også foranledigede gudstjenesten afholdt på modersmålet, frem for som hidtil på latin, er tilsammen fortjenester, der opvejer mangt og meget på den moralske debetside.
Som de fleste af hans samtidige var Luther overbevist om det guddommelige belæg for hvert af Bibelens ord. Og med sit nok så bekendte slogan, Sola scriptura, slog han sit navn fast som endnu en tragisk troens apparatjik. Luther skrev historie gennem sit opgør med Pavekirken. Synd blot, at den rådende Zeitgeist kombineret med hans egen særlige psyke ikke tillod en mere gennemgribende revision. Der er stadig behov for en reformator.
Paulus skabte en teologi, hvorefter det syndige menneske kun kan frelses gennem troen på Gudssønnens sonende død. Man må virkelig nære medfølelse med den gejstlighed, hvis opgave er at formidle læren.
Det er en af den kristnes illusioner, at menneskets frelse på forhånd skulle være udviklet gennem det særlige begreb, der kendes under termen Kristi stedfortrædende soning. For ingen kan bære en andens kors. Gennem kristendommens lille kunstgreb at lade Jesus indtage det jødiske offerlams rolle, kunne myten om blod som sonemiddel leve videre i det hellige bedrags tjeneste. Et kardinalpunkt i troen går ud på, at mennesket ikke kan frelse sig selv. Men det kan formentlig hjælpe lidt til.
Den ældste beretning om nadverens indstiftelse stammer angiveligt fra Paulus. Men hvor har apostelen fra Tarsus det fra? Hans omvendelse fandt jo først sted adskillige år efter Mesterens død. Dog måske er påbuddet tillagt Jesus, fordi den gryende kirke havde behov for en liturgisk kultpraksis? [Første Korintherbrev 12,23-25]
Når evangelisten Johannes (efter eget udsagn "den discipel, som Jesus elskede") under det udførlige referat af det noksom bekendte påskemåltid ikke nævner ophøjelsen af brød og vin til ritual med et eneste ord, må man med rette betvivle legitimiteten heraf. Var den sakramentale forskrift blot et fantasifoster af Paulus, beredvilligt kolporteret af de efterfølgende synoptikere?
Et centralt punkt i jødedommen er forbuddet mod at konsumere blod. Det må derfor anses for yderst tvivlsomt, at Jesus, da han under påskemåltidet sendte bægeret med vin på omgang, skulle have udtalt: Drik alle heraf, dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse. Ydermere giver en mand, kendt for sin bagatellisering af religiøse ritualer, sig vel ikke af med at indstifte nye? [Mattæus 26,28]
I eukaristiens sakrale måltid omdannes efter katolsk opfattelse brødet og vinen in concreto til Frelserens kød og blod under indtagelsen. Godt, at der sædvanligvis er kirkekaffe bagefter...
Den omstændighed, at man som god katolik forudsættes at godtage transsubstantiationens virkelighed viser, at i spørgsmålet religion kan mennesker bibringes tro på stort set hvad som helst. Lad den, som har behov for det, blive retfærdiggjort ved Lammets Blod. Andre foretrækker i så henseende forståeligt at være vegetarer.
For en udenforstående må den kristne nadver uvægerligt fremstå som en form for voodoo. Hvis frelse kun kan opnås ved at fortære Frelseren, forstår man da også dem, der foretrækker at dø i synden. Gud har ikke behov for et sonoffer for menneskenes synder og da slet ikke i form af en attribueret søn. Når tankegangen endnu i dag udgør et af kristendommens kernepunkter, viser det, at reminiscenser af den mest primitive hedenskab stadig præger religionen.
Ingen kvindefødt, end ikke Jesus, vill kunne bære byrden af samtlige menneskehedens misgerninger gennem tiderne med det formål gennem sin død at udsone disse. Men det er da en bekvem tanke for synderne. Kun teologi kan vende døden på et kors til en storslået sejr. Kun teologi kan udvirke absolution for samtlige menneskets synder gennem en uskyldigs blod. Det menneske, som i den oprigtige fortrydelse over begåede forseelser vender sig mod Gud, står formentlig frelsen nærmere end det, som søger den gennem sakramental indtagelse af brød og vin.
Dåb er en renselsesrite fra mysteriekulternes tid, som via bodsprædikanten Johannes har vundet hævd i kristendommen. Det er bemærkelsesværdigt, at Jesus aldrig praktiserede den i sit virke.
Med antagelsen af Augustins lære om arvesynden opnåede den kristne kirke at gøre sin dåbspraksis formålsbestemt - og stillede dermed ethvert forældrepar over for det skæbnetunge valg at befri deres barn for dets medfødte skyld eller risikere et hinsides helvede som dets endelige bestemmelse. Hvis dåben, som anført i Den Augsburgske Bekendelse, er nødvendig til frelse, må man inderligt ynke de milliarder af udøbte, som er dømt til fortabelse, eller det, der er værre.
Et dåbsritual indeholdende så antikverede begreber som Djævelen og Dødsriget, jomfrufødsel og kødets opstandelse, må i lige så høj grad betegnes som et overgreb mod forældrene som det uskyldige barn. Som begrundelse for dåben henviser kristne per refleks til det sidste vers i Mattæusevangeliet, kendt som missionsbefalingen. Men hvor megen vægt kan man tillægge et udsagn, der angives fremsat af en opstanden fra de døde?
Kan man tegne forsikring mod fortabelse gennem barnedåben? Naturligvis ikke. Når den alligevel vederfares enhver nyfødt af kristne forældre, må det tilskrives den indflydelse, skik og brug altid udøver. Gud er givetvis af et format, der udelukker, at dåb skulle have nogen som helst betydning i et menneskes forhold til Ham.
Den kristne dåb er et smukt ritual, der taler til romantikeren selv i den irreligiøse. Og med adgangen til videooptagelser af ceremonien vil dens popularitet være sikret lang tid fremover.
Siden kirkefaderen Athanasius ved koncilet i Nicæa 325 fik vedtaget sit koncept om en guddom à trois (frit udformet efter Tertullian), har Treenigheden været kristendommens mest signifikante kendetegn. Og det vil den formentlig vedblive med at være, for arvegods giver man vil ikke bare til pris?
Konsolideringen af trinitetsbegrebet er utvivlsomt det mest ulykkelige, der er sket i kristendommens historie, for med den kuriøse konstruktion blev religionen belemret med et pr-dilemma, der altid vil stille sig hindrende i vejen for et oplyst menneskes tilslutning.
Blandt gudsopfattelser forekommer den kristne doktrin om Treenigheden, i al sin besynderlighed, en af de mindst troværdige. Man må da også gå ud fra, at Menneskesønnen - dersom han havde kendt den - på det skarpeste ville have taget afstand fra den, fremmed som den var for jødisk tro. Der er ingen ende på, hvad teologiens Jeronimusser i hvert deres elfenbenstårn gennem tiderne har nedfældet af spekulationer om Treenighedsdogmet. Og man kan være sikker på, at emnet endnu langtfra er udtømt.
Ingen kan anfægte den kendsgerning, at Treenighedstesen er en historisk betinget opfattelse, vedtaget af en bestemt tids mennesker. At forfægtelsen af den har kostet blod i strømme såvel som blæk, er blot en af religionernes mange tragedier. Uanset hvor mange krumspring kristne teologer måtte gøre for at forklare Treenigheden, så må begrebet dog skønnes at være af samme substans som legender a la Den Hellige Gral og de ditto Tre Konger.
Paulus lærte de omvendte, at de ville opleve Frelserens tilbagekomst, endnu mens de levede, for sammen med ham at drage til det himmelske herlighedsrige, omend de, der er døde i Kristus, ville stå først for tur. Men tiden gik. Og mens græsset gror, dør som bekendt horsemor. [Første Thessalonikerbrev 4-16]
Det er kristendommens diktum, at en fælles opstandelse for de døde vil finde sted på den yderste dag, hvorefter den endegyldige dom over hver enkelt vil blive afsagt. Jo, der bliver trængsel, når "fårene" til sin tid skal skilles fra "bukkene"...
Mon de troende, der ser frem til den evige sabbatshvile, har overvejet hvor uudholdeligt, det ville være, dersom det var søndag hele ugen? Som det er blevet sagt af en spøgefugl: Tiden kan være lang i evigheden, især mod enden. Intetsteds ville en redelig sjæl formentlig føle sig mere ensom end i et himmelsk salighedsrige blandt bibeltro kristne.
Det er udtryk for en utrolig fordringsfuldhed, når mennesket ud over de tre til fire snese år det sædvanligvis tilskikkes på Jorden, forventer en eksistens post festum af intet mindre end evig varighed. Hvis der fandtes et hinsidigt Eden uden lidelse og sorg, uden ældning og død, ville indvånerne utvivlsomt på et tidspunkt trygle om udfrielse - medmindre de skulle ende som rene zombier. Et liv i evig lyksalighed er en absurditet, som ikke bliver mindre af påstanden om de afvistes mindre behagelige opholdssted.
Bevægelse er livets fornemste kendetegn, det være sig på det jordiske som det kosmiske plan. Derfor må visionen om en hinsidig tilværelsesform i statisk salighed for de frelste også anses for at være i modstrid med naturens orden.
Kristendommen var oprindelig en dommedagssekt, og fraktioner indenfor den er stadig fokuseret på forestillingen om et endegyldigt Harmagedon som optakt til det teokratiske tusindårsrige. Belært af erfaringen er man dog ophørt med at sætte dato på begivenheden. Ankomsten af de fire ryttere ledsaget af basunblæsende engle står således fortsat hen i det uvisse.
Det eskatologiske verdensdrama, hvor stjernerne skal falde ned på Jorden, hvor Solen skal blive sort som en sæk og hvert bjerg og hver ø blive flyttet fra deres plads, mens alle skal skjule sig for Lammets vrede, udgør en integrerende del af den kristne troslære. Nå, ja, hvis tidernes ende er nær, må der vel kras lud til...
Med al sin galde formuleret i et forskruet billedsprog udgør Johannes Åbenbaring et absolut antiklimaks til Evangeliet. Her har Gudsrigesforkynderen fra Galilæa så vist ikke noget at skulle have sagt, transformeret som en rytter med øjne som luende ild, med et sværd stående ud af munden og klædt i en kappe dyppet i blod... [Johannes Åbenbaring 19,13]
Skal man tro apokalyptikeren Johannes, vil antallet af frelste med supervisor-status i et kommende teokrati andrage 144.000. Man må dog bedrøve mulige aspiranter med, at kvoten allerede nu meldes overtegnet, nemlig af særligt fortjenstfulde tilhørende trossamfundet Jehovas Vidner. Men måske er der endnu ledige pladser som suppleant?
Det er ikke uden en vis komik, at mens én religion fremdeles afventer Messias' komme, ser en enden frem til hans genkomst. Formentlig står ingen af de profetiske visioner foran umiddelbar indfrielse, og udenforstående kan så i mellemtiden fundere over, hvad man i vor tid egentlig skal med det gammeljødiske begreb - selv om det da nok kunne være ønskeligt med en redningsmand for vor prøvede klode.
Skulle det usandsynlige ske, at den galilæiske vandreprædikant og revser optrådte på Jorden da capo, måtte han utvivlsomt opponere mod den kirke der, stivnet i formalisme og konvention i vor tid, agerer hans talsmand. En ny tempelrensning kan ventes.
Det siger lidt om det religiøse klima i USA, når et bibelfundamentalistisk flerbindsværk med titlen Left Behind er solgt i foreløbig mere end 42 millioner eksemplarer. Men hvem ønsker vel også at blive ladt tilbage, når Jesus kommer for at hente os op til Himlen?
Tro og tvivl hører sammen, for uden tvivlen bliver tro til arg fundamentalisme. Derfor må man også nære den dybeste medfølelse med de troens hyrder, der qua præsteløftet er forpligtet på forkyndelsen af dogmer, som i deres absurditet er lige krænkende for Gud som for det tænkende menneske.
I stedet for Jesu budskab om enkel levevis, om ikke-vold og kærlighed, blev det kirkens mærkværdigheder som jomfrufødsel, treenighed og arvesynd, stedfortrædende soning og kødets opstandelse, skærsild og dommedag, der kom til at tegne kristendommen. Ikke noget at sige til, at institutionen formentlig er det sidste sted, et oplyst menneske i sin åndelige søgen ville finde på at kontakte. Den kristne kirkes bekendelsesskrifter udgør i deres åbenbare anakronisme antagelig den største hindring for et nutidsmenneskes tilslutning. Til dens held er det dog de færreste, der kender andre end de ved gudstjenesten obligatorisk fremførte apostolske, der i sig selv nok kan påkalde undren.
Ifølge Den Anthanasianske Trosbekendelse vil de, som har handlet godt, indgå til det evige liv, de som har handlet ondt, til den evige ild. Formentlig har udformeren ikke gjort sig klart, at den evige ild må anses for en pyroteknisk umulighed.
Med ikke færre end fem trosbekendelser gør den evangelisk-lutherske kirke unægtelig indtryk ved sin teologi. Og var de blot at opfatte som kuriøse fortidsrelikter, skulle de såmænd være være den vel undt. Som nutidige konfessioner derimod, nærmest skriger de på en omformulering, om ikke det utænkelige: et helt nyt credo, centreret om Jesu budskab. Det kan i sidste instans blive et spørgsmål om overlevelse.
Ud fra det menneskesyn, vor tids velfærdsstater repræsenterer, må det indrømmes, at Jesus til en vis grad har haft succes med sin forkyndelse. Men det er vist ikke sket med Kirkens gode vilje, for som magthavernes historiske forsvarer har den altid forsøgt at bibeholde den samfundsmæssige status quo.
Kristendommen har gennem tiderne været til trøst og håb for store dele af menneskeheden og er det fortsat. Det ændrer dog ikke på det faktum, at den for andre i særdeleshed har været en Via Dolorosa. Og endnu råber blodet til himlen fra dets utalte ofre, dem som måtte betale prisen for de ædle idealers udbredelse.
Danmark vil formentlig blive det sidste land i verden, der afskaffer alliancen mellem Kirken og det verdslige styre. Fordelen ved en statskirke er da også, at den fungerer fortrinligt uden troende...
Kald det blot et paradoks, men der findes virkelig et land, hvor staten i undervisningssystemet docerer Darwin frem for Gud, samtidig med at man understøtter en religion, der blandt sine dogmer tæller skabelsen af kvinden ved hjælp af et ribben af Adam. Hvad skal mennesker med en kirke, hvis dogmatik må påkalde skepsis hos læg som lærd? Hvad skal de med en kirke, der fastlåst i antikverede doktriner har marginaliseret sig selv?
Dét er spørgsmålet, som intet åndeligt bevidst menneske undgår at tage stilling til: Enten var Jesus Guds enbårne Søn, undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet, nedfaret til Dødsriget, på den tredje dag opstanden fra de døde, opfaret til Himmels, siddende ved Gud Faders, den Almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde - eller også bygger kristendommens krav om præferencestilling på et falsk grundlag.
En religion, der definerer sig ved usandsynlige dogmer, tilhører fortiden og kan i det lange løb kun overleve gennem en radikal nyformulering. Men hvor er det Kirkens plenum, der har viljen og evnen til en sådan?
Kirken vil givetvis i endnu lang tid fremover have en funktion som serviceorgan ved den rituelle markering af medlemmernes mærkedage, ligesom den fortsat vil kunne mønstre en trofast skare af nostalgikere til søndagsmessen. Som spirituelt fokuspunkt må dens dage derimod anses for talte.
