Begrebet karma og reinkarnation er for nogle formastelig tale, for andre en antagelse, der forlener livet med dyb mening, foruden at være det vel nok mest plausible bud på en eksistens efter døden. Loven om årsag og virkning er den fundamentale i menneskelivet; kun en desperado lader hånt om den. Gennem karmaloven udøves en kosmisk retfærdighed, som det ikke står til noget menneske at unddrage sig. Et menneske har intet lært, før det forstår, at hver dag er dommedag.
Vi bestemmer selv, om vor værens frugter skal blive bitre eller søde. Karmabegrebet er et afgørende element i menneskets åndelige evolution. Vi er alle elever i Livets Skole og høster hver især point efter fortjeneste. Som en boomerang vender karmabølgerne fra vore ord og handlinger altid før eller siden tilbage til os. Mennesket ville i højere grad bestræbe sig på at opføre sig anstændigt, dersom det accepterede karmakoncepter som en realistisk mulighed. Selv om det her i livet er muligt at snyde uden at blive opdaget, kan vi være forvisset om, at vort regnskab i sidste ende altid bliver gjort op. Det er karmas uomgængelige lov: Den, som bedrager andre, vil på et tidspunkt selv blive bedraget.
Man kan anskue mennesket som en ren og skær biologisk mekanisme, bestemt for en altudslettende død - eller som et åndeligt væsen, der gennem stadig tilbagevendende inkarnationer manifesterer sig i fysisk skikkelse. Uden at forstå de karmiske dynamikker kan et menneske umuligt nå frem til en erkendelse af sin livssituation. Vi høster alle, som vi sår.
Buddhistens og hinduens eftertragtede mål er opnåelsen af nirvana. Andre ser, i en naturlig glæde ved livet, frem til en mulig ny inkarnation. For hver enkelt af os er livet en fortløbende læreproces. Ville det ikke være urimeligt, dersom vi i dødens stund måtte give afkald på vore ofte dyrekøbte erfaringer?
Med reinkarnationstanken bliver begrebet fortabelse henvist til blot en plads i visse religioners vokabularer. At være uvidende om karmas virke er ensbetydende med at leve livet uden virkelig at kende det. Ingen vil vel bestride, at vi hver især er et produkt af genetisk arv og miljø. Men endnu en faktor må antages at gøre sig gældende: Den karmiske saldo fra et forudgående liv. Det esoterisk orienterede menneske behøver ikke case stories for at få sin antagelse om reinkarnation bekræftet. Det fornemmer intuitivt, at den er rigtig.
Ulykkestilfælde - hvad enten de er menneskeforskyldte eller naturudløste - er en del af livets vilkår og rammer som sådan i flæng. Derudover synes kun det karmiske retfærdighedsprincip at råde. Som flashbacks til eftertanke ser vi til stadighed snart en, snart en anden af vore fordums handlinger på godt og ondt passere revy. Med ubrydelige bånd er vi alle knyttet til fortiden. Kun ved at tilgodese karmas indflydelse kan et menneske få et afklaret forhold til det begreb, der i folkemunde kaldes skæbne.
Det opløftende ved karmatanken er, at intet fejltrin er endegyldigt. Vi får alle en chance til, indtil lektien er lært. Med karmakonceptet forlenes livet med retfærdighed og konsekvens; uden bliver alting maya. Der er så meget at glæde sig over, så meget at leve for, at det ville være dybt tragisk, dersom kun én fysisk eksistens blev os tilskikket. Hvis de mange vidnesbyrd om en tidligere eksistens kan tillægges empirisk værdi, står vi for første gang overfor et metafysisk fænomen, der kan verificeres og som følge deraf må påkalde sig den største opmærksomhed. Det stedsevarende paradis, hvor kun sorgløshed råder, er og bliver et religiøst fatamorgana. Kun i form af stadigt vekslende inkarnationer må evigt liv anses for attråværdigt.
Meningsfuld bliver tilværelsen for det menneske, der forstår, at det gennem sine skiftende inkarnationer har rødder i evigheden. Det er en interessant tanke - hvor poetisk sælsom den end kan forekomme - at vi alle er kommet til verden som åndebørn fra kosmos.
